A.M. Hirschsprung & Sønner

A/S A.M. Hirschsprung & Sønner var en ledende cigar- og tobaksfabrik i Danmark.

Den fra Hamborg indvandrede A.M. Hirschsprung etablerede i 1826 en selvstændig forretning som tobaksfabrikant i København, som efter sønnerne Heinrich og Bernhards overtagelse i 1858 udviklede sig til en af branchens førende. Firmaet blev i 1899 omdannet til et aktieselskab og indgik i 1972 i Skandinavisk Tobakskompagni.

Historie redigér

 
P.S. Krøyer: Heinrich Hirschsprung (1899, Den Hirschsprungske Samling)

I 1826 etablerede den fra Hamborg indvandrede A.M. Hirschsprung et selvstændigt tobaksfirma i København. Virksomheden blev grundlagt i Østergade 2 på hjørnet af Kongens Nytorv, det vil sige i kælderen under Hotel d'Angleterre.

I 1858 overtog sønnerne Heinrich (1836-1908) og Bernhard (1834-1909) virksomheden. De købte i 1864 ejendommen Østergade 6 og ombyggede den fuldstændigt som fremtidigt udsalg for virksomheden.

 
Arkitekten Ove Petersen tegnede fabrikken i Tordenskjoldsgade 7, der stod færdig i 1866.

I 1860'erne flyttede fabrikken til en nyopført bygning, der stadig eksisterer, i Tordenskjoldsgade 7-9, bag Det Kongelige Teater i København. Den er tegnet af Ove Petersen og senere ombygget af Axel Maar.

I 1899 omdannedes firmaet til aktieselskab med Holger Hirschsprung (1867-1949) som administrerende direktør. Selskabets første bestyrelse bestod af H.N. Andersen, Isak Glückstadt, Bernhard og Heinrich Hirschsprung samt A.B. Munter.

I 1950 flyttede fabrikken fra Tordenskjoldsgade til en helt ny fabrik i Virum. Bygningerne blev solgt fra i 1985. Tilbage er kun firmaets vartegn ud mod Kongevejen: En springende hjort.

I 1972 blev den, ligesom mange andre fabrikker, overtaget af Skandinavisk Tobakskompagni.

Se også redigér

Litteratur redigér

  • Storm Petersen, Robert, Storm P. – og tobakken, A.M. Hirschsprung & Sønner 1955.
  • Hirschsprung, Asger M., Lidt Historisk Københavneri – tobak for en skilling, A.M. Hirschsprung & Sønner A/S 1970.


 Spire
Denne artikel om et dansk firma eller en virksomhed er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.