Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Eksistentialisme er en retning inden for filosofi og litteratur, der især er repræsenteret af de to franske filosoffer og forfattere Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir[1]. Hovedideen er, at mennesket ikke er bestemt af arv og miljø, men skaber sig selv gennem sine valg[2].

Eksistentialismen kan forstås som en underafdeling af den bredere eksistentielle filosofi, der blev etableret af Søren Kierkegaard[3]. Ved selve begrebet ‘eksistentialisme’ forstår man derfor kun den særlige tilgang, der blev grundlagt af Jean-Paul Sartre og videreudviklet af Simone de Beauvoir[4]. Samtidige filosoffer som franske Albert Camus afviste at tilhøre eksistentialismen og lagde afstand til dens grundtanker [5]. Tilgangen fik dog en stor udbredelse i efterkrigstiden og påvirkede blandt andre den danske forfatter Peter Seeberg[6] og den teolog Johannes Sløk[7].

Eksistentialismen havde sin storhedstid fra 1940’erne til 1950’erne[8][9], hvorefter den døde ud som filosofisk og litterær retning. Der er ikke udgivet væsentlige eksistentialistiske værker siden 1950’erne. De oprindelige værker bevarede dog en vis betydning indtil 1970’erne.

Hovedtræk redigér

Eksistentialismen sætter individet og dets eksistens i centrum[10]. Sartre mente, at eksistensen går forud for essensen[11][12]. Det omvendte af eksistentialisme er essentialisme. Her tror man på, at essensen går forud for eksistensen. Man tror altså, at menneskets tilværelse er bestemt af en essens, dvs. bestemt af Gud, arv, miljø eller lignende. Tanken om at eksistensen går forud indebærer derimod, at mennesket skaber sin egen tilværelse, altså sin egen eksistens og identitet, igennem valg og handling. Eksistentialismen er derfor også en stærkt ateistisk filosofi[13]. Eksistentialisterne betragter mennesker som subjekter i et univers, hvor Gud er væk og ingen mening er givet. Meningen med tilværelsen kan kun skabes som følge af de valg, vi træffer. Denne mening er til hver en tid subjektiv og ofte midlertidig og ustabil. Det forhold, at der ikke eksisterer en objektiv sandhed eller mening med livet, gør folk bange og angste. Den eneste måde at overvinde den angst på er ved at vælge, da man dermed skaber mening med sin tilværelse. Eksistentialismen er således en meget individualistisk filosofi, der sætter individet i front og betoner valg og frihed i mødet med angsten.

Som strømning har eksistentialismen haft stor indflydelse på det 20. århundrede. Denne tilgang til mennesket og dets forhold til omverdenen har påvirket både litteratur og kunst. Eksistentialismen er med dens fokus på eksistentielle grundprincipper såsom angst og meningsløshed blevet kendt for betoningen af det eksistentielle aspekt af tilværelsen, hvilket for alvor fik opmærksomhed i og efter slutningen af 2. Verdenskrig[14]. Eksistentialismen var dog meget bundet til livserfaringen under og efter krigen og har siden 1980’erne mistet det meste af sin betydning.

Betegnelsen 'eksistentialisme' og forholdet til lignende filosofiske retninger redigér

Eksistentialisme er en forholdsvis moderne tankegang fra anden halvdel af det 20. århundrede, der af mange anses for at være en videreudvikling af eksistensfilosofien hos danske teolog og filosof Søren Kierkegaard (1813-1855). Eksistentialismen opstår dog først som filosofisk og litterær retning under Anden Verdenskrig og i efterkrigsårene. Den moderne eksistentialisme grundlægges af den franske filosof, digter og forfatter Jean-Paul Sartre (1905-1980[15]). Den anden store eksistentialistiske filosof er Simone de Beauvoir. Ud over Sartre og Beauvoir kan også nævnes den danske forfatter Peter Seeberg.

