GamerGate-kontroversen

Gamergate er en kontrovers relateret til kvindehad[1][2][3] inden for den amerikanske computerspilkultur, men også til etiske spørgsmål inden for spiljournalistik, som fremkom i USA fra begyndelsen af august 2014.[4] Indledningsvis gjaldt kontroversen rygtespredning om spiludvikleren Zoë Quinns privatliv.[5] Senere blev også kulturkritikeren Anita Sarkeesian, spiludvikleren Brianna Wu samt et antal andre kvinder med tilknytning til computerspilbranchen impliceret.[6][7] Siden da er flere underordnede kontroverser om spiljournalistik opstået i relation til bevægelsen.[8] Gamergate-bevægelsen er lederløs og defineres især gennem anvendelse af hashtagget #gamergate på Twitter.[9][10][11][12] Bevægelsen er blevet stærkt kritiseret for at være hyperbolsk i sin fremtræden af kvindehad i videospilindustrien [13]

Spiludvikleren Zoë Quinn, en af de tidligst udsatte i Gamergate-kampagnen.
Anita Sarkeesian, Kritiker af Gamergate
Skuespilleren Adam Baldwin som skabte hashtagget #gamergate.

Fortalere for ("Gamergaters") kalder sig en bevægelse, men har ingen officielle ledere og ingen programerklæring. Tilhængere af Gamergate har organiseret sig anonymt eller pseudo-anonymt på online fora så som 4chan, Internet Relay Chat, Twitter, og Reddit. Der har ikke været overensstemmelse mellem de erklæringer der har hævdet at repræsentere Gamergate, hvilket har gjort det vanskeligt for kommentatorerne at afgøre bevægelsens mål og motiver. Tilhængere af Gamergate siger, at der sker et uetisk sammenstød mellem medierne, feminister, venstreorienterede og samfundskritikere. Den bekymring er blevet afvist som banal, ubegrundet konspirationsteori, uden tilknytning til etiske spørgsmål og som følge af dette, bliver Gamergate ofte defineret af den chikane tilhængerne udfører. Gamergate tilhængere har gentagne gange besvaret dette ved enten at benægte, at der er sket chikane eller ved at påstå at chikanen blev udført af ofrene selv. Kontroversen er blevet beskrevet som en kulturkamp om kulturel diversitet, kunstnerisk anerkendelse og samfundskritik i videospil og om gamernes sociale identitet. Mange tilhængere af Gamergate er modstandere af det de opfatter som feminismens voksende indflydelse på gamerkultur. Derfor ses Gamergate ofte som højreorienteret backlash imod en progressiv samfundsudvikling. Branchens reaktion på chikanekampagnerne har været at holde fokus på at minimere skader og undgå lignende situationer fremover. Som følge af Gamergate er der opstået et øget fokus på metoder til at håndtere internetchikane.

Baggrund redigér

Zoe Quinn og Depression Quest redigér

I 2013 udgav den uafhængige spiludvikler Zoë Quinn, spillet Depression Quest, et tekstfokuseret spil der gengav følelsen af depression gennem en serie af fiktive scenarier[1][2] , delvist baseret på Quinns egen erfaring med lidelsen. Spillet fik positive anmeldelser i medierne, men fik en dårlig modtagelse fra visse gamers der ikke brød sig om spillets afvigelse fra typiske spilformater der vægter vold og skills. De var imod at der skulle gå politik i gamerkultur. Quinn blev udsat for måneders chikane efter spillets udgivelse, deriblandt trusler om voldtægt og mord. Quinn dokumenterede den chikane hun var udsat for og udtalte sig åbent om det i medierne, hvilket intensiverede chikanen. Blandt andet blev hendes postadresse offentliggjort. Til sidst var hun nødsaget til at forlade sit hjem af frygt for sin personlige sikkerhed.

