Jens Henrik Thulesen Dahl

dansk politiker, født 1961

Jens Henrik Winther Thulesen Dahl (født 20. juli 1961 i Brædstrup) er en dansk konsulent og politiker, der siden folketingsvalget 2011 har været medlem af Folketinget valgt i Assenskredsen (Fyns Storkreds). Han har repræsenteret Danmarksdemokraterne siden 18. august 2022. Han blev valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti, men meldte sig ud af partiet i juni 2022. Thulesen Dahl er også medlem af byrådet i Assens Kommune.

Jens Henrik Thulesen Dahl
Medlem af Folketinget
Nuværende
Overtaget embede
15. september 2011
Valgkreds Fyns Storkreds
Personlige detaljer
Født 20. juli 1961 (62 år)
Brædstrup, Danmark
Politisk parti Danmarksdemokraterne (fra august 2022)
Dansk Folkeparti (til juni 2022)
Uddannelses­sted Rosborg Gymnasium og HF
VIA University College
Aalborg Universitet
Links
Biografi på folketinget.dk Redigér på Wikidata
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Baggrund redigér

Thulesen Dahl, der er storebror til folketingsmedlem og tidligere DF-leder, Kristian Thulesen Dahl, blev nysproglig student fra Rosborg Gymnasium i 1980 og læste derefter til civilingeniør i indeklima og energiøkonomi på Aalborg Universitet, hvorfra han dimitterede i 1985. Han har senere (2009) gennemført en diplomuddannelse i ledelse fra VIA University College.

Efter endt uddannelse blev Jens Henrik Thulesen Dahl ansat som fagingeniør i det rådgivende ingeniørfirma Nellemann i Aalborg. Her var han til han i 1989 blev ansat som projektingeniør i Carl Bro. Han kom i 1994 til Udviklingshuset under Aarhus Kommune som arbejdsmiljøkonsulent, og blev sideløbende med den stilling konstitueret leder af Aarhus Kommunes bedriftssundhedstjeneste i 1999. Fra 2000 til 2006 fungerede han som souschef samme sted. Fra 2008 til han blev indvalgt i Folketinget var han arbejdsmiljøkonsulent i Aarhus Kommunes HR-afdeling. Sideløbende med sine øvrige erhvervsaktiviteter var han fra 1986 til 1991 tilknyttet Institut for Bygningsteknik ved Aalborg Universitet som ekstern undervisningsassistent, og fra 2001 til 2011 som ekstern underviser i indeklima og støj ved Ergo- og Fysioterapiskolen i Aarhus. Siden 2008 har han desuden haft egen konsulentvirksomhed.[1]

Thulesen Dahl er gift med Helle Winther Dahl. De har 3 børn.[2]

I 2021 blev han slået til Ridder af Dannebrog.[3]

Politisk karriere redigér

Han meldte sig ind i Dansk Folkeparti i 2006,[4] og blev i 2009 valgt til Assens Byråd for partiet. Han blev i 2010 partiets folketingskandidat i Assenskredsen, og blev valgt ved folketingsvalget 2011. Han var da den eneste ingeniør i Folketinget.[5] Med 9.923 personlige stemmer vandt han et kredsmandat i Fyns Storkreds for partiet ved Folketingsvalget 2015.[6] Han blev genvalgt til Folketinget med 2.913 personlige stemmer i 2019.

Han var Dansk Folkepartis uddannelses- og forskningsordfører i sin tid som folketingsmedlem for partiet.[2]

24. juni meldte Thulesen Dahl sig ud af Dansk Folkeparti.[7] Dagen forinden havde Dansk Folkepartis afdeling i Assens valgt Lars Kolling til afdelingens folketingskandidat i Assenskredsen i stedet for Thulesen Dahl, og lokalformand Torben Trafik havde i protest meldt sig ud af partiet efter opstillingsmødet.[8]

Han var løsgænger til august 2022 hvor han skiftede til Danmarksdemokraterne og også blev folketingskandidat for Danmarksdemokraterne i Fyns Storkreds.[9]

Jens Henrik Thulesen Dahl var været medlem af byrådet i Assens Kommune siden 2009.[2]

Referencer redigér

  1. ^ Jens Henrik Thulesen DahlFolketingets hjemmeside   
  2. ^ a b c "Kendt DF-navn foran jubilæum i Folketinget", JydskeVestkysten, Ritzau, 20. juli 2021, hentet 24. juni 2022
  3. ^ Politikere, direktører og professorer modtager Kongehusets ridderkors Altinget.dk 8. december 2021
  4. ^ Berlingskes kandidatportræt
  5. ^ Malene Breusch Hansen (26. september 2011). "Interview: Mød Folketingets eneste ingeniør". Ingeniøren.
  6. ^ "Folketingsvalg torsdag 18. juni 2015". Danmarks Statistik. Hentet 20. juni 2015.
  7. ^ "Thulesen Dahls bror melder sig ud af DF og overvejer Støjberg", nordjyske.dk, Ritzau, 24. juni 2022, hentet 24. juni 2022
  8. ^ Daniel Kofoed; André Majlund Jensen (23. juni 2022), "Lokal DF-afdeling i total nedsmeltning: Lokalformand går i protest - og Thulesen Dahl er ikke genvalgt som folketingskandidat", Fyens.dk, hentet 24. juni 2022
  9. ^ Mathias Bach Søndergaard (17. august 2022). "13 DF'ere og 11 Venstre-folk: Her er Danmarksdemokraternes 30 folketingskandidater". altinget.dk. Hentet 18. august 2022.