Sartres eksistentialisme var også forbundet med den eksistentielle fænomenologi, der er en kobling af eksistentiel filosofi og Husserls fænomenologi[13]. Den eksistentielle fænomenologi talte blandt andet også Heidegger og Merleau-Ponty[16] men ingen af de to forstod imidlertid også deres filosofi som eksistentialisme.

De to betegnelser eksistentialisme og eksistentiel filosofi er ikke synonyme i tysk og fransk filosofi. Som Peter Kemp og flere andre påpeger, er eksistentialismen en underskole inden for eksistentiel filosofi[17][18]. Den tyske Philosophisches Wörterbuch skelner ligeledes mellem brugen af de to betegnelser, og filosofisk eksistentialisme er således en langt mere snæver betegnelse end eksistensfilosofi [19]. Begrebet ‘eksistentialisme’ opstod da også først under Anden verdenskrig som en snæver betegnelse for Sartres filosofi, og efterfølgende tog Beauvoir også begrebet til sig[1]. Den samtidige Albert Camus tog imidlertid skarpt afstand fra eksistentialismen og kan ikke regnes som en del af bevægelsen [20][21]. Denne afstand var ikke tilfældig men handlede blandt andet om, at Camus ikke mente, at mennesket kunne skabe mening. Sartres anden filosofiske landsmand Maurice Merleau-Ponty forstod heller ikke sig selv som en del af eksistentialismen og var modstander af Sartres filosofi[22]. Endelig tog den tyske Martin Heidegger også afstand fra eksistentialismen og var stærkt kritisk over for Sartre[23], selv om Sartre på enkelte punkter var inspireret af Heideggers ungdomsfilosofi.

Eksistentialismens grundtemaer redigér

Eksistentialismen beskæftiger sig med en række grundlæggende begreber som angst, frihed, identitet, ansvar, valg, og den menneskelige bevidsthed om både eksistens og død. Alle disse begreber, hævder eksistentialisterne, er basis for den menneskelige eksistens, og kan ikke forklares fuldt ud fra en naturvidenskabelig tilgangsvinkel eller andre tilgangsvinkler, hvor man forsøger at forklare begreberne ud fra en distanceret anskuelsesform.

Det handler om at træffe valg og tage ansvar for disse. Tilværelsen kan ikke forklares ud fra en teori, eller indordnes under et system. Tilværelsen er til hver en tid uafsluttet og uden universel mening. Når der ikke er noget foruddefineret mål med livet, bliver alle situationer til et individuelt valg. Erkendelsen af, at der ingen mening er med tilværelsen, medfører, siger eksistentialisterne, stor usikkerhed og angst[24]. Den eneste måde at overkomme angsten og meningsløsheden på, er at træffe valg. Kun igennem valg og handling kan tilværelsen give mening – men kun for den enkelte. Hvert valg er med til at skabe og forme ens eksistens og identitet. Det er således op til den enkelte at skabe sit liv ud fra, hvad der er sandt for vedkommende. Man er selv ansvarlig for hvert et valg, man tager; et forkert valg er kun din egen skyld. Hverken ens opvækst, samfundsforholdene eller andre ydre ting kan bære skylden for dine valg.

Det frie valg redigér

 
Skitse af Sartre tegnet for New York Times af Reginald Gray, 1965.

Det, eksistentialisterne bl.a. gjorde oprør imod, var tanken om, at "menneskelig natur" var noget, der afhang af ens "essens[25][26][27]"[12] (biologiske egenskaber, miljø, arv og andre lignende forhold, man traditionelt har ment kunne forklare, hvorfor et menneske handlede, som det gjorde). Forgængeren Kierkegaard nægtede at man overhovedet kan tale om en "menneskelig natur", som et begreb der kan fastslå, hvordan et menneske vil opføre sig eller være.