Spiludvikleren Zoë Quinn var den første, der blev ramt af chikane-kampagnen . De kontroverser og begivenheder, der i 2014 blev kendt som Gamergate begyndte som et personangreb på Quinn udløst af et blogindlæg skrevet af Quinns ekskæreste Eron Gjoni med titlen “the Zoë post”, der var en lang og detaljeret beskrivelse af deres forhold og brud, der indeholdt kopier af parrets chats, emails og sms-beskeder. Blogindlægget hævdede, i strid med sandheden, at Quinn havde fået en positiv anmeldelse af Depression Quest på grund af en affære med anmelderen på hjemmesiden Kotaku.[17] Nathan Grayson. Grayson havde faktisk aldrig anmeldt Quinns spil og den eneste artikel, hvor han nævnte hendes navn, var skrevet før deres forhold begyndte. Gjoni skrev senere en opdatering til sit oprindelige blogindlæg, hvor han indrømmede dette og skød skylden på en trykfejl. Ikke desto mindre blev der linket til blogindlægget fra hjemmesiden 4chan, hvor mange tidligere havde været kritiske overfor spillet, hvilket førte til en ny række af angreb på Quinn.

I tiden efter at Gjoni havde udgivet sit blogindlæg, blev Quinn og hendes familie udsat for omfattende, misogyn chikane. Først benyttede angriberne "Quinnspiracy” som label, senere overtog de #Gamergate, der blev opfundet af skuespileren Adam Baldwin, hvis 190.000 følgere på Twitter gjorde deres for at udbrede hashtagget. Koordineringen af Gamergate- chikanen foregik via Internet Relay Chat (IRC) og spredte sig hastigt på fora så som 4chan og Reddit.

På under fire måneder modtog og registrerede Quinn flere tusind gange flere trusler end før blogindlægget. Til en konference udtalte hun: ”Jeg plejede at tage til gamer-events og føle at jeg var kommet hjem (…) Nu tænker jeg bare, er der mon nogen af dem i lokalet som har sagt at de havde lyst til at tæve mig ihjel?” (BBC News 29/10 2014). En anonym bruger på 4chan truede med ”at give hende en invaliderende skade, der aldrig ville hele fuldstændigt” Kommentatorer både inden for og uden for spillebranchen tog afstand fra angrebene mod Quinn. Hun blev udsat for doxing (offentliggørelse af private oplysninger), hacking af sine konti på  Tumblr, Dropbox, og Skype, trusler om voldtægt og dødstrusler. For sin personlige sikkerheds skyld, måtte Quinn flygte fra sit hjem og bo hos forskellige venner. Hun skrev at ”Internettet har brugt de sidste måneder på at sprede mine personlige oplysninger, sende mig trusler, hacke alle der er mistænkte for at være mine venner, ringe til min far og fortælle ham at jeg er en hore, sende nøgenbilleder af mig til mine kolleger - grundlæggende set en heksebrænding”.

