Schlesien: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m bot: Fjern unicode-kontrollerede tegn - WPCW fejl 16 |
→Historie: rettet link |
||
Linje 27:
* 9 i Øvreschlesien: [[Kosel]], [[Teschen]], [[Beuthen]], [[Falkenberg]], [[Oppeln]], [[Strelitz]], [[Ratibor]], [[Troppau]] og [[Jägerndorf]].
De fleste af de schlesiske fyrstedømmer anerkendte [[1327]]—[[1329]] kong [[Johann (Böhmen)|Johan af Böhmens]] beskyttelsesret, hvad den polske konge [[Kasimir 3. af Polen|Kasimir]] [[1335]] stadfæstede, og fra kejser [[Karl 4. (Tysk-romerske rige)|Karl 4.s]] tid hørte hele Schlesien til det tyske rige som bøhmisk [[len]]. En bøhmisk konge gav nogle af de schlesiske hertuger ret til i tilfælde af barnløshed, ved testamente at vælge deres efterfølger. Da hertug [[Frederik 2. af Liegnitz, Brieg og Wohlau]] i kraft heraf [[1537]] havde sluttet en arveforening med kurfyrst [[Joachim 2. af Brandenburg]], erklærede [[Huset Habsburg|habsburg]]eren [[Ferdinand 1. (Tysk-romerske rige)|Ferdinand 1.]] (senere tysk kejser), der 1526 var blevet konge af [[Böhmen]], dette forlig for ugyldigt (1546). [[Markgrevskabet Brandenburg]] protesterede og nedlagde indsigelse mod, at kejser Ferdinand 2. i [[1621]] fradømte en yngre søn af kurfyrst [[Joachim Frederik]], Joachim Georg, besiddelsesretten til det schlesiske hertugdømme Jägerndorf, fordi han havde sluttet sig til [[Frederik af Pfalz-Böhmen]]. Regeringen i [[Wien]] afviste disse protester og ville heller ikke, skønt den evangeliske lære havde vundet indgang i den største del af Schlesien, høre tale om [[religionsfrihed]] for protestanterne. De var hårdt pressede, efter at de fleste schlesiske fyrstendømmer var blevet bøhmiske.
Da den sidste schlesiske hertug af [[Piast-slægten]], [[Georg Vilhelm af Liegnitz, Brieg og Wohlau]], døde i 1675, og kejser Leopold havde taget hans hertugdømme i besiddelse, blev de kirkelige tvangsforholdsregler også udvidet til dem, og det hjalp ikke, at kurfyrst [[Frederik Vilhelm den Store af Brandenburg-Preussen|Frederik Vilhelm den Store]] af [[Markgrevskabet Brandenburg|Brandenburg-Preussen]] [[1683]] genoptog sin families fordringer på [[Liegnitz]], [[Brieg]], [[Wohlau]] og [[Jägerndorf]]. Forhandlingerne førte ikke til noget, og protestanterne fik ingen lettelser. Det fik de først ved [[Karl 12.]]s mellemkomst, idet kejseren efter [[freden i Alt-Ranstädt]] i 1707 blev nødt til at stille de protestantiske menigheder noget friere. Schlesien fik først fuld religionsfrihed efter [[Maria Theresia af Østrig]] blev tvunget til at afstå store dele af Schlesien under [[Den østrigske arvefølgekrig]] til [[Frederik den Store af Preussen|Frederik 2. af Preussen]] ved [[freden i Breslau]] den [[11. juli]] [[1742]].
| |||