Sartres analyse i hovedværket Væren og intet er i hovedsag et tilsvar til Heideggers Væren og tid. I kontrast til Heidegger koncentrerer Sartre sig om frihed og ansvar i en moralsk sammenhæng. Ifølge Edmund Husserl er tingene kun noget i kraft af, at de registreres af vor bevidsthed. Sartre vil derimod vise, hvordan tingene eksisterer uafhængigt af vores bevidsthed og hensigter. Han viser til Hegel, der så tingenes egenskaber som noget an sich (i sig selv). For Hegel var virkeligheden derfor meningsfuld i sig selv. For Sartre er virkeligheden derimod "absurd" i sin meningsløshed, der tårner sig tæt og uigennemtrængelig op foran os i en ubestemmelig stoflighed. Virkeligheden er for Sartre noget, der ikke har et forhold til sig selv (ligesom et grantræ ikke er et grantræ for et andet grantræ). Tingene får først mening ved at indgå i vore projekter. [28]

Ifølge Sartre "eksisterer" mennesket og udvikler sig ustandseligt, mens tingene kun "er". Form og mening får de ud fra de projekter, de indgår i. Tingenes væremåde beskrives som et en-soi (i sig selv); mens menneskets bevidsthed beskrives som et pour-soi (for sig), for ifølge Sartre er vores bevidsthed i sig selv intet, men er kun til som den aktivitet, tingene viser sig for, når vi betragter og bestemmer dem. Vor bevidsthed eksisterer kun i denne bestemmende aktivitet, og behøver det, den er bevidst om, for i det hele taget at eksistere. Klarer vi ikke at genkende tingene omkring os, så virkeligheden overmander os, og alt flyder sammen til en grød, oplever vi angiveligt kvalme, en grænseerfaring beskrevet i bogen Kvalmen fra 1938. En anden grænseerfaring kan være angst. Men samtidig beskrev Sartre også "bevidsthedens tilintetgørende kraft", som hos personen, der leder efter sin ven Pierre på en kafé. Alle de andre på kaféen bliver på et vis usynlige, bortset fra dem, der muligvis kan vise sig at være Pierre. Ja, selv kaféen forsvinder nærmest for tilskuerens blik, der kun søger Pierre. Det er altså menneskets væremåde, der indfører et "intet" i virkeligheden. Negation er indført af mennesket og vore projekter. [29]

I sidste instans er det friheden, som giver livet mening. Men denne frihed kan tabes, hvis vi overlader valgene til andre: Konfirmerer os uden at stille spørgsmål ved det, eller sætter børn i verden, med begrundelsen "for det skal man da" - dette normgivende "man", som Heidegger kaldte das Man. Sartre omdøber det til mauvaise foi (dårlig tro), hvorved man havner i en rolle, man mærker - eller indbilder sig - der forventes af en. At bryde ud af et mønster kan komme med store personlige omkostninger. Problemet forstærkes af den måde, vores bevidsthed fungerer på. "Bevidsthedens tilintetgørende kraft" prøver altid at forvandle andre til noget, der kan indgå i dens planer. Andre mennesker forvandles derved til objekter. Der er tale om menneskets særlige "blik": "Helvede, det er de andre." [30] Dette "blik" [31] prøver hele tiden at fastholde andre i forhold til deres tidligere handlinger, som en måde at skaffe sig et overblik ved kategorisering af omverdenen. I Væren og intet har Sartre ikke udarbejdet nogen etik; men i sidste afsnit antydes en morallære ud fra et princip om at handle, så de andres frihed også respekteres. Politisk bør man tilstræbe et samfund, hvor den enkeltes frihed sikres bedst muligt. [32]

