Stærkodder

nordisk sagnhelt og skjald
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler sagnhelten. For panserskibet Stærkodder, se Kotetsu.

Stærkodder (norrønt Starkad = den stærke[1]) var en nordisk sagnhelt og skjald med ufattelig styrke og en temmelig underfundig retskaffenhed. Han boede efter sigende et sted i Sverige og havde danske aner.

Stærkodder ved Sveriges nordgrænse, nær Murmansk, på Olaus Magnus' Carta Marina (1539).

I Gesta Danorum er Stærkodder næst efter biskop Absalon den mest omtalte person. Her fortælles om tiden fra Stærkodder trådte i kong Frodes tjeneste og frem til hans død. Hans tidlige ungdom beskrives i Gautreks saga.[2]

BaggrundRediger

 
Stærkodder og hans dyder.

Hans farfar var en jætte, der også hed Starkad og havde otte arme. Han røvede kongedatteren Alfhild, men blev slået ihjel af Thor. Alfhild og Starkads sønnesøn er den Starkad (Stærkodder), som Saxo fortæller om.[3]

Stærkodder minder selv om en jætte, og Saxo har hørt, at han som barn havde otte arme ligesom sin farfar, indtil Thor rykkede seks af dem af.[4] Stærkodders blodtørst får ham til at minde om en bersærk. Han dræber Angantyr og dennes 11 brødre for prins Helge. Derefter er han nær ved også at dræbe Helge; han er i en blodrus, og falder først til ro, da Helge har slået ham i hovedet med sit sværd.[5] Mens alle andre søger ly under en forrygende snestorm, sætter Stærkodder sig til på åben mark, hvor han lægger overtøjet og piller lopper.[6] Der er ingen kvinder i hans liv, udover fosterdatteren Helga. Hendes første frier, guldsmeden, hugger Stærkodder bagdelen af.[7]

HirdskjaldRediger

I det islandske Skáldatal kaldes han de danske kongers skjald og den ældste fyrsteskjald. Saxo gendigtede på latin et kvad som sagdes at være af Stærkodder. I Gautreks saga er kvadet Vikarsbálkr tillagt ham. Sagnene om Stærkodder hører hjemme i vikingetiden; nogle træk kan være ældre og blev fortalt i alle de nordiske lande til ud i middelalderen, men i forskellige versioner til forskellige tider og steder. Han beskrives som overnaturlig stor og stærk. I Gautreks saga medvirker han til, at kong Vikar ofres til Odin.[8] "Det var min sørgeligste gerning", udtaler Stærkodder selv. Digtet er dog ikke ældre end fra 1200-tallet.[9]

Kriger og svigerRediger

Han nævnes også blandt kæmperne i Bråvallaslaget mellem den svenske konge Sigurd Ring og Harald Hildetand,[10] og domkirken i Lund skal have vist en af Stærkodders tænder frem til besøgende.[11]

Efter sin kamp med Angantyr lå Stærkodder i vejkanten med sine tarme i hænderne. Snart kom en kræmmer dog forbi og tilbød sin hjælp. Ham skældte Stærkodder ud for hans latterlige håndtering. Den næste forbipasserende tilbød også sin hjælp, men han var gift med en anden mands trælkone, og gjorde jordarbejde for hendes herre for at købe sin kone fri. Sådan en ville Stærkodder heller ikke have med at gøre. Hvorfor havde han ikke giftet sig med en fribåren kvinde? Så kom en kvinde forbi og tilbød sin hjælp; men hun var selv trælkvinde og ovenikøbet på vej til sit arbejde i møllen, så det skulle han ikke have noget af. Omsider kom en fri bondesøn forbi. Ham priste Stærkodder for hans udmærkede herkomst og lod ham binde sine tarme på plads med pilebark.[12]

 
Lorenz Frølich: Stærkodder søger Døden (1907).

Af guderne blev Stærkodder både velsignet og forbandet. Guden Thor, der havde dræbt hans farfar, bestemte at han ingen børn skulle få, mens Odin tildelte ham tre mands levetid. Thor tilføjede, at han i løbet af hver af de tre mands levetid skulle begå en niddingdåd. Odin lovede ham de skarpeste våben og de bedste brynjer, mens Thor bestemte, han han hverken skulle vinde sig land, rige eller jordegods. Odin gav ham meget guld og rigt bytte, mens Thor bestemte, at han aldrig skulle blive tilfreds, men altid ønske sig mere. Odin gav ham overlegenhed og sejr i kamp, mens Thor lovede ham mange og svære sår. Odin skænkede ham evnen til at digte kvad, og Thor tog den fra ham igen, så han aldrig kunne huske, hvad han selv havde digtet. Odin sørgede til sidst for, at han kom til at sidde til bords med konger og jarler og være høvdingers ven; men Thor bestemte, at almindelige mennesker ville se på ham med foragt.[13]

