Poetikken: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m stilistiske ændringer
m Retter flertydige links til Arabisk (link ændret til Arabisk (sprog)) med DisamAssist.
Linje 1:
[[Fil:Aristoteles Louvre.jpg|thumb|[[Aristoteles]], kopi af en skulptur af Lysippos.]]
[[Aristoteles]]’ '''''Poetikken''''' (eller: ''Om Digtekunsten'') er det tidligst kendte værk inden for [[litteraturteori]]en. De dele af værket, der er overlevet til i dag, omhandler primært [[tragedie]]n og episk [[lyrik]]. En af Aristoteles’ mere berømte argumenter i værket er bl.a. tanken om, at [[Fortælling (storytelling)|fortællinger]] består af tre dele: en begyndelse, en midte og en slutning.<ref>Aristotles, ''[http://classics.mit.edu/Aristotle/poetics.1.1.html Poetikken]'', sektion 1, del 7</ref> Værket, der længe er blevet anset som et hovedværk i litteraturteorien, var længe gået tabt i [[Vesten|den vestlige verden]] og i [[middelalderen]] og i den tidlige [[Renæssancen|renæssance]] havde man i [[Europa]] således kun adgang til ''Poetikken'' i form af en [[oversættelse]] til [[latin]] fra en [[Arabisk (sprog)|arabisk]] oversættelse skrevet af tænkeren [[Averroës]]. Fra 1500 fik ''Poetikken'' dog en stor indflydelse i europæisk kultur, da [[litterat]]er og [[digter]]e lod sig inspirere af [[antikken]]s store forbilleder (bl.a. [[Homer]]) og her blev Aristoteles' idéer om god digtekunst forstået som værende "eviggyldige og indiskutable" på en så dominerende facon, at ''Poetikken'' kom til at indtage dominere litteraturteoretisk tænkning hele vejen frem til [[romantikken|romantikken.]]<ref>Keld B. Jessen (red.) (2001) ''Filosofi. Fra antikken til vor tid''. Århus: Systime, s. 48</ref>
 
Bogen er en håndbog i digtekunsten. Aristoteles lægger vægt på poesiens håndværk; han observerer og analyserer poesien og dissekerer det til dets individuelle bestanddele. Aristoteles giver imidlertid ikke en rent teknisk instruktionsbog for digtekunsten, idet han lægger et stort fokus på historiske, beskrivende og fortolkende aspekter. Dette danner grundlag for en udlægning af, hvad der er skønt og hvad der ikke er skønt i Aristoteles’ opfattelse. Det meste af værket er gået tabt og den tilbageværende tekst er ikke engang 15.000 ord lang.