Trossamfund

Trossamfund er religiøse foreninger med dyrkelse af religionen som formål.

Trossamfund i Danmark redigér

Før 1. januar 1970, hvor den nugældende ægteskabslov trådte i kraft, blev godkendelse givet som en anerkendelse af trossamfundet ved en kongelig resolution. Der er i alt 11 trossamfund, der er anerkendt ved kongelige resolution. Efter 1970 bliver trossamfund ikke betegnet som anerkendte men som godkendte trossamfund.

Sankt Petri tyske menighed i København udgør et særtilfælde, hvor man på en og samme tid er en egen menighed såvel som en del af folkekirken.

Lov nr. 1533 af 19. december 2017 om trossamfund uden for folkekirken trådte i kraft den 1. januar 2018. Med loven ophæves den hidtidige opdeling mellem anerkendte og godkendte trossamfund. Det betyder, at den samlede betegnelse for trossamfund, der har opnået anerkendelse i Danmark fremover vil være 'anerkendte trossamfund'^[1].

Hertil findes der private religiøse organisationer, som hverken betragtes som godkendte eller anerkendte.

Folkekirken, der har 76 procent af befolkningen (tal fra 2017) som medlemmer, er ikke en forening, men snarere en offentlig forvaltning. I modsætning til trossamfundene er folkekirkens ydre forhold reguleret af lovgivning.

Gennem mange år regulerede Kirkeministeriet trossamfundenes forhold i henhold til Grundloven. I november 2007 overtog Familiestyrelsen under Justitsministeriet administrationen af trossamfundene. Den 3. oktober 2011 kom Familiestyrelsen under Social- og Integrationsministeriet. Fra 4. januar 2012 administreres trosamfundene af Ankestyrelsens Familieretsafdeling under Socialministeriet. Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund skal udtale sig, inden Ankestyrelsen kan godkende et trosssamfund. I 2012–2015 hørte trossamfundene således under socialminister Manu Sareen, men den 28. juni 2015 overtog kirkeministeriet igen administrationen af trossamfundene^[2].

Anerkendte og godkendte trossamfund redigér

I enevældens tid skulle alle borgere i udgangspunktet være medlem af statskirken. Med grundloven af 1849 blev der dog indført religionsfrihed i Danmark, og junigrundloven omtaler specifikt muligheden af at være medlem af "et i Landet anerkjendt Troessamfund"^[3]. Allerede inden grundloven havde tre trossamfund – Den katolske Kirke, Den Reformerte Kirke og Mosaisk Trossamfund – fået lov til at etablere sig i Fredericia ved kongelig resolution af 1682^[4], og disse blev nu ved kongelig resolution tildelt status af "anerkendt trossamfund". De næste godt hundrede år blev yderligere en række kristne trossamfund anerkendt ved kongelig resolution. Anerkendelse omfatter retten til at udføre retsgyldige vielser, at navngive retsgyldigt og at føre kirkebøger og udstede attester herfra med borgerlig gyldighed. Derudover giver anerkendelse også visse skattefordele. I alt findes der 11 anerkendte trossamfund.^[5]

Med tiden blev den meget omfattende anerkendelse ved kongelig resolution dog anset for at være utidssvarende, ikke mindst taget i betragtning at antallet af trossamfund i Danmark var stadigt voksende. Med ægteskabsloven af 4. juni 1969 indførte man i stedet en ny kategori – nemlig trossamfund, der ikke er anerkendte ved kongelig resolution, men som staten administrativt har tildelt vielsesbemyndigelse. Disse er de godkendte trossamfund. Den nye status som godkendt trossamfund medfører ikke ret til at føre kirkebøger og udstede attester, men kun til at foretage retsgyldige vielser og giver derudover også en række skattefordele. I 2011 fandtes der i Danmark 125 godkendte trossamfund med sammenlagt 703 lokale menigheder, idet ét trossamfund kan have mange lokale menigheder.^[6]

Herudover findes der religiøse menigheder og trossamfund, som hverken er anerkendte eller godkendte (fx Scientology).

For at en præst kan vie folk krævedes tidligere en godkendelse fra det relevante ministerium – denne godkendelse har som sådan intet med præstens teologi at gøre, men begrundes snarere i at præsten ved vielsen udøver verdslig myndighed.