Sartre kritiserede psykoanalysen, fordi den prøver at forklare mennesket ud fra dets driftsliv. Han stod fast på, at mennesket ikke er underlagt sine drifter, men står helt frit, og derfor må tage ansvar for sine handlinger. Man kan ikke beskrive en person som "god på bunden", hvis han stadig vælger at gøre onde handlinger. Men hele livet er vi undervejs og i udvikling, og kan derfor kun bedømmes ud fra de valg, vi er i færd med at tage - ikke dem, vi tidligere har taget. [33] I 1946 holdt Sartre sin tale "Eksistentialismen er en humanisme"; men Bernhard-Henri Levy bruger overskriften: "Eksistentialismen er en anti-humanisme." For virkeligheden, der trænger sig kvalmende ind på subjektet og understreger, at det er radikalt anderledes, gør også Sartre "vildt forelsket i tingene og samtidig rædselsslagen for dem, og næsten endnu mere fascineret af deres "charme" og "frygtelighed", end fascineret af andre mennesker". [34]

 
Simone de Beauvoir og Sartre sammen med Che GuevaraCuba i 1960.

"Eksistens kommer før essens," som Sartre udtrykte det[12]. Det skal forstås helt bogstaveligt; eksistens kommer, ifølge Sartre, kronologisk før essens[35]. Intet individ har en foruddefineret essens – kun den, man selv skaber. Sartre fornægter enhver eksistens af en gud eller andre determinerende principper. Der er ikke noget, der forudbestemmer en persons karakter. Mennesker er frie til at vælge. Selv hvis et individ mener, at vedkommende har en essens, fx i form af en sjæl, rationalitet eller ens psykologiske træk, så er den essens resultatet af et valg, vedkommende selv tager, og ikke noget foruddefineret.

Alt det, som kommer efter eksistensen, de "essentielle egenskaber", kan ikke bruges som en undskyldning for ikke at tage ansvar for sin egen eksistens eller handlinger[36]. Sartre skrev, at mennesket er "dømt til frihed". Han anser det, at vi har et valg, og er bevidste om, at vi selv træffer vores valg, som en tung byrde, alle mennesker bærer. Ens handlinger og valg kan ikke undskyldes med essentialisme; der eksisterer ikke en menneskelig natur, der kan retfærdiggøre ens valg. Der eksisterer ikke nogen form for skæbne, hverken direkte eller indirekte.

De to verdenskrige afslørede, at menneskelig ondskab ikke alene kunne forklares ved misforhold i samfundet, eller forhold i ens opvækst og opdragelse. Blandt andet dette forhold var med til at give eksistentialismen en opblomstring i mellem- og efterkrigsårene. Under Nürnbergprocessen brugte mange anklagede det argument, at de bare parerede ordre, og derfor ikke kunne stå til ansvar for konsekvenserne af deres handlinger. Dette argument blev afvist ud fra den eksistentialistiske holdning, at en hver til hver en tid er ansvarlig for sine handlinger, og altid har et valg. Det er lige så slemt ikke at handle, og man er lige så ansvarlig for det valg, man ikke tager. Også selvom man ikke er bevidst om valget. Det ligger i den eksistentialistiske tanke, at en pacifist, der ikke tager stilling, og derfor ikke handler, er lige så skyldig i en kriminel handling, som gerningsmanden er det.

Eksistentialismens opgør med rationalismen redigér

Eksistentialismen er på den baggrund fundamentalt uenig med både rationalismen og positivismen. Rationalismens ide om, at mennesket generelt er en rationelt og vidende skabning, der anskuer verden ud fra en objektiv, videnskabelig vinkel, og som træffer sine beslutninger baseret på rationelle beslutninger, forkastes fuldstændig af eksistentialisterne. Det samme gør ideen om, at menneskets opførsel kan forudbestemmes ud fra essensen. Eksistentialisterne er modstandere af at man overfører den naturvidenskabelige positivisme og rationalitet til filosofien og psykologien. Eksistentialisterne forkaster også rationalisternes definition af væren, som et rationelt princip eller de mest generelle principper, som alle levende væsner har til fælles. Væren kan kun forstås i relation til de førnævnte begreber som angst, frihed, valg og identitet. Det giver ingen mening at tale om væren uden at se den i sammenhæng med disse begreber.

Eksistentialismens inspirationskilder redigér

 
Blaise Pascal.

