Hjalmar Schacht

tysk økonom, bankier og politiker

Hjalmar Schacht (Hjalmar Horace Greeley Schacht) (født 22. januar 1877, død 3. juni 1970). Han blev født i Tinglev i Sønderjylland, dengang tysk, som søn af forretningsmanden William Leonhard Ludwig Maximillian Schacht og den danske baronesse Constanze Justine Sophie von Eggers. Hans forældre, som havde boet flere år i USA, ønskede at kalde ham Horace Greeley Schacht, til ære for den amerikanske journalist Horace Greeley, men gav efter for hans mormors ønske om, at drengen også skulle have et dansk navn.

Hjalmar Schacht

Personlig information
Født 22. januar 1877 Rediger på Wikidata
Tinglev Kommune, Danmark Rediger på Wikidata
Død 3. juni 1970 (93 år) Rediger på Wikidata
München, Bayern, Tyskland Rediger på Wikidata
Gravsted Ostfriedhof Rediger på Wikidata
Nationalitet Vesttyskland Tysk
Politisk parti Deutsche Demokratische Partei, NSDAP Rediger på Wikidata
Ægtefælle Manci Schacht Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Humboldt-Universität zu Berlin,
Leipzig Universitet,
Christian-Albrechts-Universität,
Paris Universitet,
Ludwig-Maximilians-Universität München med flere Rediger på Wikidata
Medlem af Deutsches Archäologisches Institut Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Økonom, bankier, politiker Rediger på Wikidata
Deltog i Hemmeligt møde af 20. februar 1933 Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Goldenes Parteiabzeichen der NSDAP Rediger på Wikidata
Fængslet i Dachau, Kransberg Slot, Ravensbrück, Nürnbergs Retsfængsel, KZ Flossenbürg Rediger på Wikidata
Signatur
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Baggrund redigér

Schacht studerede medicin, filologi og statsvidenskab, før han tog doktorgraden i økonomi i 1899. Under en forretningsrejse i 1905 med bestyrelsesmedlemmer i Dresdner Bank, mødte han den amerikanske bankier J.P. Morgan.

I 1916 blev han en af direktørene i Rigsbanken. Han var i 1918 blandt grundlæggerne af det liberale Deutsche Demokratische Partei, som han var medlem af frem til 1926. Hans kritik af beslaglæggelsen af de tyske fyrstehuses ejendom førte til, at han meldte sig ud af partiet.

I 1923 blev han udnævnt til valutakommissær og senere samme år præsident for Rigsbanken. Hans økonomiske politik bidrog til at reducere inflationen og stabilisere den tyske mark.

Han gik af som rigsbankpræsident i 1930, men blev genudnævnt i 1933, efter at han i november året før med en del andre prominente finans- og næringslivsledere havde undertegnet en henvendelse til præsident Hindenburg om at udnævne Adolf Hitler til ny rigskansler, hvad der skete to måneder senere.

Næringsminister redigér

Schacht var fra 1934 til 1937 økonomiminister i Det tredje Rige og 1939-1943 direktør for Det tredje Riges Reichsbank. I 1933 fik han den lyse idé at hjemkøbe tyske obligationer fra USA, efter at være kommet med udtalelser, der kunne tolkes, som om Tyskland ikke kunne eller ville indløse dem. Obligationerne faldt derfor drastisk i kurs, og tyske eksportører med tilgang til amerikansk valuta kunne købe dem til spotpris. Aftalen resulterede i, at renten på den tyske gæld blev sænket. Det resultat kunne Tyskland muligvis også have opnået gennem regulære forhandlinger. Affæren er nævnt som medvirkende årsag til, at USA gik med i anden verdenskrig. [1]

Schacht holdt i 1935 en tale i Königsberg, hvor han strengt fordømte "ulovlige" aktioner rettet mod jøder, tolket som et direkte svar på Julius Streichers første offentlige tale i Berlin den foregående uge. Schacht gik skarpt ud mod "folk, der om natten heroisk tilgriser vinduer, og kalder de handlende i jødiske butikker for landsforrædere". Schacht indskærpede, at regeringen alene skulle stå for alle tiltag rettet mod jøder, uden indblanding fra enkeltindivider. Han præciserede, at han kun var interesseret i, at jøder som forretningsfolk var trygge, og at han støttede regeringens program mod jøder i politikken og jøder i kulturlivet.[2]

Schacht fik ansvaret for at sikre beskæftigelse og oprustning til trods for begrænsede offentlige midler. Det blev gjort ved hjælp af en udstrakt lånevirksomhed og tvungen arbejdstjeneste for arbejdsløse særlig gennem realiseringen af den store motorvejudbygning. Nazisternes krise- og beskæftigelsespolitik var keynesiansk, finansieret ved underskud på statsbudgettet, og statens underskud blev dækket af Rigsbanken, som var blevet underlagt staten i 1933. Efter at Schacht blev direktør i marts 1933, forøgedes mulighederne for at lånefinanciere statens underskud, blandt andet ved stiftelsen af såkaldte "Mefo-veksler", som blev indført i maj 1933. De var veksler trukket på et fupfirma (Metallurgische Forschungsgesellschaft), som angiveligt kunne diskonteres i bankerne og betales af staten efter fem år. Der blev til 1938 udstedt Mefo-veksler for ca. 12 milliarder Reichsmark, men da de skulle indløses, viste det sig, at de ikke kunne betales. [3]

