En triskele (gr. τρι-σκελής tri-skelḗs "tre-benet") er et symbol, som består af tre symmetrisk bøjede ben eller stiliserede former som tre spiraler, γ-formede arme eller lignende, der udgår fra et centralt punkt.

Isle of Mans flag – et af de meste kendte eksempler på brug af triskele-symbolet
Spiral-triskele

Varianter, hvor der bruges ben, regnes ofte som ktoniske symboler, dvs. symboler for underjordiske kræfter, medens varianter med spiraler gerne regnes for solsymboler. Sidstnævnte type er også blevet brugt i kristen kontekst i middelalderen; nemlig som symbol på treenigheden, særligt i keltiske kulturer, hvor symbolet egtl. går tilbage til førkristen tid. Figuren med de tre ben ses bl.a. på græske mønter og vaser. Den trebenede figur findes også i mange våbenskjold, medens en version, der består af tre hageformede streger, ofte findes i bogmærker.

Den mest kendte brug af en triskele er i Isle of Mans flag og som symbol for Sicilien og Bretagne.

I moderne tid bruges triskeler også i symboler af nynazistiske og racistiske grupperinger, af visse BDSM-grupper og af enkelte grupper inden for asatro og wicca.

Eksterne henvisninger redigér