Eksistentialismen bliver udviklet af Sartre under inspiration fra den eksistentielle filosofi, der blandt andet talte Søren Kierkegaard, Friedrich Nietzsche og Martin Heidegger. Sartres eksistentialisme udsprang i høj grad af den disharmoni, grusomhed og irrationalitet, der prægede dagligdagen i forrige århundrede. De to på hinanden følgende verdenskrige udstillede for eksistentialisterne tilværelsens absurditet. Samtidig var der et oprør mod de etablerede normer i gang. På den led udspringer eksistentialismen af oplysningstiden. I tidligere tider har der altid været et klart defineret formål med livet. I Europa var det kristendommen og familien, der førhen dikterede mening med livet. Lidt firkantet kan man sige, at man levede som en god kristen med det håb at komme i Guds himmel. Men for eksistentialisterne gav det ikke længere mening. At leve for at komme i himlen, var ikke i sig selv nogen mening, og slet ikke for dem, der brød med religionsbegrebet. Samtidig blev den kristne tro på det gode i alle mennesker alvorligt sat på prøve. Der blev sat spørgsmålstegn ved de gamle samfundsstrukturer, der før havde defineret rammen for dagligdagen og livet. For eksistentialisterne var der ikke længere nogen objektiv mening med livet at finde. Forgængeren Friedrich Nietzsche erklærede Gud død, og eksistentialister som Jean-Paul Sartre, havde ikke noget gudsbegreb.

Inspiration fra Kierkegaard redigér

De første filosoffer man betragter som værende eksistentielle, er Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche, selvom eksistensfilosofi på deres tid endnu ikke var et brugt begreb. Ligesom Pascal var Kierkegaard og Nietzsche optaget af folks fortielse og fortrængning af tilværelsens meningsløshed. De beskæftiger sig også med brugen af adspredelser for at undslippe kedsomheden. Hvor Kierkegaard og Nietzsche adskilte sig fra Pascal var i deres anerkendelse af, at folk er i stand til at ændre deres fundamentale værdier og holdninger. De mente, at identitet afhænger af ens holdninger og værdier, og at ens identitet ændres når disse ændres. Ud fra handling og valg er mennesket altså i stand til selv at skabe sin identitet og eksistens.

 
Søren Kierkegaard.

Søren Kierkegaards (1813-1855) værker var en hel ny form for tænkning. Lige siden Platon havde filosoffer ment, at det gode og det sande var den højeste menneskelige etik. Kierkegaard brød tanken om, at "det gode" skulle være en universel etik, i stedet så han kaldet som det vigtigste i tilværelsen. Kierkegaard beskriver "kaldet" som individets trang til at finde sit eget unikke selv, for derigennem at finde Gud. Meningen med livet er ikke noget, man kan ræsonnere sig frem til. Det er en erkendelse, det enkelte individ selv må opnå. Kierkegaard mente, at den enkelte var naturlig og ansvarlig, mens mængden var dum og let at manipulere. Derfor var Kierkegaard - af samme årsag som Sokrates og Platon - heller ikke tilhænger af demokrati.

Den første grundtese i Kierkegaards kristne eksistensfilosofi er, at universet er paradoksalt, og det største paradoks af dem alle er foreningen af Gud og mennesker ved Jesus.

Den anden grundtese er, at ens personlige forhold til Gud går forud for enhver moral, samfundsstruktur og andre normer. Det sidste grundprincip er, at hvad man gør med sit liv, helt og holdent er et ateistisk, individuelt valg. Ingen samfundsstrukturer eller normer, end ikke bibelske befalinger, kan have indflydelse på individets forhold til Gud, og individets ansvar for at tilfredsstille Gud, på lige nøjagtig den måde individet selv finder bedst.

