Giorgione (egentlig Giorgio Barbarelli) (født ca. 1478 i Castelfranco Veneto ved Venedig, død 1510 sammesteds) var en venetiansk maler.

Giorgione
Muligvis et selvportræt malet af Giorgione.
Personlig information
Født 1470'erne Rediger på Wikidata
Castelfranco Veneto, Italien Rediger på Wikidata
Død 1510 Rediger på Wikidata
Venedig, Italien Rediger på Wikidata
Dødsårsag Pest Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev af Giovanni Bellini Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Kunstmaler, billedkunstner Rediger på Wikidata
Fagområde Malerkunst, billedkunst Rediger på Wikidata
Arbejdssted Castelfranco Veneto, Venedig Rediger på Wikidata
Kendte værker Selvportræt, Laura, De tre filosoffer, Stormen Rediger på Wikidata
Genre Portræt, landskabsmaleri, genremaleri, religiøst maleri, religiøs kunst med flere Rediger på Wikidata
Bevægelse Højrenæssance, renæssancen, Den venetianske skole i maleriet Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Man ved kun lidt med sikkerhed om Giorgiones korte levned og om hans værker, selv de berømteste, råder der usikkerhed og strid; men selv om adskilligt af det, der længe er gået som "ægte Giorgione", ikke kan bestå for en nøjere kritik, hersker der så temmelig enighed om, at hele kredsen af Giorgiones billeder, de autentiske og efterlignernes, peger tilbage mod Giorgiones geni som den nyskabende faktor i kunstens udvikling. Fra sin fødeby kom han tidlig ind i Giovanni Bellinis værksted i Venezia, hvor han arbejdede sammen med Tizian. De tidligste billeder, man kender af Giorgione, er de to små Salomon’s Dom og Moses’ Ildprøve i Galleria degli Uffizi i Firenze; af nogle dog betragtede de som tvivlsomme. Snart efter malede han hjemme i sin by del skønne Madonna di Castelfranco en:Castelfranco Madonna (med S. Francisco og S. Liberale), der endnu findes i Caslelfrancos kirke, et ægte venetiansk værk, men allerede giorgionesk i den stille bløde stemning og i den ridderlig-verdslige forherligelse af kvindelig skønhed; den fine landskabs-komposition her og i de foregåenende billeder indvarsler Giorgiones epokegørende indsats i landskabsmaleriets historie. Atter i Venedig (ca. 1505) udsmykker han husfacader med olie- og freskomalerier, således på Fondaco dei Tedeschi de er forsvundne; berøring med Leonardo da Vincis og Fra Bartolommeos kunst har vel højnet hans syn for den menneskelige form i dens fri udfoldelse og dekorative linjeføring, og trænet i glødende venetiansk kolorit, tiltrukket af norditaliensk kunsts clairobscur står han da udrustet til sit kald; varmblodet og sensuel lever han med i det fornemme Venezias yppige liv, men døden, formentlig pesten, afbryder brat hans livsbane ca. 33 år gammel. I de værker, der særlig kendetegner Giorgiones kunst, "sker" der intet; bukolisk stemning hviler over det arkadiske sceneri; landskab og figurer stemmes sammen i blød samklang, i sart, drømmende følelse, og kvindelegemet udfolder sig i sin nøgenhed tvangfrit og naturselvfølgeligt som en skønhedens højeste åbenbaring.


Efterligninger redigér

Efterligning efter Giorgione blandt de kunstnere, der står under Giorgiones indflydelse, og hvis værker forveksles med hans, kan foruden de alt nævnte samtidige Tizian og Sebastiano del Piombo anføres Lorenzo Lotto, fra senere tid paduaneren Pietro della Vecchia, der var en meget dreven Giorgione-imitator.

Eksempler redigér

Galleri redigér

Litteratur som angivet i Salmonsens Konversationsleksikon redigér

  • Conti, Giorgione, Milano, 1894
  • Peter Johansen, Giorgione, København 1898
  • v. Boehm, Giorgione und Palma Vecchio, 1908, Künstler-Monograph
  • Herbert Cook, Giorgione, London, 1904
  • Ludwig Justi, Giorgione, 2 bind, Berlin, 1908
  • Lionello Venturi, Giorgione, Milano, 1913
  • Georges Dreyfous, Giorgione, 1914

Kilde og reference redigér

  1. ^ From the Louvre Museum Official Website Det kaldes ofte Fête Champêtre ("Picnic") i ældre værker.