Citroën er et fransk bilmærke og en del af Stellantis-koncernen. Virksomheden har hovedsæde i Saint-Ouen i Seine-Saint-Denis i Frankrig.

Citroën
Virksomhedsinformation
Selskabsform Société par actions simplifiée Rediger på Wikidata
Brancher Commerce de voitures et de véhicules automobiles légers[1], bilindustri Rediger på Wikidata
Grundlagt marts 1919 Rediger på Wikidata
Grundlægger André Citroën Rediger på Wikidata
Hovedsæde Usine automobile de Poissy, Frankrig Rediger på Wikidata
Virksom i
Verdensplan Rediger på Wikidata
Produkter Elkøretøj, bil, erhvervskøretøj Rediger på Wikidata
Organisation
Antal ansatte
140.000 Rediger på Wikidata
Ejer Stellantis Rediger på Wikidata
Moderselskab Stellantis Rediger på Wikidata
Datterselskab Citroën Argentina Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Virksomhedens hjemmeside Rediger på Wikidata
OpenCorporates fr/642050199 Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.
Citroën Traction Avant
Citroën DS5, 2012 HYbrid4

Citroën blev grundlagt som en bilfabrik i 1919 af André Citroën. André Citroën var nyskabende på mange områder. De skråtstillede tandhjul i gearkassen blev til et firmalogo – forhjulstræk i 1934 var ligeledes meget nyt og vovet – og den hydropneumatiske affjedring fra 1955 er blevet anvendt af selveste Rolls-Royce-fabrikkerne. Når hertil regnes et helt særligt design ikke blot af bilens ydre, men også af betjeningsgreb mv. – så er der tale om et særligt bilmærke.

Citroën har en vellykket historie i motorsport og er den eneste bilproducent, der har vundet tre forskellige officielle mesterskaber fra den internationale Automobile Federation: World Rally Raid Championship (4 gange), World Rally Championship (8 VM for Konstruktører og 9 VM for Kørere) og World Touring Car Championship (2014).

Historie redigér

 
Citroën Traction Avant 11 familiale
 
Citroën 2CV
 
Citroën DS
 
Citroën Xantia, Årets Bil i Danmark, i Spanien og i Italien
 
Citroën C6, 2007
 
Citroën C4 Picasso, 2007

I 1928 introducerede Citroën det første karosseri helt i stål ved hjælp af nogle dyre maskiner, som blev købt hos det amerikanske bilfirma Chrysler. Det skabte en vis succes, men konkurrenterne (som stadig brugte træ i karosserifremstillingen) fandt på aerodynamiske design af deres biler. Citroën havde ingen mulighed for at ændre sit design – så selvom bilerne solgte godt, fik man tab på grund af lave priser.

Men André Citroën gav ikke op – i stedet udviklede han i 1934 Traction Avant-modellen eller forhjulstræk - den første bil med selvbærende karosseri, hvilke er den måde personbiler er bygget i dag. Modsat myterne var det dog ikke Citroën, som opfandt forhjulstrækket - han var først til at fremstille det i storproduktion.

I 1934 blev gælden dog for stor til, at firmaet kunne køre videre alene, og det blev overtaget af dets største kreditor – dækfirmaet Michelin. Citroën høstede en større succes med forhjulstræk systemet, hvilket reddede firmaet økonomisk i en turbulent mellemkrigsperiode. Firmaet blev en af de væsentlige producenter, der fremstillede biler med forhjulstræk.

Citroën fremstillede biler i Danmark - en variant af varevognen Traction Avant, der blev lempeligere beskattet.[2]

Efter 2. verdenskrig løftede Citroën sløret for deres version af en folkevogn: en 2CV, som så dagens lys på Parisersalonen i 1948. En bil, som skulle blive stort set uændret i produktion i 42 år. Bilen havde dog været længere undervejs. En lille række prototyper blev således udviklet før krigen. Deres kendetegn var bl.a. aluminiums-karrosseri og et meget enkelt design. For at spare vægt og omkostninger var denne model blot udstyret med en enkelt forlygte og ingen afvisere. For at gøre tegngivningen lettere, dette skulle gøres med armene, valgte man at udstyre bilen med klapruder, en detalje, som fulgte produktions-2CV'en helt op til den sidste i 1990. 2CV'en gik under mange øgenavne, bl.a. "Christianiacontainer," "Presset Citron," og "Studenter Jaguar."

