Greve af Flandern

Greven af Flandern var herskeren over Grevskabet Flandern fra det 9. århundrede.^[1] Titlen blev i en periode også holdt af herskerne af Det tysk-romerske Rige og Spanien. Under Den Franske Revolution blev Grevskabet Flandern i 1790 annekteret Frankrig og ophørte med at eksistere. I det 19. århundrede blev titlen overtaget af Belgien og to gange tildelt yngre sønner af belgiske konger. Den seneste indehaver døde i 1983.^[2]

I 862 udnævnte Karl den Skaldede Balduin 1 som den første markgrave af Flandern. Udnævnelsen var af militær karakter, idet Balduins skulle være ansvarlig for at kæmpe imod vikingernes plyndringer Vestfrankens kyst. Titlen markgreve (eller markis) blev med tiden til greve. Arnulf 1. var den første til at betegne sig selv som greve af Guds nåde . Titlen markgreve var forsvundet ud af brug i det 12. århundrede. Siden da blev herskerne af Flandern kun omtalt som grever.

Greverne af Flandern udvidede deres besiddelser gennem en række diplomatiske ægteskaber. Grevskaberne Hainaut, Namur, Béthune, Nevers, Auxerre, Rethel, Burgund og Artois blev alle erhvervet på denne måde. Grevskabet Flandern kom dog imidlertid til at lide samme skæbne. Som et resultat af ægteskabet mellem grevinde Margrete 3. med Filip den Dristige, hertug af Burgund, indgik grevskabet og de underliggende grevskaber i en personalunion med Hertugdømmet Burgund i 1405.^[3]

Oversigt over greverne redigér

Huset Flandern redigér

Balduin 1., Jernarm (r. 862–879), giftede sig med Judith (datter af Karl den Skaldede ) og fik tildelt lande og hædersbevisninger, som udviklede sig til Grevskabet Flandern .
Balduin 2. den Skaldede (r. 879–918), søn af Balduin 1. og Judith
Arnulf 1. den Store (r. 918–965), søn af Balduin 2., sammen med:
- Balduin 3. (r. 958–962) sammen med sin far Arnulf 1.
Arnulf 2. (r. 965–988), søn af Balduin 3.
Balduin 4. den Skæggede (r. 988–1035), søn af Arnulf 2.
Balduin 5. af Lille (r. 1035–1067), søn af Balduin 4.
Balduin 6. (r. 1067–1070), søn af Balduin 5., grev af Hainaut
Arnulf 3. (r. 1070–1071), søn af Balduin 6., grev af Hainaut
Robert 1. Frieseren (r. 1071–1093), søn af Balduin 5..
Robert 2. (r. 1093–1111), søn af Robert 1.
Balduin 7. (r. 1111–1119), søn af Robert 2.

Huset Estridsen redigér

Karl 1. den Gode (r. 1119–1127), søn af kong Knud 4. den Hellige og Adele af Flandern, fætter til Balduin 7. og udpeget af ham

Huset of Normandiet redigér

Vilhelm 1. Clito (r. 1127-1128), oldebarn af Balduin 5., udpeget af Ludvig 6. af Frankrig

Huset Alsace eller Huset Metz redigér

Didrik af Flandern (r. 1128–1168), barnebarn af Robert I, anerkendt af Ludvig 6. af Frankrig
Filip 1. (r. 1168–1191), søn af Didrik
Margrete 1. (r. 1191–1194), datter af Didrik, sammen med sin mand Balduin af Hainaut .

Huset Flandern redigér

Balduin 8. (r. 1191–1194), gift med Margret 1., gennem direkte mandlig arv oldebarn af Balduin 6., også greve af Hainaut
Balduin 9. (r. 1194–1205), søn af Balduin 8., også den latinsk kejser af Konstantinopel
Johanne 1. (r. 1205-1244), datter af Balduin 9., sammen med sine ægtemænd
- Ferdinand af Portugal (r. 1212-1233)
- Thomas af Savoy-Piedmont (1237-1244)
Margrete 2. (r. 1244-1278), søster til Johanne, giftede sig først med Burkhard af Avesnes og derefter med Vilhelm af Dampierre, og regerede sammen med sine sønner af andet ægteskab, Vilhelm 3. af Dampierre (r. 1247-1251) og Guy af Dampierre (r. 1251-1305)

I 1244 blev der gjort krav på Grevskaberne Flandern og Hainaut af Margretes 2.'s sønner, halvbrødrene Johan 1. af Avesnes og Vilhelm 3. af Dampierre i arvefølgekrigen om Flandern og Hainaut. I 1246 tildelte kong Ludvig 9. af Frankrig Flandern til Vilhelm.

Huset Dampierre redigér

Vilhelm 2. (r. 1247-1251), søn af Margrete 2. og Vilhelm 2. af Dampierre
Guy 1. (r. 1251-1305), søn af Margrete 2. og Vilhelm 2. af Dampierre, fængslet 1253-1256 af Johan 1. af Avesnes, også greve af Namur
Robert 3. ("Flanderns Løve") (r. 1305–1322), søn af Guy
Ludvig 1. (r. 1322–1346), barnebarn af Robert 3.
Ludvig 2. (r. 1346–1384), søn af Ludvig 1.
Margrete 3. (r. 1384-1405), datter af Ludvig 2. sammen med sin mand, Filip 2.
- Filip 2. sammen med sin hustru Margrete 3. af Flandern.

