Reconquista: Forskelle mellem versioner

'''Reconquista'enReconquistaen''' er historien om den langsomme generobring af den [[Iberiske halvø]] (dvs. det nuværende Portugal og Spanien) fra maurerne, som folksoldater fra de kristne kongeriger udførte i tidsrummet mellem 722 og 1492, og som medførte fordrivelsen af de [[Islam|muslimske]] [[maurer]]ereerne fra halvøen.

I [[711]] invaderede [[araber (person)|araberne]] for første gang [[Den Iberiske Halvø]] fra [[Nordafrika]]. I løbet af 3tre år underlagde de sig halvøen og oprettede riget [[al-Andalus]], som omfattede hele den Iberiske halvø, med undtagelse af et lille hjørne op mod [[Biskayen]]. I dette restområde opstod en række kristne kongedømmer, der siden blev udgangspunkt for en ekspansion mod syd på bekostning af det muslimske herredømme.

De ældste krøniker skrevet i Asturien, der beskriver den konflikt, der senere blev kendt som La reconquista, stammer fra [[9. århundrede|9.]] og [[10. århundrede]], og de lægger stor vægt på det asturiske kongehus forbindelser til de visigotiske konger, og at al-Andalus derfor var deres retmæssige men nu tabte ejendom, og at det var kongernes pligt at generobre det. Disse krøniker blev ikke skrevet af lokale, men af [[mozaraber]]e, dvs. kristne fra al-Andalus, der havde måttet forlade deres hjemegn og flygte mod nord. Denne gruppe havde rødder i den visigotiske overklasse og havde bevaret forbindelsen til dens traditioner. Beskrivelsen af denne evige konflikt mellem to civilisationer; én oprindelig, men nu fordreven og en fremmede invaderende, blev modsvaret af krøniker fra al-Andalus, der fokuserer på den muslimske fyrstes pligt til at erobre og omvende nabofolket til islam. <ref>Moreno; 1996, pp. 87-88</ref>

IdéenIdeen om de to adskilte og evigt kæmpende kulturer har i høj grad påvirket det billede, som der i eftertiden er opstået afom forholdet mellem de muslimske og kristne stater i Spanien. Den har længe været så fasttømret, at den er blevet selvforklarende; dvs. det har længe ikke været nødvendigt at forklare baggrunden for konflikten som andet end en konflikt mellem to stridende civilisationer, mellem øst og vest.<ref>Moreno; 1996, pp. 83</ref>

Kilder tilbage fra den visigotiske periode viser, at regionen omkring Asturien, der blev beboet af folkeslagene [[Baskisk|vasconi]], [[Cantabrer|cantabri]] og [[Asturer|asturi]], aldrig blev fuldt ud kontrolleret af dem, og at det samme var tilfældet i den sidste del af det [[Romerriget|romerske herredømme]].<ref>[[Notitia Dignitatum]] fra c. 400 f.v.tKr. beskriver bl.a. de romerske befæstninger på grænsen til asturernes område</ref> Asturien var allerede før 711 reelt et selvstændigt område. Covadonga lå derfor i et område, der aldrigealdrig havde været en del af det gamle visigotiske kongerige. Desuden tyder alt på at den konge, [[Pelayo]], der anførte de kristne tilhørte en lokalt asturisk dynasti, og at han derfor i realiteten fortsatte den kamp for landets selvstændighed, hans forgængere havde ført mod romerne og visigoterne.<ref>Moreno; 1996, pp. 90</ref>

Det område, der var erobret af [[muslim]]erne, blev kaldt [[al-Andalus]]. her fandtes der stadigvæk kristne samfund ([[Dhimmi]]-samfund), de blev [[mozaraber]]e, og fik allernådigst, af det muslimske herrefolk, tilladelse til at beholde deres egen religion, eget sprog og egne love. Dhimmi-statusen blev dog ophævet efterhånden som '''reconquista'en''' bredte sig (som følge af arvingernes generobring af de landområder, som tidligere havde tilhørt vestgoterne) og med ankomsten af [[almoravider]]ne og [[almohader]]ne fra Nordafrika.

Ligeledes levede der fortsat muslimer i de landområder, som omvendt kom under de kristne konger. På den måde skabtes der en vigtig kulturel udveksling mellem muslimer og kristne. Til de to nævnte kulturer føjede sig [[jøde]]rnes. De talte, bortset fra [[hebraisk]], også [[Arabisk (sprog)|arabisk]] og castiliansk ([[spansk (sprog)|spansk]]), hvad der gav dem en vigtig rolle i oversættelsen af tekster på de forskellige sprog (sammen med de kristne oversættere på tolkeskolen i [[Toledo (Spanien)|Toledo]]). Takket være oversættelseroversættelse til [[latin]] nåede teksterne ud til de andre europæiske lande.

Kampen mod [[maurer]]ne forhindrede ikke de kristne kongeriger i at strides indbyrdes eller at have forbindelser til de islamiske kongehuse. Eksempelvis nedstammede de første konger af [[Navarra]] fra familien Banu Qasi fra [[Tudela]]. Mauriske konger havde ofte hustruer eller mødre, som var opvokset i kristne familier, og de kristne helte som [[El Cid]] lavede aftaler med kongerne af [[Taifa]] om at bekæmpe deres naboer.

[[Isabella I af Kastilien og Aragonien|Isabella I af Kastilien]] og [[Ferdinand II af Aragonien]], (de "[[katolske monarker]]",) afsluttede den kulturelle udveksling mellem muslimer og kristne, da det endelig lykkedes dem, at fordrive de muslimske erobrere fra Spanien efter [[Granada]]s fald i [[1492]]. Dermed afsluttedes Reconquista’enReconquistaen.

== Sociale grupper på reconquista’ensreconquistaens tid ==

Efter sejre og nederlag opstod der nogle særlige, sociale grupper:

* ''Mozaraberne'': Efterkommere efteraf den romerske befolkning, som ikke konverterede til Islamislam. I forfølgelsestider udvandrede en del af dem nordpå.

* [[778]] En del af [[Karl den Store]]s hær lider nederlag til [[basker]]ne i slaget ved [[Roncesvalles]]. Bagtroppens kamp beskrives i [[Rolandskvadet]], hvor også [[Holger Danske]] er énen af heltene.

* [[929]] Emiren af [[Cordova]] antagertager titlen [[kalif]].

* [[1086]] Forstærkninger fra de berbiske [[almoravide]]r gør, at [[Alfonso 6. af Leon og Kastilien]] lider nederlag i [[Slaget ved az-Zallaqah|slaget ved Sagrajas]] nærved [[Badajoz]].

* [[1236]] Castilianere og Leonereleonere indtager [[Cordoba]].

* [[2. januar]] [[1492]] De [[katolske monarker]] indtager [[Granada]] og afslutter reconquista’enreconquistaen.