Nunatta Qitornai (dansk: Vort lands efterkommere) er et grønlandsk separatistisk politisk parti stiftet i september 2017 af forhenværende minister for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq, der tidligere var medlem af Siumut.[1] Partiet stillede op til landstingsvalget 24. april 2018 med tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond på kandidatlisten.

Baggrund redigér

I april 2017 blev Vittus Qujaukitsoq afskediget som minister af landstyreformand Kim Kielsen på grund af hård kritik af den danske og amerikanske håndtering af miljøsituationen omkring Thulebasen. Qujaukitsoq udfordrede efterfølgende Kielsen ved et kampvalg om formandsposten på Siumuts landsmøde i juli 2017;[2] han tabte afstemningen 19-48 og forlod efterfølgende Siumut.

Vittus Qujaukitsoq er tilhænger af en hurtig etablering af en uafhængig grønlandsk stat, uanset de økonomiske konsekvenser, mens Kim Kielsen og flertallet i Siumut foretrækker en gradvis overgang til selvstændighed.

Politik redigér

Udover en hurtig overgang til selvstændighed går partiet ind for en decentralisering af den offentlige administration med oprettelse af 17 kommuner baseret på den nuværende bosættelsesstruktur for at sikre øget nærdemokrati og borgernær service.[3]

Navn redigér

Nunavta Qitornai (gammel stavemåde) var navnet på en patriotisk og oplysende ungdomsforening stiftet i 1941 af Augo Lynge, der var en markant fortaler for et nært grønlandsk-dansk samarbejde og Grønlands inkorporering i den danske stat; hans barnebarn har kritiseret anvendelsen af det historiske navn til et separatistisk parti som respektløst.[4]

Noter redigér

  1. ^ "Grønlandske partier kæmper for at blive opstillede". altinget.dk. 6. marts 2018. Hentet 9. august 2018.
  2. ^ http://sermitsiaq.ag/kim-kielsen-vinder-suveraent-formandsopgoer
  3. ^ "Nunatta Qitornai: Vi arbejder på at etablere 17 kommuner". sermitsiaq.ag. 29. marts 2018. Hentet 31. marts 2018.
  4. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 3. april 2018. Hentet 3. april 2018.
 Spire
Denne artikel om grønlandsk politik er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.