Albrecht 1. af Sachsen

Albrecht 1. af Sachsen (født 1175/1180, død 8. november 1261) var hertug af Sachsen 1212-1261, hertug af Albingen fra 1226, regent af markgrevskabet Meissen 1217-1230. Søn af hertug Bernhard III af Sachsen (død 1212) og (antagelig) Judith af Polen (død 1201/1202).

Albrecht 1. af Sachsen
Personlig information
Født	1175
Død	7. oktober 1260 Zisterzienserabtei Lehnin, Brandenburg, Tyskland
Gravsted	Zisterzienserabtei Lehnin
Far	Bernhard 3. af Sachsen
Mor	Brigitte af Danmark
Søskende	Sophia von Sachsen, Henrik 1. af Anhalt
Ægtefæller	Agnes af Thüringen (1238-1246), Agnes af Babenberg (1222/1222-1226), Helene af Braunschweig-Lüneburg (1247-1260)
Børn	Jutta af Sachsen, Johan 1. af Sachsen-Lauenburg, Albrecht II. af Sachsen-Wittenberg, Elisabeth af Sachsen, Bernhard af Sachsen, Agnes af Sachsen, Helene af Sachsen, Helene af Sachsen, Jutta af Sachsen
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Aristokrat
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Liv og gerning

Hertug Albrecht I understøttede indtil det sidste kejser Otto IV mod stauferne og bekrigede især staufernes mand ærkebiskop Albrecht af Magdeburg. Under disse kampe mistede hertugen blandt andet Stassfurt. Ved kejser Ottos død i 1218 overgik hertug Albrecht til den staufiske kejser Frederik II og fik der efter af denne sine len, rettigheder og fogderier bekræftede.

Albrecht opholdt sig flere gange i Italien. I 1226 blev han valgt til hertug af Albingen, hvorfor han blev inddraget i Holsten-Schauenburgs krig mod Danmark. Albrecht deltog i slaget ved Bornhöved syd for Kiel den 22. juli 1227, hvorved den danske stormagtsställning brød sammen. Han genvandt da Lauenburg-Ratzeburg samt landet Hadeln. Det sachsiske højhedskrav på Holsten-Wagrien, Schwerin, Dannenberg og Lübeck blev sikret. Fra sine welfiske modstandere kunne hertug Albrecht vinde fogderierne Bergedorf, Hitzacker og Sachsenwald.

1228/1229 var hertug Albrecht med kejser Frederik II i Jerusalem og formidlede 1231/1232 freden mellem kejseren og dennes søn kong Henrik (VII). 1240/1241 var Albrecht atter i Italien. Sedan faldt han imidlertid fra kejseren og anerkendte i stedet tronprætendenten Willem af Holland og senere (1257) Alfons X af Kastilien.

Under Albrechts tid rådede der anarki i det sachsisk-westfaliske område. Han vandt der grevelige rettigheder og besiddelser i Engern. I nogle dokumenter betegnes Albrecht som hertug af Engern, hvilket må anses for en inofficiel titel. Kort før sin død delte Albrecht sit land mellem sine sønner, hvorved linjerne Sachsen-Lauenburg og Sachsen-Wittenberg opstod.

Ægteskaber og børn

Albrecht giftede sig første gang i Wien 1222 med Agnes af Østrig (1206-1226). Parret fik kun et barn:

1. Jutta af Sachsen (omkring 1223-1267), gift med kong Erik IV "Plovpenning" af Danmark (1216-1250)

Albrecht giftede sig anden gang tidligst 1229 med Agnes af Thüringen (død inden 1247). Parret fik følgende børn:

1. Elisabeth af Sachsen (omkring 1230-1293/1306), gift 1. med greve Johan I af Holsten (død 1263), gift 2. med greve Konrad I af Brehna (død 1277/1278)
2. Jutta af Sachsen (omkring 1240-1287), gift med markgreve Johan I af Brandenburg (død 1266/1267)
3. Mechthild af Sachsen (død 1265), gift med greve Helmhold III af Schwerin (død omkring 1299)

Albrecht giftede sig tredje gang i 1247/1248 med Helene af Braunschweig-Lüneburg (død 1273). Parret fik følgende børn:

1. Johan I af Sachsen-Lauenburg (1249-1286), hertug af Sachsen-Lauenburg
2. Albrecht II af Sachsen-Wittenberg (omkring 1250-1298), hertug af Sachsen-Wittenberg
3. Helene af Sachsen (1250/1253-1309), gift 1. med hertug Henrik III af Schlesien-Breslau (død 1266), gift 2. med borggreve Fredrik III af Nürnberg (død 1297)

Litteratur

• „Die Askanier“, Heinrich Kühne, Drei Kastanien Verlag 1999 ISBN 3-933028-14-0
• „Geschichte der Sächsisch-Askanischen Kurfürsten“, Georg Hirschfeld, Julius Sittenfeld /Berlin 1884

Eksterne henvisninger

• genealogie-mittelalter.de Arkiveret 26. februar 2011 hos Wayback Machine