Boheme: Forskelle mellem versioner

En '''boheme''' har en afslappet [[livsstil]], som ikke er bundet af samfundets [[normRettesnor|normer]]er og regler. [[Puccini]]s [[opera]] ''La Bohème'' handler om et bohemeverden på fire frie sjæle: En [[filosof]], en musiker, en kunstmaler og en digter. Ordet "boheme" kommer af [[Fransk (sprog)|fransk]] ''Bohême'', [[Bøhmen]], og blev fra [[1800-tallet]] benyttet om grupperinger af kunstnere, [[forfatter]]e, [[radikal]]e{{dn|dato=juni 2019}} og andre med en livsstil ubundet af samtidens [[Småborgerskab|småborgerlige]] [[konvention]]er og [[norm]]ernormer, hvad de selv var stolte af. Betegnelsen er hentet fra [[roman]]en ''Scènes de la vie de Bohème'' (fransk skelner mellem ''Bohême'' (Bøhmen) og ''bohème'' (boheme)) af H. Murger (udgivet i [[1845]]). Man regnede den gang Bøhmen som [[romaer]]nes hjemland, og "bohemer" ansås at leve på et tilfældigt, romaagtigt vis.

I [[Massachusetts]] oprettede en gruppe [[utopi]]ske bohemer i juni [[1843]] et landbrugs[[kollektiv]], de kaldte ''Fruitlands'' (= Frugtlande). <ref>[http://www.uua.org/re/tapestry/adults/river/workshop13/workshopplan/stories/178782.shtml UUA: Fruitlands<!-- Bot genereret titel -->]</ref> De erklærede sig helt uinteresserede i penge; arbejdet skulle være et mål i sig selv. De ville kun dyrke nok til at nære kroppen og ellers bruge tiden til [[lyrik]], [[malerkunst]], natur og [[Romantikromantisk kærlighed|romantisk]] kærlighed. De gik ikke med bomuldstøj, fordi [[bomuld]] blev plukket af [[Slaveri|slaver]]. De spiste hverken kød eller mælkeprodukter. Kun ting, der voksede i luften, som [[nød]]der og [[æble]]r. [[Kartoffel|Kartofler]] og [[gulerødder]] peger nedad i jorden og stod ikke på [[menu (spisested)|menu]]en. Allerede i januar [[1844]] måtte kollektivet opløses pga. sult. Grundlæggeren Bronson Alcott havde erklæret, at kollektivets mål var "''at være, ikke at gøre''". [[Ralph Waldo Emerson]], der havde mødt Alcott i Boston et par år forinden, sagde om Fruitlands' medlemmer: "''Hele deres anskuelse var åndelig, men de endte altid med at sige: "Kunne du lige sende lidt flere penge?"''" <ref>Alain de Botton: ''Statusjag'' (s. 293), forlaget Damm, Oslo 2005, ISBN 82-04-10858-3</ref>