Niels Simonsen
Ikke at forveksle med Niels Juel Simonsen.
Niels Simonsen (født 10. december 1807 i København, død 11. december 1885 på Frederiksberg) var en dansk maler, som især udførte bataljemalerier.
| Niels Simonsen | |
|---|---|
 Niels Simonsen Foto: Moritz Unna | |
| Personlig information | |
| Født |
10. december 1807  København, Danmark |
| Død |
11. december 1885 (78 år) Frederiksberg, Danmark |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted |
Det Kongelige Danske Kunstakademi |
| Elev af |
J.L. Lund, C.W. Eckersberg |
| Medlem af |
Kungliga Akademien för de fria konsterna |
| Beskæftigelse |
Kunstmaler, billedhugger |
| Arbejdsgiver |
Det Kongelige Danske Kunstakademi |
| Arbejdssted |
München, København |
| Elever |
Simon Simonsen, Valdemar Gyllich, Theodor Philipsen, Louise af Hessen, L.A. Ring med flere |
| Kendte værker |
Tilbagetoget fra Dannevirke 1864 |
| Bevægelse |
Orientalisme |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Billedehuggeren redigér
Simonsens forældre var høker Simon Rasmussen og Bolette født Nielsdatter. I en alder af 14 år kom han i lære hos malermester Holm og begyndte omtrent samtidig at tegne på Kunstakademiet; tillige fik han privat vejledning i historiemaleren J.L. Lunds atelier. Oprindelig var det nærmest hans tanke at uddanne sig til litograf, og som sådan var det, han i 1827 havde sin debut på Charlottenborg, men allerede i det følgende år, kort efter at han havde vundet den lille sølvmedalje, vendte han sig til billedhuggerkunsten og fik bestillinger som modellerer, i det man overdrog ham det hverv efter J.L. Lunds tegninger at udføre en række relieffer til en sal på Christiansborg; 2 af dem, dansende figurer, udstilledes i 1828.[1]
I 1829 fik han som elev af billedhuggerskolen den store sølvmedalje for en modelfigur og inden årets udgang den mindre guldmedalje for det 1830 udstillede relief: Christus helbreder de syge; Matth. 15, 29-30, der endnu er at se i Charlottenborgs port ud imod Kongens Nytorv, en vel beregnet komposition med ret frit og udtryksfuldt bevægede figurer, men ingenlunde ulastelig i henseende til modelleringens enkeltheder.[1] I den nærmest påfølgende tid måtte Simonsen kæmpe med vanskelige kår; nogen understøttelse af offentlige midler lykkedes det ham foreløbig ikke at opnå, skønt han var anbefalet dertil af Akademiet, og fra dette selv blev der ham kun et par mindre pengepræmier til del.[2]
Honoraret, han fik for at udføre tegninger til Just Mathias Thieles store værk om Bertel Thorvaldsen, har næppe været betydeligt, så hans hovedindtægt var den, han havde af sine portrætbuster – skuespiller N.P. Nielsen (Museet i Århus), Prins Frederik Ferdinand osv. Han besluttede sig da, måske særlig tilskyndet ved, at et forsøg på som billedhugger at vinde den store guldmedalje mislykkedes, til at ombytte modellerstokken med penselen, og snart skulle det vise sig, at han havde gjort vel deri.[2]
Maleren redigér
Efter en forholdsvis meget kort uddannelse i malerkunsten udstillede han i foråret 1833 2 herhen hørende arbejder, som begge, hver på sin måde, bragte ham ære og fordel: for sin modelfigur, der var arrangeret som En liggende saaret Kriger, fik han Akademiets pengepræmie og fandt også en køber dertil; genremaleriet En gjerrig i sit Hjem blev ligeledes solgt og vakte ikke ringe opmærksomhed, hvilket bl.a. gav sig udtryk i, at det gentagne gange blev reproduceret, først i litografi, endogså til skrivebogsomslag, senere i kobberstik af Carl Edvard Sonne. I virkeligheden er dette billede også i besiddelse af egenskaber, som helt vel kunne forklare dets popularitet: den gamle gnier, der prøver pengeseddelens ægthed, er karakteriseret med al ønskelig tydelighed og vel skildret som optagen af undersøgelsen; Figuren fylder godt i rummet, og kunstværkets hele koloristiske holdning er fast og let forståelig; den meget pyntelige gennemførelse har sikkert også gjort sit til at vække behag.[2]
I 1834 malede Simonsen flittig og solgte ikke få arbejder, deriblandt den i det følgende forår udstillede altertavle: Christus med Disciplene i Emmaus, der dog ikke fik plads i nogen kirke, men kom i privat eje, end videre den i historisk Henseende ikke uinteressante Scene i vor Frue Kirke ved Indførelsen af Thorvaldsens Christus i Marmor. Dels ved hjælp af et lån, der ydedes ham af den kunstven, som havde købt både «Den gjerrige» og altertavlen, gehejmekonferensråd Holten, og dels i håbet om offentlig understøttelse, der også kort efter tilstodes ham med 400 rigsdaler årlig i 2 år, rejste han da i 1834 til udlandet og tog ophold i München, til hvis kunstskole han snart blev knyttet så stærkt, at hans natursyn, arbejdsmåde og teknik derved blevet bestemte for hele hans lange liv.[2]
Til mange af de tyske malere trådte han i et nært personligt forhold og vandt hurtig ikke ringe anseelse i deres kreds; snart fandt han også købere til sine arbejder, både blandt fremmede og blandt landsmænd, og i 1837 var hans udsigter så gode, at han turde bestemme sig til at sende bud efter sin forlovede, Anna Marie Petersen (1807 – 1888), datter af silke- og klædekræmmer Johannes Svendsen Petersen og Georgine Christiane født Bloch; brylluppet blev holdt 25. juli samme. år.[3]
