Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
→‎Optakten: Rettet wikilink.
m retter wikilink
Linje 25:
Udnævnelsen af Frederik I førte til flere uroligheder. Den svenske konge, [[Gustav Vasa]], som var flygtet fra [[Kalø Slot]] og forsøgte at udnytte den svenske adels hævnlyst mod danskerne efter [[Det Stockholmske Blodbad]] ved at foretage en invasion i de danske provinser samtidig med, at købstæderne [[Malmø]] og [[København]] fortsat støttede Christian II og blev belejret af den nyvalgte danske konges styrker.<ref name="joh112" /> De to stæder kapitulerede i begyndelsen af 1524, og den 1. september samme år blev der indgået en [[Malmø-recessen|aftale]] mellem Frederik I og Gustav Vasa i Malmø, som indebar, at de svenske styrker trak sig tilbage fra [[Blekinge]] men samtidig fastslog, at Sverige skulle beholde [[Bohuslän]] indtil videre.<ref name="joh112" /> Dele af den danske almue, borgerne og bønderne, havde stadig tillid til Christian IIs politik og flere bondeoprør brød ud på landet. Lensmanden på [[Visborg Slot (Gotland)|Visborg Slot]] på [[Gotland]], [[Søren Norby]], som støttede Christian II, benyttede lejligheden til at sende tropper som støtte til oprørerne.<ref name="joh113">Johannesson, s. 113</ref> [[Tyge Krabbe]], som af Frederik I var blevet udnævnt till lensmand på [[Kernen|Helsingborg slot]], mødte oprørshæren, men blev tvunget til at trække sig tilbage. Norby belejrede derefter slottet, men samtidig formåede en flåde fra [[Lübeck]] at afskære dennes forsyningslinjer fra Gotland, og forstærkninger fra Sjælland blev sejlet over til Malmø. De nye styrker under [[Johan Rantzau]] blev forenet med Tyge Krabbes, og den 28. april 1525 blev Norby besejret uden for Lund i et slag, som udviklede sig til en ren massakre på bondehæren. Søren Norby trak sig tilbage til [[Landskrona]], hvor han til sidst kapitulerede. Under Frederik Is fortsatte styre fik højadelen sammen med [[Hansaen|hansestaden]] [[Lübeck]] stadig større privilegier, hvilket forstærkede deres støtte til kongemagten.<ref>Ljungfors, s. 22</ref>
 
I august 1526 konverterede Frederik I, som længe havde haft sympatier for [[reformkatolicisme]]n, til [[lutherdom]]men.<ref name="joh116">Johannesson, s. 116</ref> Det danske præsteskab måtte derefter gøre mange indrømmelser, og flere biskopper, som indsattes, fik forbud mod at søge indvielse i Rom. Evangelske prædikanter fik tilladelse til at prædike overalt, og flere frie forsamlinger oprettedes i de danske købstæder under kongens beskyttelse.<ref name="joh116" /> I Malmø fik forsamlingerne støtte af borgmestrene [[Jörgen Kock|Jørgen Kock]] og [[Jep Nielsen]]. I 1528 blev oprettet et evangelsk bogtrykkeri i staden, og JörgenJørgen Kock fik kongens tilladelse til at tage både [[Franciskanerordenen|gråbrødreklostret]] og [[Dominikanerordenen|sortebrødreklostret]] i besiddelse som stadens rådhus og sygehus.<ref name="joh117">Johannesson, s. 117</ref> Flere andre klostre tømtes rundt om i ærkestiftet omkring 1530, og det var kun domkapitlet i Lund, som bød modstand; klostrene i staden nedlagdes først efter afslutningen på grevefejden i 1536.<ref name="joh117" />
 