Andre ofre for Gamergate chikane redigér

Gamergate-tilhængere udsatte flere andre for tilsvarende chikane, doxing og dødstrusler. De der forsvarede ofrene blev latterliggjort som ”White Knights” (hvide riddere) eller ”Social Justice Warriors” SJWs (Krigere for social retfærdighed). Denne måde at karakterisere forsvarerne på, havde ifølge forfatterne Heron, Belford og Goker (Sexism in the circuitry: female participation in male-dominated popular computer culture, november 2014) til formål at neutralisere enhver kritik ved at betvivle dens motiver. Kort efter at Gamergate hashtagget blev lanceret, fik spiludvikler Phil Fish sine personlige oplysninger og adgangskoder hacket og offentliggjort som hævn for at have forsvaret Quinn. Blandt de offentliggjorte oplysninger, var også fortrolige dokumenter om Fishs virksomhed Polytron. Fish kaldte situationen uacceptabel og satte firmaet til salg og forlod spilindustrien. ”Det er ikke det værd”, udtalte han. Kampagnen voksede og indbefattede ny chikane mod den prominente, feministiske kulturkritiker Anita Sarkeesian, der tidligere havde været udsat for internetchikane som følge af en serie videoer, der analyserer sexistisk portrættering af kvinder i videospil. Tropes vs. Women in Video Games. Angriberne syntes hendes kritik var uretfærdig og uberettiget og at det ikke tilkom hende at blande sig. Efter at have udgivet en episode 24. august 2014, modtog Sarkeesian på ny dødstrusler og trusler om voldtægt og hendes adresse og andre personlige oplysninger blev offentliggjort, hvorefter hun måtte flygte fra sit hjem. Ved XOXO-konferencen for kunst og teknologi i Portland, Oregon udtalte hun om påstanden om, at kendte kvinder selv skulle opdigte truslerne de modtog, at ”Noget af det mest radikale man kan gøre, er at tro på kvinder, der fortæller om deres erfaringer. (…) angriberne ser slet ikke sig selv som gerningsmænd, men som noble krigere.” Sarkeesian aflyste et planlagt foredrag på at Utah State University (USU) i oktober 2014, da skolen havde modtaget tre anonyme trusler, hvoraf en hævdede at være forbundet til Gamergate. I den første af de tre trusselshenvendelser forlød, at der ville være et angreb på tilskuerne til foredraget såvel som på ansatte og studerende i det nærliggende Women’s Center, i samme stil som i Montreal med henvisning til École Polytechnique-Massakren i 1989, der var et antifeministisk masseskyderi. USUs rektor vurderede, efter samråd med lokale myndigheder, ikke at der belæg for reelle trusler og yderligere sikkerhedsforanstaltninger kunne derfor ikke bevilliges, hvilket resulterede i at konferencen endte med at blive aflyst. Truslerne henledte mediernes opmærksomhed på Gamergate. I New York Times blev truslerne omtalt som ” Det mest giftige eksempel på flere ugers kampagne for at diskreditere og intimidere kritikere af den mandsdominerede spilindustri og dens kultur.” (New York Times 24. Oktober 2014) FBI efterforskede truslerne mod USU samt andre af Gamergate-truslerne, men kunne ikke endegyldigt identificere afsenderne. Midt i oktober fik spiludvikler og medstifter af videostudiet Giant Spacecat, Brianna Wu sin adresse og andre personlige oplysninger offentliggjort på 8chan som hævn for at have latterliggjort Gamergate. Wu modtog dødstrusler og trusler om voldtægt på Twitter og andre steder. Wu kontaktede politiet og hende og hendes mand måtte forlade deres hjem. Hun udtalte at hun ikke ville lade sig true til tavshed. Wu lovede en dusør på 11.000 USD for oplysninger, der kunne føre til en domsfældelse over de der udsatte hende for chikane, hun dannede også en juridisk fond, der skulle hjælpe andre der blev udsat for internet-chikane. Frem til april 2016 fortsatte Wu med at modtage så mange trusler, at hun hyrede fuldtidsansat personale til at registrere og dokumentere truslerne.

Chikane relateret til Gamergate fortsatte i månederne efter. To kritikere blev udsat for forsøg på ”swatting” – falske opkald til alarmberedskab med formålet at få et Swat-team af betjente til at møde op på adressen. The Guardian rapporterede at begge tilfælde af swatting blev organiseret via ”baphomet” som er en underside til 8chan. Efter den indledende strøm af trusler, som fik Wu til at træffe beslutningen om at flygte fra sit hjem, kunne Wu dokumentere at modtage yderligere 45 dødstrusler frem til april 2015. Marc Andreessen som er investor i Silicon Valley udlovede en belønning på 10.000 USD for oplysninger der kunne føre til retsforfølgelse af de der sendte truslerne. Wu’s studio Giant Spacecat trak sig fra Expo Hall of PAX East 2015, angiveligt af sikkerhedsmæssige årsager.