Kierkegaard opstiller folk i 3 kategorier, efter hvor bevidste de er om deres egen eksistens:

  • 1. Spidsborgeren: Personen, som ikke ser valget, men blot forsøger ikke at skille sig ud.
  • 2.1 Æstetikeren: Personen som har set valget, men har valgt ikke at vælge. En person som lever i nuet. En sand livsnyder.
  • 2.2 Ironikeren: Personen som har set valget, men ikke formår at føre valget ud i livet, selvom han ønsker det. Denne person vil ofte være sur og misundelig over ikke at få det, han ønsker.
  • 3.1 Etikeren: Personen, som har set valget og valgt. Når man vælger, vælger man sig selv. Når man vælger sig selv, skabes en autentisk identitet.
  • 3.2 Den religiøse A: Personen, som har valgt sig selv igennem Gud.
  • 3.3 Den religiøse B: Person, der er i stand til at fatte paradokset.

Disse måder at leve livet på er indadvendte, og der er derfor ingen ydre ting, der kan afsløre, hvilken kategori et individ befinder sig i.

Søren Kierkegaard er ofte blevet kritiseret for at være det individualistiske individs fortaler, hvor hovedtanken er, at individet skal realisere sig selv, og blive et autentisk jeg gennem en indadvendt proces, afskåret fra omverden. Imidlertid må man have for øje, at det "eksistentialistiske valg", for Kierkegaard (alias assessor Wilhelm), ikke blot er en isoleret og indadvendt proces, hvor individet er "sig selv nok", men også indbefatter en udadvendt og handlende bevægelse. Assessor Wilhelm skriver i anden del af Enten-Eller: "Gjør han dette [vælger rigtigt – vælger sig selv i friheden], saa er han i samme Øieblik, han vælger sig selv, i Bevægelse; hvor concret end hans Selv er, han har dog valgt sig selv efter sin Mulighed, han har i Angeren løskjøbt sig selv for at blive i sin Frihed, men i sin Frihed kan han kun blive derved, at han bestandigt realiserer den. Den der derfor har valgt sig selv, han er eo ipso Handlende." (SV3. p.215)

Man må, ifølge Kierkegaard, først frigøre sig fra mængdens enfoldige anonymitet, repræsenteret ved det "spidsborgerlige". Dernæst må man befri sig selv fra den overfladiskhed, "æstetikeren" med sin evige jagt på oplevelser, repræsenterer. Først der kan man træde i karakter som en "etiker", der tager ansvar for sit liv. Først her kan man finde Gud og blive religiøs. For Kierkegaard handler det grundlæggende om valg, om end assessor Wilhelm, i anden del af Enten-Eller, også kan skrive sådan noget som: "Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv" (SV3. p.166). De som ikke er i stand til at se valget, er lette at manipulere og uden indhold i tilværelsen. Et eksempel på dette finder man også i anden del af Enten-Eller, hvor assessor Wilhelm skriver: "Således med et menneske, [...] hvor der ikke mere er Tale om et Enten-Eller, ikke fordi han har valgt, men fordi han har ladet det være, hvilket også kan udtrykkes saaledes, fordi Andre have valgt for ham, fordi han har tabt sig selv." (SV3. p.155)

Kierkegaard var en skarp kritiker af folkekirken, som han mente var en "perverteret" udgave af kristendommen. Han forsagede hele menighedsprincippet, hvor medlemmerne blev reduceret til menighedsbørn, og blev set som en del af en helhed. Det forhindrede, ifølge Kierkegaard, folk i at tage ansvar for deres eget, individuelle forhold til Gud. Han mente, at kristendom til hver en tid var en individualistisk ting. Han mente også, at sammenblandingen af kirke og stat var katastrofal. Kirken skulle være upolitisk og fri, og ikke et samfundsbevarende redskab. Han hævdede, at folk ikke havde noget personligt forhold til kristendommen, men udelukkende var kristne som følge af tradition.

Inspiration fra Nietzsche redigér

 
Friedrich Nietzsche.

