Wikipedia

Musikalsk form

Form henviser i musikalsk analyse til den overordnede struktur i en musikalsk komposition eller præsentation.

Formen består af forskellige led, der tilsammen er karakteristiske for en særlig formtype. Udover leddene kan forskellige elementer inddrages i bestemmelsen af en musikalsk formel struktur, fx "arrangementet, de musikalske enheder, rytme, melodi og / eller harmoni, der viser gentagelse eller variation, instrumenternes indbyrdes forhold (som i rækkefølgen af soli i en jazz- eller bluegrass-optræden) eller den måde, et symfonisk stykke er orkestreret på." [1]

De strukturelle elementer kan brydes op i mindre enheder kaldet perioder, som hver især udtrykker en musikalsk ide, men mangler tilstrækkelig vægt til at stå alene. [2] Musikalsk form ændrer sig over tid gennem eksperimenter med nye formled eller udvikling af helt nye ideer. Fx ændrede den atonale musik de harmoniske regler, som havde præget den vestlige musik siden renæssancen.

Registrering redigér

Som hjælpemiddel til at beskrive den musikalske form har musikteoretikere udviklet et simpelt system til at mærke musikalske enheder med bogstaver. I sin lærebog "Listening to Music," skriver professor Craig Wright

  Det første udtryk for en musikalsk ide betegnes A. Efterfølgende, kontrasterende stykker mærkes som B, C, D osv. Hvis det første eller et af de andre elementer vender tilbage i en variation, mærkes dette A' og B', for eksempel. Underordnede elementer af de større musikalske enheder mærkes med små bogstaver (a,b osv.)[3]  

Organisationsniveauer redigér

Grundlaget for musikalsk form kan opdeles i to strukturelementer:

  • Arrangementet af tema, grundslag, rytme, taktslag og harmonisering, der tilsammen kan beskrive stykkets motiv.
  • Den videre tilrettelæggelse af formgivningen ved gentagelse og variation i en ægte musikalsk Frase (musik) med en bestemt rytme og varighed, der inkorporeres i melodi og harmonier, defineret f.eks. ved en lang endelig tone. Denne "sætning" er en grundlæggende enhed i den musikalsk form: den kan nedbrydes til to eller tre beats, men dens særlige karakter vil så gå tabt.[4] Strukturernes form kan endvidere analyseres på tre niveauer. Disse kan forenklet udtrykt betegnes som passage,stykke og melodik.

Passage redigér

Det mest enkle niveau vedrører måden det musikalske udtryk er organiseret i musikalske sætninger og "stykker". Dette kan sammenlignes med og bestemmes ofte af versformen, metrikken eller trinene i en dans.

For eksempel er en tolvtakts- blues en specifik versform, mens den elisabethanske galliard som mange andre danse kræver at rytme, tempo og længde passer til trinnenes gentagne mønstre. Enklere stilarter kan mere eller mindre være fuldstændigt defineret på dette niveau.

Stykke redigér

Det næste niveau vedrører hele strukturen af et enkelt selvstændigt musikalsk stykke. Hvis salmen, balladen, bluesen eller dansen gentager den samme musikalske struktur, betegnes det som strofisk form. Hvis det gentages med forskellige ændringer i hver sektion, for eksempel i grundtema, udsmykning eller instrumentering, så er stykket et tema med variationer. Hvis to tydeligt forskellige temaer indgår på skift, fx i en sang som veksler mellem vers og kor eller i de skiftevis langsomme og hurtige sektioner af den ungarske dans csardas , kaldes dette simpel binær form. Hvis temaet spilles (måske to gange), hvorefter der introduceres et nyt tema, inden stykket slutter med en tilbagevenden til det første tema, betegnes dette som en simpel tredelt form. Et komplekst stykke kan have elementer af begge former på forskellige organisatoriske niveauer. En menuet har, som enhver barok dans, generelt haft simpel binær struktur (AABB), men teamet blev ofte udvidet ved indførelse af en anden menuet arrangeret for soloinstrumenter (kaldet trio), hvorefter den første blev gentaget igen og stykket sluttede som en tredelt form - ABA: Stykket er derfor binært på det lavere kompositionsniveau, men tredelt på det højere.