Huset Burgund redigér

Johan den Uforfærdede (r. 1405–1419), søn af Margrete 3. og Filip 2. af Burgund
Filip 3. den Gode (r. 1419–1467), søn af John
Karl 2. den Dristige (r. 1467–1477), søn af Filip den Gode
Maria den Rige (r. 1477-1482), datter af Karl den Dristige, regerede sammen med sin mand Maximilian 1., tysk-romersk kejser

Huset Habsburg redigér

Filip 4. den Smukke (r. 1482–1506), søn af Maria og Maximilian
Karl 3. (r. 1506–1555), søn af Filip, også tysk-romersk kejser (som Karl 5.) og konge af Spanien (som Karl 1.)

Karl V proklamerede den pragmatiske sanktion af 1549, der for evigt forenede Flandern med herredømmet over Nederlandene i en personalunion. Da Habsburg-imperiet blev delt mellem Karl 5.'s arvingerne gik Nederlandene, herunder Flandern, til Filip 2. af Spanien, fra den spanske gren af Huset Habsburg.

Filip 5. (r. 1555–1598), søn af Karl 3., også konge af Spanien som Filip 2.

Besat af Frans, hertug af Anjou, yngste barn af Henrik 2. af Frankrig (1582 – 1584)^[4]

Isabella Clara Eugenia (r. 1598–1621), datter af Filip 2., regerede sammen med sin mand Albert, ærkehertug af Østrig
Filip 6. (r. 1621–1665), barnebarn af Filip 3., også konge af Spanien som Filip 4.
Karl 4. (r. 1665–1700), søn af Filip 4., også konge af Spanien som Karl 2.
Filip 7. (Huset Bourbon) (r. 1700–1706), oldebarn af Filip 4.

Mellem 1706 og 1714 blev Flandern invaderet af englænderne og hollænderne under Den spanske arvefølgekrig. Grevskabet blev hævdet af Huset Habsburg og Huset Bourbon. I 1713 bestemte Freden i Utrecth arven, og Grevskabet Flandern overgik til den østrigske gren af Huset Habsburg.

Karl 5. (r. 1714–1740), oldebarn af Filip 3., også tysk-romersk kejser
Maria Theresia (r. 1740–1780), datter af Karl 4., sammen med
- Frans 1. (f. 1740–1765) sammen med sin hustru Maria Teresia, også tysk-romersk kejser
Josef 2. (r. 1780–1790), søn af Maria Theresia og Frans 1, også tysk-romersk kejser
Leopold (r. 1790–1792), søn af Maria Theresia og Frans 1, også tysk-romersk kejser
Frans 2. (r. 1792–1835), søn af Leopold, også tysk-romersk kejser

Titlen blev de facto afskaffet efter at revolutionære Frankrig havde annekteret Flandern i 1795. Kejser Frans 2. opgav sit krav på Nederlande i Freden i Campo Formio i 1797, og området forblev en del af Frankrig indtil slutningen af Napoleonskrigene.

Moderne brug redigér

Huset Belgien (tidligere Huset Sachsen-Coburg og Gotha ) redigér

I moderne tid blev titlen tildelt to yngre sønner af belgiernes konger.

Prins Filip, søn af kong Leopold 1. af Belgien (1840–1905)
Prins Karl, søn af kong Albert 1. af Belgien (1910–1983)

Huset Bourbon redigér

Titlen greve af Flandern er en den spanske krones titlerne. Det er en historisk titel, der kun bruges nominelt og ceremonielt.

Referencer redigér

^ Gilliat-Smith, Ernest (1909). The story of Bruges (4th udgave). London: J. M. Den & Co. s. 5. ISBN 978-1-4446-6629-8. Hentet 7. juli 2016.
^ "Prince Regent Charles". Hentet 7. juli 2016.
^ Wim Blockmans; Walter Prevenier (3. august 2010). The Promised Lands: The Low Countries Under Burgundian Rule, 1369-1530. University of Pennsylvania Press. ISBN 0-8122-0070-5.
^ Knecht, Catherine de' Medici, Longman, 1998, p. 212.

Se også redigér

Marek, Miroslav. "Genealogy of the counts of Flanders". Genealogy EU. Arkiveret fra originalen 2007-10-28. Hentet 2006-06-04.

[1] Gilliat-Smith, Ernest (1909). The story of Bruges (4th udgave). London: J. M. Den & Co. s. 5. ISBN 978-1-4446-6629-8. Hentet 7. juli 2016.

[2] "Prince Regent Charles". Hentet 7. juli 2016.

[BlockmansPrevenier2010-3] Wim Blockmans; Walter Prevenier (3. august 2010). The Promised Lands: The Low Countries Under Burgundian Rule, 1369-1530. University of Pennsylvania Press. ISBN 0-8122-0070-5.

[4] Knecht, Catherine de' Medici, Longman, 1998, p. 212.

[1]

[2]

[3]

[4]