Wikipedia

Den svensk-russiske meridianbue-ekspedition

Den svensk-russiske meridianbue-ekspedition var en flerårig videnskabelig forskningsekspedition til Svalbard i årene 1899 til 1902. Ekspeditionen gennemførte meridianbuemålinger for at studere jordens krumning og form nær ved Nordpolen og udførte samtidig en række andre undersøgelser. Ekspeditionen tog også de første fotografier af nordlyset i arktiske områder.

Kort over Svalbard.

Baggrund redigér

I 1500-tallet havde man allerede bevist, at jorden var rund, dog hævdede Isaac Newton i 1600-tallet, at jorden på grund af sin rotation burde være noget sammenpresset ved polerne. Datidens videnskab gav forskere mulighed for at udforske jordklodens form og størrelse, og forskere fra Tyskland, England og Frankrig gennemførte målinger i Nord- og Sydamerika frem til 1800-tallet. Fra 1816 til 1852 gennemførtes målinger af Struves meridianbue, hvor astronomen Friedrich Georg Wilhelm von Struve beregnede jordens størrelse og form ved hjælp af triangulering. Denne måling strakte sig imidlertid kun til Fuglenæs i Nordnorge. Hvis jorden var sammentrykket, burde meridianbuen vise en mindre krumning nærmere ved Nordpolen.

Flere videnskabsmænd, deriblandt astronomen Georg Lindhagen, foreslog, at man også burde udføre målinger nord for Hammerfest, nemlig på Svalbard, da man der kunne måle yderligere 4 meridiangrader og dermed bedre kunne beregne jordens krumning ved polerne.[1]

Forberedelser redigér

 
Fartøjet HMS "Svensksund".

Sverige og Rusland besluttede på grund af de høje omkostninger, at gennemføre et fælles projekt .[2] Efter, at projektet var blevet godkendt af de svenske og norske regeringer, blev der etableret særskilte komitéer og den svenske riksdagen og den russiske regering bevilgede til sidst de nødvendige midler til ekspeditionen.[2][3][4][5] Ekspeditionen blev organiseret af Kungliga Vetenskapsakademien og Det russiske videnskabsakademi.[6]

Storhertug Konstantin, leder for den russiske komité, og Struve, leder for Pulkovo-observatoriet, rejste derefter til Stockholm for at aftale den fælles planlægning. Den svenske komité blev ledet af kronprins Gustav og bestod blandt andre af Nils Selander, leder af Stockholms observatorium, og Christopher Hansteen, leder af Kristianias observatorium. Det blev bestemt, at ekspeditionen foruden meridianmålinger også skulle udføre magnetiske, meteorologiske, topografiske og geologiske undersøgelser samt observationer af nordlyset.[3][6][7]

Udrustningen blev skaffet til veje fra hele Europa, og marinefartøjer blev benyttede på rejsen til Svalbard.

Den forberedende rejse i 1898 blev i sin helhed finansieret af svenskeren Gösta Mittag-Leffler.[3]

Personale redigér

Ekspeditionens medlemmer varierede i løbet af de fem sommersæsoner, som ekspeditionen varede.

  • Den russiske afdeling blev ledet af Tjernysjov. Blandt medlemmerne var:

Ekspedition redigér

 
Den svenske meridianmålingekspeditionens overvintringsstation i Treurenberg Bay (Sorgfjorden) ved Hinlopenstretet 1899–1900
 
Området Hinlopenstretet.
 
Området Hornsund.

1898 redigér

Denne ekspedition under ledelse af Jäderin udførte en del forberedende arbejder.[2][4]

På ekspeditionen foretog Carlheim-Gyllensköld i første række observationer af nordlyset, men udførte også geologiske målinger, deriblandt beregnede han i juli breddegraden for Parryøya.[4]

1899–1900 redigér

Denne ekspedition udgjorde hoveddelen i meridianmålingsarbejdet og øvrige forskning, og den svensk-norske del blev også denne gang ledet af Jäderin.[4]