2CV blev grundstammen til en hel række bilmodeller, Ami 6, Ami 8, Dyane 4 og 6, varevognene AU, AZU, AK, AKS samt Dyane-varevognen Acadiane. Derudover en række specialmodeller til terrænbrug, f.eks. den to-motors 2CV Sahara og Méharien (med plast-karrosse).

Få år senere duperede Citroën endnu engang en målløs verden, idet man i 1955 præsenterede modellen DS, som var den første bil i verden med det nu legendariske hydropneumatiske affjedringssystem. DS havde ikke blot denne usædvanlige affjedring, men systemet kunne også anvendes til "power-steering" og "power-brake" – alt sammen inden for samme hydrauliske system. Det skabte grundlaget for senere modeller, herunder GS, CX, BX, XM and Xantia, samt C5 og C6-modellerne. Samtidigt var D-modellen den første serieproducerde personbil med skivebremser, hvilket udløste en retssag fra Lucas, som havde leveret bremser til Jaguar-sportsvognen. Lucas tabte sagen, da Citroëns system var helt anderledes opbygget.

I 1965 overtog Citroën det franske bilmærke Panhard, som specialiserede i små, billige biler i stil med(2CV/Ami).

I 1968 fik Citroën kontrol over det eksklusive, italienske mærke Maserati, som skabte grundlaget for en sportsmodel SM med en avanceret Maserati-motor. SM blev grundigt tegnet, som om den var en erstatning til DS-modellen, et investeringsniveau GT-markedet aldrig ville kunne forrente, selv under de bedste omstændigheder. Ydermere var det et ufordelagtigt tidspunkt, med oliekrisen i 1973 og tabet af markedet i USA, hvor Citroën var ude for det store uheld, at justerbar affjedring var ulovligt der i en årrække i 1970'erne. I Danmark blev der solgt to SM-biler.

Firmaet tabte endnu flere penge ved Comotor rotations-motoren (Wankelmotor), da præsentationen faldt sammen med oliekrisen. Citroën var i dyb krise. Mange penge var sat på udviklingen af dyrere modeller, mens de mindre modeller (A-modellerne) stadig var baseret på 2CV-teknik. Omkostningerne ved at udvikle GS, CX, SM, Birotor, Maserati Bora, Maserati Merak, og Maserati Khamsin-modellerne (hver især sande nyskabelser) svækkede firmaet yderligere.

Da bilsalget faldt i 1974, gik Citroën konkurs. Den franske regering frygtede arbejdsløshed og arrangerede at fusionere firmaet med Peugeot. Resultatet blev PSA Peugeot Citroën.

PSA solgte Maserati til DeTomaso i maj 1975, og det italienske firma var ret hurtigt i stand til at skabe en ny model, Bi-Turbo, som solgte i store mængder på grund af det berømte Maserati-image.

Eftersom Citroën havde to nytegnede biler, der begge fik success (GS og CX,) og Peugeot typisk var forsigtig med sin egne finanser, fik PSA overskud fra 1975 til 1979. Efter PSA's køb af de forældede Chrysler Europa-fabrikker, kørte fabrikken med underskud fra 1980 til 1985.

PSA afskaffede ret hurtigt Citroëns ambitiøse forhold til teknik og design, da Peugeot var meget mere konservativ/fornuftig. Citroën forsøgte sig med små modeller, som på længere sigt skulle erstatte A-modellerne, LN, LNA og Visa, men ingen opnåede det ønskede resultat. Der var en grund til, at bilkøberne stadig valgte A-modellerne: De var anderledes.

