Torreilles (på Catalansk: Torrelles de la Salanca) er en by og kommune i departementet Pyrénées-Orientales i Sydfrankrig. Torreilles er en gammel landbrugsby, hvor man traditionelt har dyrket grøntsager og vin. Siden 1970'erne har turisme også været en væsentlig indtægtskilde på grund af kommunens 4 km lange sandstrand.

Torreilles
fransk kommune (commune)
Kommunevåben for Torreilles
Torreilles ligger i Frankrig
Torreilles
Torreilles
Kommunevåben for Torreilles Torreilles' placering i Frankrig
Kirken Saint-Julien-et-Sainte-Basilisse
Kirken Saint-Julien-et-Sainte-Basilisse
Land Frankrig Frankrig
Region Occitanie Occitanie
Departement Pyrénées-Orientales Pyrénées-Orientales
Arrondissement Perpignan
Kanton La Côte Salanquaise
Interkommunal enhed Perpignan Méditerranée Métropole
Borgmester Marc Medina (fra 2014)
Geografi
Koordinater 42°45′21″N 02°59′41″Ø / 42.75583°N 2.99472°Ø / 42.75583; 2.99472Koordinater: 42°45′21″N 02°59′41″Ø / 42.75583°N 2.99472°Ø / 42.75583; 2.99472
Højde (gns) 4 m
Areal 17,14 km²
Demografi
Indbyggere 3.248
Befolkningstæthed 189 indb./km²
Postnummer 66440
INSEE-kode 66212
Hjemmeside www.torreilles.fr
Kort over kommunen
Kort over kommunen

Geografi redigér

Torreilles ligger i Roussillon i det område, som kaldes la Salanque. Kommunen afgrænses mod nord af floden Agly og mod øst af Middelhavet. Den lille flod Bourdigou løber også gennem kommunen. Den gamle by ligger 2-3 km inde i landet, mens den nyere bebyggelse Torreilles-Plage ligger tæt på stranden. Klitlandskabet ved stranden er, som et af få steder i Languedoc-Roussillon, velbevaret og fredet siden 1982.[1]

Mod nord ligger Saint-Laurent-de-la-Salanque (3 km), mod syd Villelongue-de-la-Salanque (4 km) og Sainte-Marie (4 km). Nærmeste større by er mod sydvest Perpignan (12 km).

Historie redigér

Torreilles nævnes første gang i det 11. århundrede. I 1070 tilhørte byen klosteret Saint-Michel de Cuxa. Nogle årtier senere var byen overgået til den indflydelsesrige Vernet-familie. I 1273 overtog den aragonske konge Jakob I byen.[2]

Den nuværende kirke Saint-Julien-et-Sainte-Basilisse blev indviet i 1912 som erstatning for den gamle kirke på samme sted.

Under den tyske besættelse blev der i 1942-43 bygget 4 bunkere på stranden, som skulle forhindre en allieret landgang. Resterne kan stadig ses.[2]

I begyndelsen af det 20. århundrede lå der nogle få fiskerhytter på stranden ved floden Bourdigous udmunding. I de kommende år blev stedet, som også blev kaldt Bourdigou, populært blandt folk med få midler, der ønskede at bo tæt på stranden. En lille by af simple hytter voksede frem på stranden. Under 2. verdenskrig blev den ryddet af tyskerne, men efter krigen voksede den op igen. I starten af 1970'erne var der omkring 450 hytter og op til 5.000 mennesker om sommeren. Bebyggelsen var en torn i øjet på myndighederne, der i 1976 under store protester påbegyndte en nedrivning af byen, som de erklærede var opført uden tilladelse. Først i 1983 blev de sidste hytter fjernet under politibeskyttelse.[3][4]

I 60'erne startede den franske regering et stort program, Racine, til udbygning af badebyer langs Languedoc-Roussillons kyst. Her blev Torreilles udlagt som et grønt område tæt på den nye badeby i Port Barcarès. Først i 70'erne blev stranden for alvor brugt af turister, især naturister. Bebyggelsen Torreilles-Plage, som herefter voksede op, ligger trukket tilbage fra stranden.[5][2]

I 2011 åbnede et stort solcelleanlæg på 12 MW i kommunen.[6]

Demografi redigér

Udvikling i folketal redigér

Demografisk udvikling
1962 1968 1975 1982 1990 1999 2007 2015 2017
1.519 1.591 1.215 1.492 1.775 2.072 3.092 3.798 3.812
Tal fra og med 1962 er uden dobbelttælling (sans doubles comptes)

Kilder redigér

  1. ^ Conservatoire du Littoral. Hentet 18. januar 2014
  2. ^ a b c Pyrénées Catalanes - Torreilles. Hentet 18. januar 2014
  3. ^ Le Bourdigou Arkiveret 1. februar 2014 hos Wayback Machine. Hentet 18. januar 2014
  4. ^ Pyrénées Catalanes - Bourdigou. Hentet 18. januar 2014
  5. ^ Torreilles. Hentet 18. januar 2014
  6. ^ L'Indépendant. Hentet 18. januar 2014

Eksterne henvisninger redigér