Åbn hovedmenuen

Synkopetidenyngre urnordisk – sproghistorisk betegnelse for perioden 500-700 i slutningen af urnordisk hvor det norrøne sprog undergik en udtaleforvandling: synkopen.

Mange tryksvage mellem- og slutvokaler forsvandt – urnordiske trestavelsesord blev på norrønt til tostavelsesord. (Der findes mere radikale eksempler, som f.eks. *haraƀanaz>hrafn (ravn)).

Mange af de forsvundne vokaler havde, før de forsvandt, forårsaget en omlyd i den foregående vokal, der var forskellig alt efter den forsvundne vokal. Disse forskelle blev nu betydningsbærende. Det førte til at sproget fik flere forskellige vokaler (æ og ø er vistnok opstået på den måde) og nogle bøjningsmønstre, der måske forekommer en nutidsdansker besynderlige, hvoraf enkelte stadig findes i nudansk: et barnflere børn. På moderne islandsk og færøsk er disse bøjninger stadig almindelige og benyttes, i hvert fald på islandsk til at danne nye ord per analogi.

F.eks.: Land, flertal lönd (sådan bøjes alle intetkønsnavneord med a som stammevokal[1]), hjörtur (hjort, u-brydning), ejefald hjartar (a-brydning), dativ hirti (i-omlyd). Stammevokalen i hjörtur var faktisk e, skønt dette e ikke ses nogetsteds i bøjningen i dag.

Islændingene og færingene har i øvrigt delvist "fortrudt" synkopen og har puttet en indskudsvokal u ind, for at gøre udtalen nemmere[2]. F.eks. er det oldislandske Baldr (guden Balder) på moderne islandsk og færøsk blevet til Baldur. På islandsk udtales disse u-er som en ret neutral, y- eller ø-agtig lyd[3]. Disse svarer ikke til de urnordiske mellemvokaler som forsvandt i synkopetiden. Urnordisk: *sunuR[4], *fiskaR, *gastiR[5]. Oldnordisk: sonr, fiskr, gestr. Nyislandsk: sonur, fiskur, gestur.

Foregående: Det danske sprogs udvikling Efterfølgende:
Urnordisk
200-500
Norrønt
700-1350

NoterRediger

  1. ^ På urnordisk var entallet *landa, og den endelse kunne ikke forårsage ændringer, men flertallet var *landu og her havde u-et en omlyd til følge før det forsvandt.
  2. ^ Dette u har til følge, at endelsen -ur er den hyppigste på islandsk overhovedet, og hvis man nu til dags vil karikere islandsk sker det gerne ved at man tilføjer et -ur på alle mulige og især umulige steder.
  3. ^ U-et udtales præcis som öh-et i tysk Föhn
  4. ^ Den oprindelige første vokal var u. At vi i moderne islandsk har o beror på analogi med fald, som undergik a-omlyden u>o.
  5. ^ Det for urnordiske studier klassiske tegn R for endelsen er nu ved at blive erstattet med -z.