  Organisatoriske niveauer er derfor ikke klart og universelt defineret i den vestlige musikanalyse, fx kan begreber som "sektion" og "passage" anvendes på forskellige niveauer af forskellige eksperter, hvis definitioner ikke kan holde trit med de utallige innovationer og variationer, som komponister og musikere har udtænkt.[5]  

Melodik redigér

Det højeste kompositionsniveau opdeles melodisk i lineær og cyklisk form. Hvor den lineære form er retningsbestemt, er den cykliske statisk og retningsløs med udgangspunkt i en bestemt tone, hyppigst grundtonen eller kvinten.[6]

I den cykliske form forekommer arrangement er af flere selvstændige stykker i en storskala. Barokdans blev præsenteret som suite, mens opera og ballet kan organisere sang og dans på endnu mere komplekse niveauer.[7]

Binær form redigér

  Uddybende artikel: Binær form
 
"GreensleevUddybendees" som et eksempel på binær form.

Udtrykket "binær form" bruges til at beskrive et musikalsk stykke med to sektioner, der er omtrent ens i længden. Binær form kan skrives som AB eller AABB.[8] I eksemplet Greensleeves er det første stykke A næsten identisk med det andet stykke A (A mærke) De næste to stykker (3. og 4.) er næsten identiske, men bygger på en ny musikalsk ide i forhold til de to første. Vi kalder derfor det tredje stykke B og det fjerde stykke B (B mærke). Som en helhed kan dette stykke musik i binær form betegnes som AA'BB ' .[9]

Tredelt form redigér

Tedelt form er en musikalsk form, hvor den tredje del gentager eller i det mindste indeholder den primære ide fra den første del, repræsenteret som A B A[10] Der er både enkle og sammensatte former. Da capo arier er normalt i simpel form (dvs. "fra hovedet"). En sammensat form (eller trioform) involverer tilsvarende et ABA-mønster, men hver sektion er i sig selv enten i binær (to underafsnit, der kan gentages) eller (simpel) tredelt form.

Rondo form redigér

Denne form har et tilbagevendende tema skiftevis med forskellige (normalt kontrasterende) sektioner kaldet "episoder". Det kan være asymmetrisk ( ABACADAEA ) eller symmetrisk ( ABACABA ). Et tilbagevendende afsnit, især hovedtemaet, er undertiden mere omfattende varieret, ellers kan en episode være en "udvikling" af det oprindelige tema. Et lignende arrangement er ritornelloformen i den barokke concerto grosso. Bueform ( ABCBA eller ABACABA ) ligner en symmetrisk rondo uden mellemliggende gentagelser af hovedtemaet.

Variationsform redigér

Variationsformer er dem, hvor variation er et vigtigt formativt element.

Tema og Variationer : Et tema, som i sig selv kan have en hvilken som helst kortere form (binær, ternær osv.), Udgør det eneste "afsnit" og gentages på ubestemt tid (som i strofisk form), men varieres hver gang (A, B , A, F, Z, A) for at danne en slags sektionskædeform. En vigtig variant af dette, der var meget brugt i den britiske musik fra det 17. århundrede og i Passacaglia og Chaconne , var et gentaget bastema eller basso ostinato, som resten af strukturen udfolder sig omkring. Rondo findes ofte med forskellige sektioner ( AA 1 BA 2 CA 3 BA 4 ) eller ( ABA 1 CA 2 B 1 A ).

Sonata-allegro form redigér

Denne form, også kendt som sonataform, sammensat binær form og en række andre navne er udviklet af den binærformede dansebevægelse beskrevet ovenfor, men er næsten altid udvidet til en mere kompleks tredelt form, der på engelsk har de nominelle underopdelinger Exposition, Development og Recapitulation.

Sonata-formularen er "det vigtigste princip for den musikalsk form, eller prototypeform fra den klassiske periode til et stykke ind i det tyvende århundrede."[11] Den bruges normalt som den første bevægelsesform i multi-bevægelsesværker. Det ert derfor, den kaldes også "first-movement form" eller "sonata-allegro form" (Fordi normalt er de mest almindelige førstebevægelser i allegro tempo).[12]

Cykliske former redigér

I det 13. århundrede opstod sangcyklussen, som er et sæt relaterede sange (ligesom en suite er et sæt relaterede danse). Oratorio tog form i anden halvdel af det 16. århundrede som en fortælling der reciteres-snarere end synges af sangerne.[bør uddybes]

