Markfirben
Markfirbenet (latin: Lacerta agilis) er et firben i gruppen øgler. Det er udbredt i store dele af Europa og mod øst til Sibirien. Markfirben er i modsætning til det almindelige firben en fuldstændig ovipar øgle, det vil sige æglæggende. Det kan af og til ses sole sig på sten eller grene i det åbne landskab. Arten er fredet i Danmark [5]
| Markfirben | |
|---|---|
 | |
| Bevaringsstatus | |
 Ikke truet (IUCN 3.1)[1][2] | |
 Sårbar (DKRL)[3][4] | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Reptilia (Krybdyr) |
| Orden | Squamata Slanger og øgler |
| Underorden | Sauria |
| Familie | Lacertidae (Firben) |
| Slægt | Lacerta |
| Art | L. agilis |
| Videnskabeligt artsnavn | |
|
Lacerta agilis Linnaeus 1758 | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Beskrivelse redigér
Markfirbenet er et kraftigt firben, der kan blive op til 28 cm langt. I Danmark dog højst 22 cm og normalt kun 15 - 20 cm. Vægten opgives til 15 til 20 gram.[6] Det har fire hornplader mellem øje og næsebor, hvor det almindelige firben kun har tre. Munden er bred og der er små spidse tænder på kæberne.[7] Grundfarven er gråbrun eller grøn, ofte med rækker af sorte pletter. Langs ryggen har det et bånd med små skæl, der er tydeligt mindre end de omgivende. På bugen er hannen lyst grønlig, mens hunnen dér er hvidlig. I parringstiden bliver hannens sider intensivt grønne.[8]
Økologi redigér
Arten foretrækker varme sydskråninger i grusgrave, men kan også forekomme på jordvolde som jernbaneskråninger, i skovbryn, på sandstrande og heder.[9]
Føden består især af hvirvelløse dyr som græshopper, biller, sommerfuglelarver og spindlere. Det sker, at byttet består af dens egen art.[8][9]
Arten er æglæggende. Den lægger 5-12 (sjældent op til 17) blødskallede, aflange æg i et hul, som hunnen har gravet i sandet jord. Efter æglægningen tildækkes æggene af hunnen. De klækkes efter 70-80 døgn, alt efter temperaturen.[8][9]
Blandt prædatorer kan nævnes mange fugle som hejrer og fasaner, pattedyr som grævling og tamkat. Markfirbenet kan afsnøre halen, hvis den føler sig truet. Da halen bevæger sig et stykke tid efter afsnøringen, kan den tjene som lokkemad for en fjende.[8] Den afsnørede hale kan vokse ud igen, dog ikke til fuld længde.[7]
Markfirbenet er i Sverige konstateret at kunne blive mindst 19 år gammel.[9]
Referencer redigér
- ^ "Lacerta agilis". IUCN's Rødliste. 2008. Hentet 2015-05-19.
- ^ "Markfirben". Dansk Rødliste. 2015-04-10. Hentet 2015-05-19.
- ^ Fog, K. (2019), "Krybdyr", i Moeslund, J.E. m.fl. (red.), Den danske Rødliste 2019, Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, hentet 20. januar 2020
- ^ Markfirben bios.au.dk
- ^ "Oversigt over fredede dyr og planter". naturstyrelsen.dk. 2014. Arkiveret fra originalen 15. september 2016. Hentet 2014-07-26.
- ^ Peer Ravn (2015), Forvaltningsplan for Markfirben, Naturstyrelsen, ISBN 978-87-7279-693-2, Wikidata Q113495922
- ^ a b Hans Hvass, Danmarks Dyreverden, 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978, bind 5, side 172-186.
- ^ a b c d Fog, Kåre; Schmedes, Adam; Rosenørn de Lasson, Dorthe (2001) [1997]. Nordens padder og krybdyr. København: G.E.C. Gads Forlag. side 271-280. ISBN 87-12-02982-3
- ^ a b c d Sven-Åke Berglind (2006). Lacerta agilis sandödla Arkiveret 8. august 2014 hos Wayback Machine. Artdatabankens faktablad. Sveriges Lantbruksuniversitet.
Eksterne henvisninger redigér
 | Spire Denne artikel om dyr er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |