Storhertugdømmet Oldenborg
For alternative betydninger, se Oldenborg.
Storhertugdømmet Oldenborg (tysk: Großherzogtum Oldenburg eller Holstein-Oldenburg) var et storhertugdømme efter Wienerkongressen i 1815. Under Det tyske forbund (1815-1866), Det nordtyske forbund (1866-1871) og Det Tyske Kejserrige (1871-1918). Oldenborg bestod af tre vidt adskilte områder: Oldenburg, Eutin og Birkenfeld. Det var det 10. største af de tyske stater, havde én stemme i Forbundsrådet og tre pladser i Rigsdagen.
Storhertugdømmet Oldenborg Großherzogtum Oldenburg | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1814–1918 | |||||||||
 Flag
 Nationalvåben
| |||||||||
.svg) Oldenborg i det Tyske Rige | |||||||||
| Hovedstad | Oldenburg | ||||||||
| Regeringsform | Konstitutionelt monarki | ||||||||
| Storhertug | |||||||||
• 1814–1823 | Peter Frederik Vilhelm | ||||||||
• 1823–1829 | Peter I | ||||||||
• 1829–1853 | August I | ||||||||
• 1853–1900 | Peter II | ||||||||
• 1900–1918 | Frederik August II | ||||||||
| Staatsminister | |||||||||
• 1814–1842 | Karl von Brandenstein | ||||||||
• 1916–1918 | Franz Friedrich Ruhstrat | ||||||||
| Historie | |||||||||
| 1814 | |||||||||
| 9. november 1918 | |||||||||
| Valuta |
Daler (frem til 1858) Vereinsthaler (1858–1873) Goldmark (1873–1914) Papirmark (1914–1918) | ||||||||
| |||||||||
BefolkningsforholdRediger
Størstedelen af storhertugdømmets indbyggere var fra det saksiske folkeslag, selv om der mod nord og vest også var mange efterkommere af friserne. Forskellen mellem de to folkeslag var for det meste mærkbar, selv om plattysk stadig var det dominerende sprog i hertugdømmet. Dog blev der i området omkring Saterland hovedsageligt talt saterfrisk.
Befolkningen var ujævnt fordelt. Enkelte steder boede der over 300 pr. kvadratkilometer, mens der i gesten boede omkring 40 pr. kvadratkilometer. Omkring 70 % af befolkningen boede i landdistrikter. Havnen i Wilhelmshaven ved Jadebusen blev opført af Kongeriget Preussen, der overtog dette areal fra Oldenborg ifm. Jade-traktaten.
HistorieRediger
1813–1848Rediger
Efter Napoleons fald kom Peter 1. i november 1813 tilbage til sit land[1][2] fra sit eksil, som han havde tilbragt i Rusland[2][3]. Ved Wienerkongressen 1814–1815 ophøjedes landet til storhertugdømme, men Peter 1. antog dog aldrig denne titel. Samtidig med at landet genoprettedes, fik man som eneksklave tillige fyrstendømmet Birkenfeld. Nu omfattede landet tre forskellige områder, eftersom fyrstendømmet Lübeck var en eksklave. I to trin, 1818 og 1823, fik Oldenborg herredømmet over Jever tilbage fra den russiske zar Alexander 1.[3][4][5][6] Da Peter 1. døde i maj 1829, overtog hans ældste søn August regeringen. Han antog samtidigt titlen storhertug.
1848–1900Rediger
.JPG)
Som følge af revolutionerne i 1848 udarbejdedes den første oldenborgsk forfatning. Den trådte i kraft den 18. februar 1849 men revideredes allerede i 1852. I februar året efter døde August 1., og hans ældste søn Peter blev storhertug. Under Peters regering blev 1854 herredømmet In- og Kniphausen atter en del af Oldenborg. I 1854 gik Oldenborg ind i den tyske toldunion. I den dansk-tyske krig 1864 var Oldenborg neutral, men neutraliteten blev krænket af de preussiske tropper i Schwartau under deres opmarch i slutningen af januar. I krigen mellem Preussen og Østrig 1866 kæmpede oldenborgske tropper på Preussens side mod Østrig, og året efter blev landet medlem af det af Preussen ledede nordtyske forbund. Endvidere deltog oldenborgske regimenter i den fransk-tyske krig 1870-1871. Den sidste del af Peter 2.s regering blev relativt fredelig, og efter omkring 47 år på tronen døde han i juni år 1900.
Storhertugdømmets ophørRediger
Ved sin faders død blev Frederik August storhertug. Han regerede til 1. verdenskrigs afslutning, da de tyske monarkier styrtedes ved novemberrevolutionen. I en alder af knapt 66 år abdicerede han efter pres og trak sig tilbage til slottet Rastede. Der døde han i 1931.