I 1980'erne blev nye Citroën-modeller lavet på basis af Peugeot-skabeloner. BX fra 1982 brugte stadig det hydropneumatiske affjedringssystem, men motoren var et derivat af Peugeot-motorer. I slutningen af 1980'erne skabte PSA-Gruppen en fælles platform for sin største model XM, som havde meget tilfælles med Peugeot 605, og under overfladen var Xantia fra 1993 næsten identisk med Peugeot 406. I dag er en høj procentdel af komponenterne i biler fra Citroën og Peugeot identiske. I grove træk er det kun karosseridele og dele af interiøret samt Citroëns unikke affjedring, der er til forskel. De fleste reservedele deler endvidere reservedelsnumre. Der findes dog stadig Citroën-modeller, som adskiller sig fra Peugeot på afgørende punkter, nemlig Pluriel og Xsara Picasso.

Citroën har stadig uretfærdigt[kilde mangler] ry for at være unødigt komplicerede. Et ry, de allerede fik med Traction Avant-modellen og for at ruste. Men statistikken over rust viser i dag noget andet, nemlig at de ikke ruster mere end gennemsnittet.[kilde mangler]

Udmærkelser redigér

 
Citroën XM, Årets Bil i Europa 1990
 
Citroën C5, Årets Bil i Spanien og i Italien
 
Citroën C4 Cactus, Årets Bil i Danmark og Spanien 2015
 
Citroën DS4, Årets Bil i Italien 2012

Årets Bil i Danmark redigér

Årets Bil i USA redigér

Årets Bil i Europa redigér

Mange andre Citroën-modeller fik enten anden eller tredje rang i konkurrencen: Citroën SM i 1971, Citroën AX i 1988, Citroën ZX i 1992, Citroën Xantia i 1994, Citroën C3 i 2003, Citroën C4 i 2005 og Citroën C4 Picasso i 2007.

Årets Bil i Spanien redigér

(*) : Renault Twingo ex aequo i 1994

Årets Bil i Italien 'Auto Europa' redigér

Årets Bil i Irland redigér

Modeller redigér

 
Citroën Ami 8
 
Citroën C4, 2010
 
Citroën DS, 1974
 
Citroën SM, 1971
 
Citroën CX, 1982
 
Citroën C4, 2007


DS : Distinctive Series redigér


 
Citroën DS3, den mest solgte premium bil i sin kategori
Citroën DS3, den mest solgte premium bil i sin kategori  
 
Citroën DS4 Sport Chic, C segment
Citroën DS4 Sport Chic, C segment  
 
Citroën DS5, D segment
Citroën DS5, D segment  
 
Citroën DS 6WR, SUV segment
Citroën DS 6WR, SUV segment  
 
Citroën DS 5LS, D segment
Citroën DS 5LS, D segment  

Konceptbiler redigér

Diverse redigér

Firmaets berømte logo med et dobbelt skråtstillet tandhjul stammer fra André Citroëns tidligere arbejder med gearkasser.

André holdt af høje hatte og mente, at man skulle kunne stige ind i en Citroën uden at tage hatten af.

Citroën-huset i Sydhavnskvarteret i København var fra 1927 samlefabrik for Citroën-biler. Efter årtier i anden anvendelse er en af bygningerne igen i Citroën-regi som dansk og skandinavisk hovedkvarter for importørselskabet.

Referencer redigér

  1. ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ "Registreringsafgiftens historie". Arkiveret fra originalen 27. maj 2011. Hentet 2. december 2014.
  3. ^ Citroën C4 Cactus er Årets Bil i Danmark 2015
  4. ^ Citroen C4 Cactus, Coche del Año en España 2015, por un jurado compuesto por 36 periodistas de toda España
  5. ^ a b c d e f g h "Album d'oro 'Auto Europa'". Arkiveret fra originalen 24. oktober 2014. Hentet 31. december 2014.

Eksterne henvisninger redigér