Friedrich Nietzsche (1844-1900) var anti-metafysiker og anti-idealist. Han kritiserede tidligere filosoffers blinde tro på rationaliteten og det bestående. Nietzsche fornægtede ideen om en universel sandhed eller samlet teori for verden. Han mente, at sandheden aldrig er én, og at der ikke findes absolutte sandheder, men kun komplementære, bestemt af anskuerens synsvinkel. Han var efter stort set alle etablerede idealer og tankeformer, men lagde især skarpt afstand til idéen om en religiøs mening med tilværelsen. På trods af oplysningstiden og de erkendelser, der fulgte i dens kølvand, mente Nietzsche, at folk stadig klyngede sig til gamle (religiøse) dogmer. Han mente, at man med fornuften kunne affeje eksistensen af en gud, og det at blive ved med at tro på de forældede forestillinger, var udtryk for selvbedrag. Mennesket har ingen skæbne, og er ikke forudbestemt til noget. Meningen med livet er ifølge Nietzsche: "Hvordan man bliver, hvad man er". Nietzsche, der erklærede Gud for værende død, mente, at den eneste gyldige mening med tilværelsen var viljen til magt. Med magt mente han "overmenneskets" selvforståelse og forholden sig til sine handlinger. "Overmenneske" skal ikke forstås i biologisk forstand, som nazisterne fejlagtigt mente. Overmennesker var for Nietzsche de personer, som indser, at de herskende værdier er hule, og derved er frie til selv at skabe nye værdier og skabe deres eget liv.

Inspiration fra Heidegger redigér

Heidegger giver fænomenologien et eksistentielt præg med sin værensanalyse i sit hovedværk Sein und Zeit. Heidegger begrebsliggører mennesket som "til-væren" (Dasein). "Til-væren" (mennesket) er kastet ud i verden, men dette udkast i verden er samtidig et selvforhold i forhold til "til-væren", fordi det er "til-væren", der giver verden mening. Heideggers begrebsliggørelse af mennesket som "til-væren" påpeger også det aspekt, at mennesket ikke blot er "værende", men "værende-til"; det forholder sig til sin tilværelse og dens mening og betydning. Heidegger anses i dag som grundlæggeren af både den moderne eksistentielle fænomenologi såvel som den filosofiske hermeneutik hos Gadamer og den hermeneutiske fænomenologi hos Ricoeur. Både Heidegger og Husserl har desuden været en stor inspirationskilde for den franske eksistentialisme.[37]

Se også redigér

Litteratur redigér

  • Amdisen, Paw, Jonas Holst og Jens Viggo Nielsen (2009). “At tænke eksistensen”. Aarhus Universitetsforlag
  • Beauvoir, Simone de (1966): “Eksistentialismen og den borgerlige snusfornuft”. Vinten
  • Fibiger, J., & von Buchwald Lütken, G. (2002). Udsat:-en bog om eksistentialisme. Gad.
  • Frølund, L., & Morten Ziethen (2011). Relationel eksistentialisme–Om konsulentens komplementarblik og translogiske dømmekraft. Erhvervspsykologi, 9(1), 38-57.
  • Holst, Jonas (2003): Peter Seeberg, Multivers
  • Pedersen, E. T. (1956). Eksistentialisme og kristendom. Nyt nordisk forlag.
  • Sartre, Jean-Paul (2014): “Eksistentialisme er en humanisme”. Hans Reitzels Forlag
  • Sløk, Johannes (2019). Eksistentialisme. Lindhardt og Ringhof.