Den 16. maj 1899 forlod fartøjet HMS "Svensksund" under kaptajn H.W. Hamilton havnen i Karlskrona mod Stockholm, hvor ekspeditionen gik om bord. De sidste fartøjer gik fra Stockholm den 10. juni.[5] Siden gik færden via København, Trondheim og Tromsø, hvor man mødte de russiske fartøjer.[5] Den 25. juni forlod hele konvojen på fem fartøjer Tromsø med kurs mod Svalbard.[5]

Fremme ved Spitsbergen krydsede man forbi Advent Bay, Danskøya, Nordøyene, Red Bay, Magdalena Bay, South Gatt, Liefde Bay, Wood Bay og Wiedje Bay til fartøjet den 20. juli ankrede op ved Crozierpynten ved Treurenburgbukten (Sorgfjorden) i Hinlopenstretets sydøstlige del. Det blev besluttet at etablere den svenske ekspeditions overvintringsplads her.[4][6][7] Fartøjet vendte derefter tilbage til Karlskrona, hvortil det ankom den 13. oktober.

Den russiske afdeling forlod Rusland om bord på fartøjet "Bakan". Ved ankomsten til Spitsbergen blev overvintringspladsen anlagt ved Konstantinovka på Gåshamna ved Hornsund.[5][11][4][6][7] På denne rejse fulgte de Geer med den russiske ekspedition.[4]

Begge overvintringsstationer bestod af flere bygninger til forskningsformål, forsyninger og indlogering.[6][9]

Meridianmålingerne blev udførte ved triangulering af punkter på forkellige fjeldtoppe, som udgjorde en kæde. Hvis et meridiansegment ved et punkt på breddegraden var længere end det modsvarende punkt længere sydpå ville det bevise, at krumningen formindskedes mod Nordpolen. Målepunkterne strakte sig i en lige linje fra Vesle Tavleøya i Sjuøyane og sydover til Keilhaufjellet i Sørkapp Land og omfattede over 4 breddegrader.[9][7]

Den svenske afdeling var ansvarlig for målingerne i den nordlige del af området og den russiske afdeling for den sydlige del. Da svenskerne i august opsatte en 3,5 m høj varde på Chydeniusfjella på det nordlige Spitsbergen, kunne russerne se denne fra sin meteorologiske observationsstation ved Kapp Lee på Edgeøya. Det skulle imidlertid vare i yderligere to år, før alle målepunkterne i kæden var færdige.[9]

Den 8. maj 1900 forlod HMS "Svensksund" under kaptajn (transport) M. von Krusenstierna igen Karlskrona og ankom til Spitsbergen i juli for at hente den svenske ekspedition. De var tilbage i Stockholm den 6. oktober.

Ekspeditionens opgave skulle have været fuldført på denne rejse, men vanskelige vejrforhold, især i Hinlopenstretet, forsinkede forskningsarbejdet[9] og yderligere ekspeditioner var nødvendige for at færdiggøre målingerne.

1901–1902 redigér

Denne ekspedition foretog kompletterende meridianmålinger og bestod også denne gang af russiske og svenske forskere. Den svenske afdeling rejste med fartøjet "Antarctic" og blev denne gang ledet af de Geer.[4] Fartøjet var modvilligt blevet udlejet af Otto Nordenskjöld.[12]

De russiske målinger blev fuldført i 1901.[2] Ekspeditionen blev gennemført i løbet af sommersæsonen og kom tilbage til Stockholm den 20. september.[13]

I 1902 afgik yderligere en svensk ekspedition under ledelse af Rubin, som nu kunne fuldføre målingerne i løbet af sommeren.[4]

Resultat redigér

 
Westman og Sykora tog de første billeder af nordlys i arktiske egne.

Ekspeditionen gennemførte de første omfattende studier af nordlyset i arktiske egne, hvilket gav ny indsigt i fænomenet,[6][14] samtidig tog fotograferne Josef Sykora og Jonas Westman de første fotografier i Arktis af naturfænomenet.