Skuespiller og gamer Felicia Day skrev et blogindlæg om sin bekymring over Gamergate og frygten for repressalier hvis hun skrev kritisk om det. Omgående blev hendes hjemadresse og telefonnummer offentliggjort på nettet og hun begyndte at modtage chikanerende breve og telefonopkald. Skuespilleren Wil Wheaton og tidligere NFL-spiller Chris Kluwe skrev også kritisk om Gamergate og komiker Stephen Colbert undrede sig over, hvorfor Kluwe ingen trusler modtog fra Gamergaters og bemærkede at chikaneofrene nærmest uden undtagelse var kvinder. Nogle der har identificeret sig som tilhængere af Gamergate, hævder også at være blevet chikaneret. Youtuberen Steven "Boogie2988" Williams bemærkede at i en kommentar til en af hans videoer blev hans adresse nævnt sammen med en dødstrussel mod hans hustru, I et interview på BBC Three, siger Gamergate-tilhængeren John Bain – med alias TotalBiscuit på YouTube, at han har modtaget dødstrusler fra anonyme, der var uenige med ham om Gamergate. Mike Diver udtalte i Vice at trusler mod tilhængere af Gamergate blev overset i mediedækningen. Forud for et planlagt møde for Gamergate tilhængere i Washington D.C. kom der en bombetrussel på Twitter og bygningen måtte evakueres.

Koordinering af chikanen redigér

Gamergate chikane blev mestendels organiseret via anonyme message boards så som 4chan, 8chan, og Reddit, og underdomænet på Reddit: KotakuInAction. Nyhedssitet Ars Technica rapporterede at det fremgik af en diskussion på 4chan, at der blev benyttet sockpuppets (falske profiler) på Twitter for at udbrede hashtagget Gamergate. Heron, Belford og Goker konkluderede i deres analyse af log-historikken at diskussionerne havde fokus på at koordinere chikanen mod Quinn og benytte astroturfing kampagner for at de større medier skulle bemærke hvad der foregik. Endvidere forsøgte de oprindelige initiativtagere at skabe en spiselig historie til offentligheden, mens de indadtil fokuserede på personligt nag og aggressivt, seksuelt sprog. Mortensen skrev i Games and Culture at Gamergates struktur – det at den var opbygget som en sværm af anonyme aktører – satte enhver kritiker af Gamergate i potentiel fare, alt imens gamergaters ikke individuelt kunne holdes ansvarlige for chikanen.

Kilder redigér

  1. ^ Joachim, Sundell. "Ny undersökning: Gamergate handlade om kvinnohat". SVT. Hentet 2015-03-12.
  2. ^ 74,140 reasons that #GamerGate isn't about the ethics of journalism, Alex Abad-Santos, Vox.com, læst 15. april 2015
  3. ^ "GamerGate – en kulturkrig båret af kvindehad". information. 21. oktober 2014. Hentet 2015-06-22.
  4. ^ "If It's Not About Ethics..." Hentet 29. marts 2015.
  5. ^ GamerGate: A Closer Look At The Controversy Sweeping Video Games, Erik Kain, Forbes, læst 15. april 2015
  6. ^ Dredge, Stuart (2015-01-27): "Anita Sarkeesian launching new video series focused on masculinity in games".
  7. ^ Edwards, Jim (2014-10-13): "Video Gamers Are Having A Bizarre Debate Over Whether Sending Death Threats To Women Is A Serious Issue".
  8. ^ "A note on disclosure". Hentet 29. marts 2015.
  9. ^ Kain, Erik. "The Escapist #GamerGate Forums Brought Down In DDoS Attack". Hentet 2015-07-07.
  10. ^ "Dette er Gamergate". Vegard Haugen.
  11. ^ "Sex, penger og videospill". Tommy Alexander Lund. 2014-08-21. Arkiveret fra originalen 2. februar 2015. Hentet 22. juni 2015.
  12. ^ "Gamergate: A Scandal Erupts in the Video-Game Community". The New Yorker (engelsk). 17. oktober 2014. Hentet 2015-06-22.
  13. ^ https://www.youtube.com/watch?v=r3r0atokQvc