Fodnoter redigér

  1. ^ a b Jean-Paul Sartre, 2014
  2. ^ Warnock, Mary. The Philosophy of Sartre(London, 1965).
  3. ^ Paw Amdisen, Jonas Holst og Jens Viggo Nielsen (2009). At tænke eksistensen. Aarhus Universitetsforlag
  4. ^ For forskellen på eksistensfilosofi og eksistentialisme henvises til Peter Kemps artikel “Farvel til eksistentialismen – leve eksistensfilosofien!ogen” i bogen “At tænke eksistensen”, Aarhus Universitetsforlag. Kierkegaard, Nietzsche og Merleau-Ponty er fx ikke en del af eksistentialismen, og Albert Camus var modstander af eksistentialismen.
  5. ^ Camus 2014
  6. ^ Holst 2003
  7. ^ Sløk 2009
  8. ^ Little, A. (1946). Existentialism and the New Literature. Studies: An Irish Quarterly Review, 459-467.
  9. ^ https://link.springer.com/referenceworkentry/10.1007/978-1-4020-8265-8_1601
  10. ^ Coates, J. B. (1953). Existentialism. Philosophy, 28(106), 229-238.
  11. ^ Olson, R. G. (2012). An introduction to existentialism. Courier Corporation.
  12. ^ a b c Udsagnet stammer fra Jean-Paul Sartre (1946): L'existentialisme est un humanisme. Paris: Les Éditions Nagel
  13. ^ a b "Gudløs eksistensfilsofi, Statsbiblioteket, 2016". Arkiveret fra originalen 28. juli 2019. Hentet 29. juli 2019.
  14. ^ Little, A. (1946). Existentialism and the New Literature. Studies: An Irish Quarterly Review, 459-467.
  15. ^ Sartre 2014
  16. ^ "Feilberg, C. (2012, s. 67f). Eksistentiel fænomenologi - betegnelsen, stilen og begrebet. In: K. D. Keller (red.), Den menneskelige eksistens. Introduktion til den eksistentielle fænomenologi, s. 45-75. Aalborg Universitetsforlag". Arkiveret fra originalen 11. november 2013. Hentet 29. august 2013.
  17. ^ Peter Kemp "Farvel til eksistentialismen – leve eksistensfilosofien!" IN “At tænke eksistensen”, Aarhus Universitetsforlag, 2009
  18. ^ Se også “Deutsche Existenzphilosophie und französischer Existentialismus“, Otto Fr. Bollnow Bd. 2, H. 2/3 (1948), pp. 231-243
  19. ^ Bugt & Klaus, Philosophisches Wörterbuch - Band 1, 1987, S. 390-1
  20. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 28. juli 2019. Hentet 28. juli 2019.
  21. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 27. juli 2019. Hentet 29. juli 2019.
  22. ^ R.W. Meyer (1956). Merleau-Ponty und das Schicksal des französischen Existentialismus. Philosophiache Rundschau, 60
  23. ^ Martin Heidegger: Über den Humanismus. Klostermann, Frankfurt am Main 2000, ISBN 978-3465030690
  24. ^ Brown, S. M. (1948). The Atheistic Existentialism of Jean-Paul Sartre. The Philosophical Review, 57(2), 158-166.
  25. ^ Reynolds, J. (2014). Understanding existentialism. Routledge.
  26. ^ Aho, K. (2014). Existentialism: an introduction. John Wiley & Sons.
  27. ^ Douglas, K. N. (1947). The Nature of Sartre's Existentialism. The Virginia Quarterly Review, 23(2), 244-260.
  28. ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 534), forlaget Gyldendal, Oslo 2002, ISBN 82-417-0966-8
  29. ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 535)
  30. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 28. maj 2018. Hentet 27. maj 2018.
  31. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 19. oktober 2019. Hentet 27. maj 2018.
  32. ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 537)
  33. ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 536)
  34. ^ "Tine Byrckel: Sartre vækker ikke længere kvalme". Arkiveret fra originalen 28. maj 2018. Hentet 27. maj 2018.
  35. ^ Priest, S. (2019). What is Existentialism?. The Philosophers' Magazine, (84), 56-62.
  36. ^ Cheng, M. (2023). An Analysis of Sartre's Existentialism. Philosophy Journal, 2(1), 100-104.
  37. ^ Niels Egebak (1964, s. 36f): Maurice Merleau-Ponty og fænomenologien Arkiveret 8. november 2012 hos Wayback Machine. Perspektiv', vol. 12, no. 3, s. 34-37.

Eksterne henvisninger redigér