Modsat har Georges Dumézil beskrevet Stærkodder som en proletarisk thorshelt stillet overfor aristokratiets odinshelte. Det syn har han dog revideret, og i Destiny of the Warrior fokuserer han på de tre forbrydelser: Mordet på kong Vikar, flugten efter kong Ragnalds fald, og mordet på kong Åle. Tre gange svigter Stærkodder sin troskabsed som de tre kongers hirdmand.[14] Han medvirker til, at skin-ofringen af kong Vikar bliver alvor. Da kong Ragnald falder i kamp, flygter Stærkodder i stedet for at hævne ham. Han dræber - ovenikøbet mod betaling - sin ven kong Åle. Saxo forklarer dette med, at Gud ville vise Stærkodder, at hans betingelser ikke adskilte sig fra andres, og dertil, at Odin skulle have lovet Stærkodder et ekstra liv for hver ugerning, han begik.[15]

Til overmål opflammer Stærkodder kong Ingjald til at hævne sin far at dræbe sine svogre under et gilde. Saxo hævder, at Stærkodder frelser kongen og folket fra et fremmedherredømme. Men ud fra norrøn tankegang var handlingen forkastelig. Drabsofrene var jo både Ingjalds gæster og hans familie, og skulle være beskyttet af den fred, der forventedes ved et gilde.[16]

Stærkodders dødRediger

Stærkodder sad på sin ødegård. Han følte sig gammel og træt. Men da ingen i verden kunne måle sig med ham i kamp, kunne han ikke falde i sådan én. Han besluttede sig for at gå ud efter sin skæbne.

På en skovvej mødte han en ung mand til hest, og spurgte den unge om hans fødested og familie. Han fik et respektabelt svar og besluttede sig for at tilbyde den unge mand en pose med guld og sit sværd, til gengæld for at få en værdig død ved den unge mands hånd, og sit eget sværd. Han brugte dermed sit guld til at købe sin egen drabsmand, som han ifølge Saxo planlagde at dræbe efter sin død ved at aftale, at banemanden efter halshugningen skulle springe mellem Stærkodders hoved og krop. Derved ville Stærkodders faldende krop angiveligt knuse banemanden.[17] 

ReferencerRediger

  1. ^ Jonna Louis-Jensen: Starkad i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=164159
  2. ^ Jens Kristian Lindhardt Boll: "Starkad og Egil Skallagrimson som odinshelte" (s. 34), Religionsvidenskabeligt tidsskrift 1986
  3. ^ [1] Gyldendals leksikon om nordisk mytologi
  4. ^ Jens Kristian Lindhardt Boll: "Starkad og Egil Skallagrimson som odinshelte" (s. 37)
  5. ^ Jens Kristian Lindhardt Boll: "Starkad og Egil Skallagrimson som odinshelte" (s. 19)
  6. ^ Jens Kristian Lindhardt Boll: "Starkad og Egil Skallagrimson som odinshelte" (s. 39)
  7. ^ Jens Kristian Lindhardt Boll: "Starkad og Egil Skallagrimson som odinshelte" (s. 42)
  8. ^ https://snl.no/Starkad_den_gamle
  9. ^ https://heimskringla.no/wiki/FJ-Litteraturhist.Bd.2_-_Vikarsbálkr_m.m.
  10. ^ http://runeberg.org/salmonsen/2/3/0853.html
  11. ^ https://denstoredanske.lex.dk/k%C3%A6mper_-_overnaturlige_v%C3%A6sener
  12. ^ Hartvig Frisch: Europas kulturhistorie bind 2 (s. 229), Gyldendal, Oslo 1963
  13. ^ https://www.nb.no/nbsok/nb/67868483fb07a70a58ad1cff8ec8c677?lang=no#185
  14. ^ Jens Kristian Lindhardt Boll: "Starkad og Egil Skallagrimson som odinshelte" (s. 35)
  15. ^ Jens Kristian Lindhardt Boll: "Starkad og Egil Skallagrimson som odinshelte" (s. 39)
  16. ^ Jens Kristian Lindhardt Boll: "Starkad og Egil Skallagrimson som odinshelte" (s. 40)
  17. ^ Jens Kristian Lindhardt Boll: "Starkad og Egil Skallagrimson som odinshelte" (s. 44)