Som økonomiminister organiserede Schacht også et clearing-system. Nazityskland havde et desperat behov for udenlandsk valuta og kunne ikke afse guld til finansiering af import fra Grækenland. Tyskerne argumenterede med, at de ville blive et godt marked for græske varer, det ellers var svært at sælge i krisetider som korender. Der blev så indgået en aftale, hvorefter den græske statsbank stillede græsk valuta til rådighed for tyske importører til betaling af græske varer. Et tilsvarende beløb i tyske mark blev overført til den græske banks konto i Berlin, men kun for køb af tyske varer. Til andre formål var beløbet frosset.[4]

Da tyskerne havde narret grækerne ind i denne aftale, begyndte de at købe alle typer varer op i Grækenland som tobak, som de videresolgte til USA, England og andre for guld. Da tyskerne betalte med praktisk talt værdiløse, frosne mark, kunne de byde højere priser end andre. Først ved udløbet af første termin opdagede grækerne, at tyskerne skyldte dem millioner af Reichsmark, som grækerne ikke kunne få uden i form af tyske varer. Den fastsatte kurs for mark var i udgangspunktet også ugunstig for grækerne, som nu prøvede at standse kreditten, men var under pres både fra den tyske regering og de græske producenter, der nu fik gode priser for sine varer. Handelsbalancen blev dermed forværret for hver måned, der gik, og med så store beløb fastfrosset i Berlin, var de tvunget til at købe alt maskineri fra Tyskland for i det mindste at få noget tilbage. Tyskerne var på det rene med, at grækerne sad i saksen, og overprisede dermed de maskiner, de solgte dem. Dermed fik tyskerne det mangedobbelte tilbage af den overpris, de havde betalt for græske varer. Deres greb om græsk økonomi blev strammere og strammere, og græske statsøkonomer tryglede vestmagterne om hjælp, men de foretog sig intet. Alexander Barmine, der var Sovjetunionens chargé d'affaires i Athen, bad Politbureauet om at overtage Grækenlands eksport. De kunne betale i kontanter eller hvede, som Grækenland havde stort behov for. Men intet skete; for i januar 1937 havde Stalin planer om at alliere sig med Hitler.[5]

Efter 20. juli-attentatet mod Hitler i 1944 blev han arresteret for deltagelse i sammensværgelsen. Selv om han intet havde med den at gøre, blev han sendt til Flossenbürg koncentrationslejr og senere Dachau. Han blev løsladt i april 1945, men kort tid efter anholdt af de allierede.

Efter krigen redigér

 
Schacht i en allieret interneringslejr, 1945.

Schacht stod tiltalt i Nürnbergprocessen, men blev frikendt. Senere blev han tiltalt af tyske myndigheder og i 1947 fundet skyldig og idømt otte års tvangsarbejde. Hans anke førte til, at dommen blev frafaldet i 1948.[6]

I 1953 grundlagde han banken Deutsche Außenhandelsbank Schacht und Co., som han ledede til 1963. Han var også aktiv som økonomisk rådgiver for udviklingslande. I 1965 var han blandt grundlæggerne af Aktionsgemeinschaft Unabhängiger Deutscher, som i 1980 gik op i Miljøpartiet De Grønne.

Schacht giftede sig i 1903 med Luise Sowa og fik to børn med hende. Parret blev skilt i 1938, da Luise bekendte sig til nationalsocialismen, mens Schacht i stigende grad kom i konflikt med Hitler.[7] I 1940 døde Luise, og i 1941 giftede Schacht sig med den 30 år yngre Manci Vogel. De fik to døtre sammen.

Han var frimurer i logen Urania zur Unsterblichkeit.[8]

Hjalmar Schacht døde i 1970 i München i en alder af 93 år.

Henvisninger redigér

  1. ^ Henning Poulsen: Hitlers krig (s. 39-40), Gyldendal, 1990, ISBN 87-00-32462-0
  2. ^ https://www.jta.org/1935/08/20/archive/schacht-and-streicher-in-war-over-jewish-question
  3. ^ Karl Chr. Lammers: Nazismens epoke (s. 215), forlaget Schønberg, 2003, ISBN 87-570-1646-1
  4. ^ Alexander Barmine: En som overlevde (s. 425), Gyldendal norsk forlag, Oslo 1947
  5. ^ Alexander Barmine: En som overlevde (s. 426-27)
  6. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 26. marts 2020. Hentet 26. marts 2020.
  7. ^ Christopher Kopper: Hjalmar Schacht. Aufstieg und Fall von Hitlers mächtigstem Bankier (s. 330), München 2006, ISBN 3-446-40700-6
  8. ^ https://web.archive.org/web/20150115041455/http://www.loge-urania.de/geschichte/bekannte-freimaurer.html

Ekstern henvisning redigér

 
Wikimedia Commons har medier relateret til: