Hippolyte Delaroche kaldet Paul (født 17. juli 1797 i Paris, død 4. november 1856 sammesteds) var en fransk historiemaler.

Hippolyte "Paul" Delaroche
Paul Delaroche
Personlig information
Født Hippolyte De La Roche
17. juli 1797
Paris
Død 4. november 1856
Paris
Gravsted Cimetière de Montmartre Rediger på Wikidata
Nationalitet Frankrig Fransk
Søskende Jules Delaroche Rediger på Wikidata
Ægtefælle Louise Vernet Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Felt Historiemaleri
Uddannelses­sted École nationale supérieure des Beaux-Arts Rediger på Wikidata
Elev af Antoine-Jean Gros, Louis Étienne Watelet Rediger på Wikidata
Medlem af Accademia delle Arti del Disegno,
Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi,
Académie des beaux-arts,
Société de l'histoire de France (fra 1835) Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Kunstmaler, billedhugger, tegner, fotograf, illustrator Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver École nationale supérieure des Beaux-Arts Rediger på Wikidata
Arbejdssted Paris Rediger på Wikidata
Elever Charles Landelle, Charles Nègre, Pierre Edmond Alexandre Hédouin, Edward Armitage, Henri Le Secq med flere Rediger på Wikidata
Kendte værker Henrettelsen af Lady Jane Grey, Bonaparte krydser Alperne, Attentatet på Hertugen af Guise, Karl | fornærmet af Cromwells soldater Rediger på Wikidata
Genre Historiemaleri Rediger på Wikidata
Inspireret af Louis Étienne Watelet, Antoine-Jean Gros
Inspirerede Friedrich Bouterwek, Eugène-Ferdinand Buttura, Charles-François Daubigny, Félix Hullin de Boischevalier, Jean-Léon Gérôme, Jean-Baptiste-Ange Tissier, Charles-Marie de Sarcus, Jean-François Millet
Nomineringer og priser
Udmærkelser Officer af Æreslegionen (1834),
Pour le Mérite for videnskab og kunst Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Først landskabsmaler redigér

Delaroche begyndte som landskabsmaler, men gik snart under Antoine-Jean Gros over til historiemaleriet, vandt bifald med Den lille kong Joas frelses , snart efter med Dronning Elisabeths død og Præsident Duranti myrdes. På Parisersalonen 1831 mødte han op med flere af sine hovedværker: Mordet på Edvard IV’s Sønner, Cromwell ved Karl I's kiste (Museum i Nîmes, replika i Hamburger Kunsthalle) og de to små billeder: Richelieu fører Cinq-Mars og de Thou med sig på Rhonen, Wallace Collection, London og Mazarin’s dødsleje, sammesteds.

Historiemaler redigér

Fra nu af var Delaroche for lange tider publikums fejrede historiemaler; 1832 blev han akademimedlem, snart efter professor ved École d. beaux-arts. Slag i slag fulgte nu historiemalerier, kendte og beundrede hele Europa over gennem dygtige stik af Louis Pierre Henriquel-Dupont og andre. Til de mest berømte hører Jane Greys henrettelse (1834), Straffords gang til skafottet (Sutherland House, England), Karl I hånes af Cromwells soldater, Hertugen af Guises mord, Marie Antoinette efter domfældelsen, Girondisterne og det skønne Liget af en kvindelig martyr, 1855. Emnerne var effektfulde situationer, gerne af anekdotemæssig art, rystende motiver, hvor kunstneren fint og behændigt, med blik for det spændende, henlægger fremstillingsmomentet til lige før eller efter den grufulde dåd; fremstillingen scenemæssig, indtagende og klar, sikker og fast i tegningen, koloristisk virkningsfuld ved den illuderende gengivelse af dragters og bohavets fløjl, silke og guld. Delaroche imødekom tidens smag for det historiske i romantisk belysning; han lagde et mægtigt forstudium i sine arbejder (også i det arkæologiske apparat, benyttede voksfigurer til gruppeorientering, berømte skuespillere som modeller), og han gav netop, hvad folk ville have; medens Delacroix' voldsomme lidenskab gik dem over hovedet, rørtes de ved Delaroches melankolsk-følsomme strenge. Den øjeblikkelige styrke (og den skæbnesvangre svaghed i det lange løb) ved Delaroches kunst var dens justemilieu-karakter, dens eklektiske blanding af Jean Auguste Dominique Ingres’ linjestrenghed og romantisk kolorit (en kolorit, der var en ubestridelig dygtig og blændende kolorit, men ikke en malerisk samklang), dens teatralske sceneri, der gav historiske anskuelsesbilleder, men var tam, nøgternt reflekterende i opfattelsen. Dette Delaroches anekdotemaleri gik længe gennem elever og efterlignere sin sejrsgang kunstverdenen rundt, men mødes nu til dags af ubarmhjertig kritik.

Kritik og tab af hustru redigér

Allerede på sin kunsts tinde mødte Delaroche dog hist og her skarpe domfældelser. Krænket herover og dybt nedbøjet og religiøst grebet ved tabet af sin hustru i 1845, Horace Vernets åndfulde og smukke datter, samlede Delaroche sig mere og mere i de senere år om det kirkelige maleri (Kristus i Gethsemane, Kristi gravlæggelse med videre) og om portrætfaget. Som portrætmaler var han ofte fortrinlig. Blandt hans bedste ydelser kan nævnes: Henriette Sontag i Donna Annas Rolle, Guizot, 1839, Ny Carlsberg Glyptotek i København, Gregor XVI, 1844, Museum i Versailles, C. Vernet, James-Alexandre de Pourtalès, hans to sønner, 1851, Adolphe Thiers med videre; endvidere posthume billeder af Napoleon, det berømte Napoleon i Fontainebleau, 1845 og andre.

Hemicyklen redigér

 
venstre del af Hémicycle, 1841–1842
 
den centrale del af Hémicycle, 1841–1842
 
højre del af Hémicycle, 1841–1842

Måske den største af sine mange triumfer fejrede Delaroche på monumentalmaleriets område; 1837 og følgende år malede han i halvrundingen i Salle des examens i l’École de beaux-arts i Paris Kunstens Apoteose, et vældigt værk (i olie), 15 m bredt og 5 m højt, fremstillende ca. 70 af de mest berømte kunstnere fra antikken til 18. århundrede og nogle allegoriske figurer, anbragte foran en søjleporticus; også dette arbejde, efter dets plads gerne kaldt Hemicyklen (kendt stik af Henriquel-Dupont) virkede i lange tider forbilledligt for lignende fremstillinger.

Malerier udført af Paul Delaroche redigér

Eksterne henvisninger redigér

Litteratur redigér

  • Mr. Delaroche, par un homme de rien, Paris 1844
  • E. de Mirecourt, Les Contemporains Paul Delaroche, Paris, 1856
  • Halévy, Note sur la vie et les ouvrages de Mr. Paul Delaroche, 1858
  • Rees, H. Vernet and Paul Delaroche London, 1880
  • de Lalaing, Les Vernet, Géricault et Delaroche, Paris, 1888
  • Delaborde, Æuvre de Paul Delaroche, Reproduktion en photographie, 1858


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.