Referencer redigér

  1. ^ Titon, Jeff Todd (2009). Worlds of music : an introduction to the music of the world's peoples. Cooley, Timothy J. (5th udgave). Belmont, CA: Schirmer Cengage Learning. ISBN 0534595391. OCLC 214315557.
  2. ^ Spring, Glenn (2013). Musical form and analysis : time, pattern, proportion. Hutcheson, Jere. Long Grove, Illinois. ISBN 147860722X. OCLC 882602291.
  3. ^ M., Wright, Craig (2014). Listening to music (7th udgave). Boston, MA: Schirmer/Cengage Learning. ISBN 9781133954729. OCLC 800033147.
  4. ^ Macpherson, Stewart (1930). "Form". Form in Music (New and Revised udgave). London: Joseph Williams.
  5. ^ Smith, Charles J. 1996. "Musical Form and Fundamental Structure: An Investigation of Schenker’s Formenlehre". Music Analysis 15: 191-297."
  6. ^ Lasse Grubbe: Melodisk analyse, Hentet den 11. januar 2019
  7. ^ Mann, Alfred (1958). The Study of Fugue. W.W.Norton and Co. Inc.
  8. ^ Kostka, Payne, Stefan, Dorothy (2009). Tonal Harmony with an Introduction to Twentieth-Century Music. 1221 Avenue of the Americas, New York, NY 10020: McGraw-Hill. s. 335.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: location (link)
  9. ^ Keil, Charles (1966). Urban blues. ISBN 0-226-42960-1.
  10. ^ Wennerstrom, Mary (1975). "Form in Twentieth Century Music". I Wittlich, Gary (red.). Aspects of Twentieth-Century Music. Englewood Cliffs, New Jersey: Prentice-Hall. ISBN 0-13-049346-5.
  11. ^ The Grove Dictionary of Music and Musicians. Oxford University Press. 2004. ISBN 978-0195170672.
  12. ^ "The Sonata Allegro Form". Lumen Music Appreciation.

Litteratur redigér

    • Chester, Andrew. 1970. "Second Thoughts on a Rock Aesthetic: The Band". The New Left Review 1, no. 62 (July–August): 78–79. Reprinted in On Record: Rock, Pop, and the Written Word, edited by Simon Frith and Andrew Goodwin, 315–19. New York: Pantheon, 1990.
    • Keil, Charles. 1987. "Participatory Discrepancies and the Power of Music". Cultural Anthropology 2, No. 3 (August): 275–83.
    • Cadwallader, Allen. 1990. "Form and Tonal Process. The Design of Different Structural Levels". Trends in Schenkerian Research, A. Cadwallader ed. New York, etc.: Schirmer Books: 1-21.
    • Laskowski, Larry. 1990. "J.S. Bach’s 'Binary' Dance Movements: Form and Voice-Leading", Schenker Studies, H. Siegel ed. Cambridge: CUP: 84-93.
    • Schmalfeldt, Janet. 1991. "Towards a Reconciliation of Schenkerian Concepts with Traditional and Recent Theories of Form", Music Analysis 10: 233-287.
    • Beach, David. 1993. "Schubert’s Experiments with Sonata Form: Formal-Tonal Design versus Underlying Structure", Music Theory Spectrum 15: 1-18.
    • Smith, Peter. 1994. "Brahms and Schenker: A Mutual Response to Sonata Form", Music Theory Spectrum 16: 77-103.
    • Smith, Charles J. 1996. "Musical Form and Fundamental Structure: An Investigation of Schenker’s Formenlehre". Music Analysis 15: 191-297.
    • Burnham, Scott. 2001. "Form", Cambridge History of Western Music Theory, Th. Christensen ed. Cambridge: CUP: 880-906.
    • Webster, James. 2009. "Formenlehre in Theory and Practice", Musical Form, Forms, and Formenlehre: Three Methodological Reflections, P. Bergé ed. Leuven: LUP: 123-139.
    • Hooper, Jason. 2011. "Heinrich Schenker’s Early Conception of Form, 1895-1914". Theory and Practice 36: 35-64.
    • Schmalfeldt, Janet. 2011. In the Process of Becoming: Analytic and Philosophical Perspectives on Form in Early Nineteenth-Century Music, New York: Oxford University Press.

Eksterne links redigér

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Musikalsk_form&oldid=11203153"