I efteråret 1531 gik Christian II i land med en nederlandsk ekspeditionsstyrke i Norge med det mål at genvinde magten i Norden. Som modtræk indgik Frederik I og Rigsrådet en aftale med Lübeck og efter en række krigshandlinger tilbød den danske hærledelse Christian frit lejde til at indgå i forhandlinger. Efter pres fra den lybske alliancepartner brød Frederik I aftalen<ref>Paludan-Müller (1853), Bind I, s. 72</ref> og Christian blev fængslet på [[Sønderborg slot]] på [[Als]].<ref name="joh119">Johannesson, s. 119</ref> Lübecks mål med aftalen var, at nederlandske købmænd skulle lukkes ude fra [[Østersøen]]. De danske og svenske riger var imidlertid ikke særligt villige til at støtte dette, men udvidede efter fængslingen af Christian i stedet deres samarbejde med [[Nederlandene]].<ref name="joh119" />
Linje 53:
 
== Kampe i Skåneland ==
Gustav Vasa, som ikke ville se Christian II genindsat på Danmarks trone, sendte en hær, som trængte ind i [[Skåne]] ved [[Loshult]], og hærgede, brændte og myrdede i hele [[Gønge]]-egnen under sin fremrykning mod [[Væ]],<ref name="Sal 109"/> og i oktober 1534 en svensk styrke under ledelse af [[Lars Siggesson Sparre]] til Halland, hvor [[Halmstad]] blev erobret og [[Varberg fæstningFæstning]] belejret.<ref name="joh120" /> En mecklenburgsk hær under grev [[Johan af Hoya]] ankom kort efter til Skåne for at forsvare den skånske grænse mod Sverige, og sammen med lybske tropper og borgere fra Malmø og Landskrone drog man ind i Halland. Flere af Skånelandskabernes adel og prælater, som havde været blandt dem, som svor troskab til grev Christoffer i 1534, var utilfredse over de tyske invasioner, og en hærstyrke bestående af adelstropper blev samlet ved [[Ängelholm]], hvorefter de tog kontakt til den svenske hær. I fællesskab blev man i begyndelsen af 1535 enige om at støtte hertug Christian.<ref name="joh120" />
 
[[Johan af Hoya]]s styrke formåede ikke at indtage Halmstad og rykkede derfor sydover mod Helsingborg med den svenska hær efter sig. Også den skånelandske styrke, som var marcheret mod [[Væ]], rykkede mod Helsingborg. Johan af Hoyas borgerhær, som blev ledet af [[Markus Meyer]] og Jørgen Kock, tog kontakt med lensherren, Tyge Krabbe, for at forsikre sig om dennes lojalitet og at de kunne regne med støtte fra slottets kanoner. Da de anså sig tilfredse med svaret, at Krabbe stod "på de forbundnes side", tog de opstilling uden for slottets mure i afventen på den svensk støttede adelshær.<ref>Ljungfors, s. 24–25</ref> Da adelshæren nærmede sig slottet om morgonen den 13. januar åbnede slottets kanoner ild, men salverne slog ned midt blandt borgarhærenborgerhæren, idet Krabbe i hemmelighed havde allieret sig med sine adelsfrænder.<ref name="lju25">Ljungfors, s. 25</ref> Dette førte til stor panik i borgerhæren, som snart grundigt kunne besejres. Jørgen Kock formåede dog at redde sig fra nedslagtningen ved at sejle over sundet i en robåd.<ref name="lju25" /><ref name="joh120" /> Tyge Krabbe overlod slottet til svenskerne, som satte ild på Helsingborg og lagde byen i aske.<ref name="Sal 109"/> Med undtagelse af Malmø, der forsvaredes af Jørgen Kock, Landskrone og Varberg, hvor den lybske anfører Marcus Mejer ved hjælp af grevetro lejeknægte var blevet herre<ref name="joh121" />, var de skånske områder nu atter underlagte Danmarks konge. Til gengæld for den skånske adels frafald lod de to grever foretage en formelig adelsjagt på Sjælland og Fyn: borgene gik op i luer, og en mængde adelsmænd førtes som fanger til Mecklenburg.<ref name="Sal 109"/>
 
== Krigen i Jylland ==