Åbn hovedmenuen

Theodosius den Store

(Omdirigeret fra Theodosius I den Store)
Theodosius den Store på mønt.

Theodosius den Store eller Theodosius 1., (egl. Flavius Theodosius) (11. januar 34717. januar 395) var romersk kejser 379-395, og den sidste kejser, som regerede hele Romerriget.

BaggrundRediger

 
Theodosius i logen i hippodromen i Konstantinopel.

Han var af officersfamilie fra Spanien, deltog i felttog til England, og kæmpede mod germanerneBalkan, da kejser Valens' nederlag og død mod goterne 378 pludselig skabte krise. Senatet kaldte Theodosius til hjælp, og han udnævntes i 379 til kejser sammen med de to mindreårige Gratian og Valentinian 2., hvis søster han giftede sig med. Reelt blev han dermed overkejser, men først få måneder før sin død opnåede han det officielle eneherredømme.

Theodosius' regering faldt sammen med folkevandringernes første fase og prægedes af fornyelse indadtil og begyndende sammenbrud udadtil. Ved tronbestigelsen blev han kristen, og som lovgiver opbyggede han den nye kristne romerske stat, mens han ustandselig måtte kæmpe mod germanske indfald og tronkrævere.

MagtfordelingRediger

På Balkan lykkedes han med stort besvær at drive goterne tilbage til deres enemærker. Men han måtte flere gange kæmpe mod nye indfald og ansatte i vidt omfang germanske generaler - vigtigst var vandalen Stilicho - til at bekæmpe deres stammefrænder. Efter medkejseren Gratians død i 383 måtte Theodosius dele magten med tronkræveren Magnus Maximus, men ham besejrede han og lod ham halshugge i 388. I de sidste år kæmpede han mod modkejseren Eugenius, som var blevet opstillet af den germanske general Arbogast[1] efter Valentinians død; ham nedkæmpede han i 394, kort før sin død.

Ved Theodosius’ død deltes riget mellem hans to mindreårige sønner Arcadius og Honorius, aom han fik med sin første kone, Aelia Flavia Flaccilla. Sønnerne fik henholdsvis øst- og vestdelen – begyndelsen til det byzantinske og det vestromerske rige. Hans slægt regerede i disse riger til 450 og 455.

Med sin anden kone Galla, datter af Valentinian 1. og Justina, fik Theodosius datteren Aelia Galla Placidia. Hun var det eneste af hans børn, der levede til voksen alder.

ReligionRediger

 
Anthonis van Dyck: Skt. Ambrosius og kejser Theodosius.

Under Theodosius sejrede kristendommen definitivt. I 380 indførtes søndagen som obligatorisk helligdag, og Theodosius gjorde den krstine tro til genstand for sin kejserlige befaling: "Det er Vor vilje, at alle de folkeslag, Vi hersker over, skal udøve den religion, som den guddommelige apostel Peter formidlede til romerne. Vi skal tro på Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd som én sand Guddom, idet de i ligeværdig majestæt udgør Den hellige treenighed. Vi befaler, at alle som følger denne regel, skal kaldes katolske kristne. De øvrige, som Vi holder for at være afsindige og sindssyge, skal bære skændslen af kætterske dogmer. Deres mødesteder skal ikke få navn af kirker, og de skal rammes først af guddommelig hævn og dernæst af den straf, Vi skal lade komme over dem på Vort eget initiativ, som Vi skal træffe i overensstemmelse med Guds dom." Theodosius udlagde sin egen vilje lig Guds, og i 380 lod han sig endog beskrive som "den synlige Gud".[2]

Han var flere gange i strid med sine medregenter af religiøse årsager. I 388 blev en synagoge nedbrændt i Callinicum ved Eufrat på initiativ af biskoppen i Edessa. Theodosius krævede gerningsmændene straffet, og synagogen genopbygget på biskoppens regning. Da greb Skt. Ambrosius harmfuldt ind fra Milano: En kirkens mand skulle ikke tvinges til at bygge en synagoge, "et vantroens og ryggesløshedens sted": "Jeg erklærer, at jeg har stukket synagogen i brand, ja, at jeg har givet ordre til det, for at det ikke længere skulle være et sted, hvor Kristus blev fornægtet," skrev han. Kirkens magt var stor nok til, at Ambrosius fik tvunget kejseren til at tilbagekalde ordren og indvilge biskoppen i Edessa og de øvrige gerningsmænd straffrihed.[3]

390 udbrød en opstand i en græsk by, efter at en populær væddeløbskører var sat i fængsel. Byens guvernør blev myrdet. Kejseren var i Milano og sendte befaling om at foretage en massakre. Flere tusinde af væddeløbskørerens tilhængere blev inviteret til en forestilling i det lokale cirkus, men så snart de var kommet ind, blev portene låst, og kejserens soldater gik i gang med at dræbe dem. Mere end 5.000 blev henrettet. Da kirkefaderen Skt. Ambrosius fik det at høre, sagde han til Theodosius, at han ikke kunne give ham nadver, før han offentlig havde gjort bod for denne forbrydelse. Theodosius holdt sig borte fra kirken, men godtog til sidst Ambrosius' forlangende. Foran en tætpakket forsamling tog han sine strålende kejserlige gevanter af, og bad om tilgivelse. Det måtte han gentage ved flere anledninger, inden Ambrosius til sidst gav ham sakramentet juledag. Det krævede et enestående mod at ydmyge en byzantinsk kejser på dette vis, og det er det første eksempel på gejstlig autoritet stillet op mod kejsermagten.[4]

I 392 blev den kristne lære stats- og enereligion, og i 394 blev De Olympiske Lege forbudt som hedenske fester.[5] Det er dog usikkert, om lovenes strenge tekst er et resultat af gejstligt pres.

HenvisningerRediger

  1. ^ https://www.britannica.com/biography/Arbogast
  2. ^ Bamber Gascoigne: De kristne (s. 37-39), forlaget Grøndahl, Oslo 1978, ISBN 82-504-0275-8
  3. ^ Jørgen Hansen: Englene og al deres væsen (s. 334-5), forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-12114-2
  4. ^ Bamber Gascoigne: De kristne (s. 43)
  5. ^ https://snl.no/Theodosius_den_store

Ekstern henvisningRediger

Wikimedia Commons har medier relateret til:
Foregående: Romerske kejsere Efterfølgende:
Valens
364 - 378
Arcadius 395 - 408
Honorius 395 - 423