De indsamlede data blev bearbejdet i flere år, og resultaterne blev offentliggjort af flere omgange. Målingerne beviste, at jorden ikke er helt rund, men sammenpresset ved polerne.[3]

Ekspeditionen kortlagde også store dele af Spitsbergens hidtil ukendte indre.[5][11]

Ringertz og de Geers fotografier blev desuden et stort arkiv af billeder, som dannede grundlag for senere forskning.

Medier i hele verden rapporterede om den flernationale arktiske ekspeditions fremgang, arbejde og vanskeligheder.[3]

Den svenske regering belønnede de russiske forskere med Nordstjerneordenen, og Mittag-Leffler blev belønnet med den russiske Stanislavorden[3]

Noter redigér

  1. ^ "Atlas 2008, Ett världsarv av triangelpunkter, Teknikens Hus" (PDF). Arkiveret (PDF) fra originalen 4. marts 2016. Hentet 22. december 2015.
  2. ^ a b c d Nathorst (1902)
  3. ^ a b c d e f Svalbard – område för traditionellt rysk-skandinaviskt vetenskapssamarbete (Webside ikke længere tilgængelig) Rysslands röst. Hentet 9. marts 2013
  4. ^ a b c d e f g h i j Nordisk familjebok / Uggleupplagan, Polarexpeditioner Arkiveret 23. december 2015 hos Wayback Machine og personartikler. Hentet 9. marts 2013
  5. ^ a b c d e f g V. Carlheim-Gyllensköld: «Uppmätning af en meridiangradbåge på Spetsbergen genom en svensk-rysk expedition.» Arkiveret 23. december 2015 hos Wayback Machine i Ymer (1900), 2. hefte, s. 209–227. Besøkt 9. mars 2013
  6. ^ a b c d e f g S. Chernouss og I. Sandahl (2008). «Comparison and significance of auroral studies during the Swedish and Russian bilateral expedition to Spitsbergen in 1899–1900» Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine Annales Geophysicae, 26, s. 1127-1140. Besøgt 10. marts 2013
  7. ^ a b c d Early scientific expeditions Arkiveret 24. marts 2016 hos Wayback Machine www.spitsbergen-svalbard.com. Besøgt 10. marts 2013
  8. ^ Wulff, Thorild Arkiveret 23. december 2015 hos Wayback Machine Det etnografiske museums database. Besøgt 10. marts 2013
  9. ^ a b c d e The Arc of Meridian Expedition Arkiveret 30. oktober 2013 hos Wayback Machine Norsk Polarinstitutt. Besøkt 10. mars 2013
  10. ^ "The Hakluyt Society" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 6. maj 2012. Hentet 22. december 2015.
  11. ^ a b c G. de Geer: «Om gradmätningsnätets framförande öfver södra och mellersta Spetsbergen.» Arkiveret 23. december 2015 hos Wayback Machine Ymer (1900), 3. hefte, s. 281–302. Besøgt 9. mars 2013
  12. ^ Lisbeth Lewander. «Forskning utan gränser? Den svenska Antarktisexpeditionen 1901–1903» Arkiveret 10. marts 2012 hos Wayback Machine Uppsala universitetet, Institutionen för geovetenskaper. Besøkt 10. mars 2013
  13. ^ Ymer (1901). Notiser: Gradmätningsexpeditionen. Arkiveret 23. december 2015 hos Wayback Machine 3. hefte, s. 346. Besøgt 9. mars 2013
  14. ^ Ingrid Standahl (2007). «Comparison and significance of auroral investigation results obtained by the Swedish and Russian teams of the bilateral expedition to Spitsbergen in 1899-1900 years» Arkiveret 23. december 2015 hos Wayback Machine Institutet för rymdfysik, Kiruna. Besøkt 10. mars 2013

Litteratur redigér

  • Conway, William Martin (1906). No Man’s Land: A History of Spitsbergen from Its Discovery in 1596 to the Beginning of the Scientific Exploration of the Country. Cambridge: At the University Press.
  • Nathorst, Alfred Gabriel (1902). Polarforskningen. Stockholm: P. A. Norstedt & söners Förlag.

Eksterne henvisninger redigér

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Den_svensk-russiske_meridianbue-ekspedition&oldid=11614927"