I omtrent 8 år havde han nu sit egentlige hjemsted i München, men gjorde dog der fra jævnlig større og mindre udflugter til Tyrol og Norditalien; i 1839 var han i Algier, hvor han malede og tegnede en mængde studier, der senere tjente ham som grundlag for talrige kompositioner. Adskillige af disse solgte han i ud landet, flere større arbejder således til kongerne af Bayern og af Wurttemberg; ikke mindst lykke gjorde hans i München udførte marinemalerier. Andre billeder solgtes i København, hvor han vedblev at udstille; til statens malerisamling erhvervedes således i 1837 den Scene af Tyrolerkrigen i Aaret 1809, som nu er overladt til museet i Aarhus, og i 1839 købte kunstforeningen hans "Et venetiansk Kjøbmandsskib".[3]
I 1842 blev han optaget som medlem af Münchens Kunstakademi, ved hvilket der senere endog skal være tilbudt ham et professorat med 1000 Gyldens gage og fribolig; han foretrak dog at følge kong Christian VIII's opfordring til at vende hjem til Danmark og kom til København i efteråret 1845. Kunstakademiet havde allerede i 1843 agreeret ham; nu meldte han sig for at blive optagen som medlem og fik til opgave Et Æmne af Danmarks Søkrigshistorie. Først i 1848 fik han imidlertid dette arbejde fra hånden; dels optoges han i mellemtiden af nye bestillinger, dels var han beskæftiget med at lægge sidste hånd på tidligere påbegyndte værker. Foreløbig var det mest sine skitser fra Algier, han udnyttede; i 1847 kom således foruden et Klippeparti fra den afrikanske Kyst, hvilket han solgte til Kunstforeningen, og et par mindre ting det anselige billede En arabisk Familie i Ørkenen, som Christian 8 købte til sin privatsamling. Medlemsbilledet fremstillede Tordenskjolds Hukkert i Kamp med en svensk Fregat; det blev antaget, men vandt i det hele mindre bifald end kunstnerens behandlinger af mere fremmedartede motiver.[3]
Millitærmaleren redigér
Under felttogene 1848-50 var Simonsen stærkt optaget som militærmaler[3], og mange af de til dels meget omfangsrige krigsbilleder, han udførte, virkede stærkt til at øge hans popularitet. Rækken indlededes af Bivouak efter Slaget ved Slesvig, der blev købt til Statens Malerisamling, som senere ved gave fra kong Frederik 7 også kom i besiddelse af Stormen paa Mølleskansen ved Frederiksstad og af Slaget ved Isted; Garden afslår et Angreb af det fjendtlige Kavalleri; andre af Simonsens slagstykker er senere blevne indlemmede i museet på Frederiksborg.[4]
Efter fredsslutningen vendte Simonsen tilbage til de emnekredse, der hidtil mest havde interesseret ham, og malede igen en del araberbilleder; fra en rejse i Sverige hjembragte han de studier, hvorover han udførte et af sine største og i enhver henseende betydeligste genremalerier: Trolovelse i Harrestad Herred i Skaane, der fra udstillingen 1863 erhvervedes til Statens Samling.[4]
Krigen 1864 gav atter anledning til billeder, der stå smukt i Simonsens produktion; ikke mindst gælder dette om hans 1865 udstillede Episode af Træfningen ved Sankelmark, malet gråt i gråt med særligt hensyn til fotografisk reproduktion; måske turde dette arbejde i kraft af sin alvorlige karakteristik af figurerne og især ved sin monumentale holdning have krav på at nævnes som kunstnerens værdifuldeste. Simonsen udnævntes 1854 til professor ved Kunstakademiets Modelskole, hvilken plads han beklædte indtil 1883; fra 1864 var han medlem af Akademiet i Stockholm. Sin sidste større udenlandsrejse, der førte ham til Rom, foretog han med Det anckerske Legat 1870. 1883 modtog han Det treschowske Legat.[4]
Endnu i sin høje alderdom vedblev han at male, og forbavsende var den sikkerhed i øje og hånd, hvorom næsten til det sidste – han døde 11. december 1885 – udførelsen af enkelthederne i hans små, meget gennemarbejdede billeder bar vidnesbyrd; heller ikke mistede han med årene den evne til klar og dramatisk fortælling, der alt i ungdommen havde skaffet hans kunst så mange venner.[4]
I 1852 blev han Ridder af Dannebrog og i 1874 Dannebrogsmand.
I 1852 fik han opført en villa med atelier på Gammel Kongevej 117 (senere nedrevet) ved arkitekten P.C. Hagemann, der havde givet maleren to forskellige forslag at vælge imellem. Her boede han til sin død.
Noter redigér
- ^ a b Müller, Sigurd: Simonsen, Niels, 1807-85, Maler i Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C. F. Bricka, København 1901; 1. udgave, 15. bind; s. 598
- ^ a b c d Müller, Sigurd: Simonsen, Niels, 1807-85, Maler i Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C. F. Bricka, København 1901; 1. udgave, 15. bind; s. 599
- ^ a b c d Müller, Sigurd: Simonsen, Niels, 1807-85, Maler i Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C. F. Bricka, København 1901; 1. udgave, 15. bind; s. 600
- ^ a b c d Müller, Sigurd: Simonsen, Niels, 1807-85, Maler i Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C. F. Bricka, København 1901; 1. udgave, 15. bind; s. 601
Kilder redigér
- Müller, Sigurd: Simonsen, Niels, 1807-85, Maler i Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C. F. Bricka, 15. bind; København 1901; s. 596-601)
