Trelleborg (Slagelse)
Trelleborg er en vikingeborg, der ligger på Sjælland i nærheden af Hejninge i Slagelse Kommune, og den er dendrokronologisk dateret til år 980. Trelleborg er forsynet med en forborg, hvor der er fundet 135 gravpladser. Ingen af de øvrige borge fra vikingetiden har spor efter en forborg.
UNESCO Verdensarvsområde Trelleborg | |
---|---|
Trelleborg | |
Land | Danmark |
Type | Kulturel |
Sted | Sjælland, Region Sjælland, Slagelse |
Kriterium | iii, iv |
Reference | 1660 |
Region | Europa |
Indskrevet | 2023 |
Oversigtskort | |
| |
For alternative betydninger, se Trelleborg. (Se også artikler, som begynder med Trelleborg)
Trelleborg indeholder 16 langhuse, 4 i hver del af borgen. Endvidere er der spor af 15 langhuse, som er bygget uden for volden, men alligevel orienteret i retning mod borgens center. Vejene er ført gennem volden, således at portene har været overdækkede.[1]
I 1995 oprettede man Vikingeborgen Trelleborg, der er et museum, der viser størstedelen af de fund, som er gjort på området.
Fundhistorien redigér
Lokaliteten Trelleborg har som sådan aldrig været glemt, og forsvarsanlægget ses tydeligt på landkort fra 1600-tallet og fremefter. Men i 1933 ville en lokal motorcykelklub lave motocrossbane på voldene, og det gav anledning til en nærmere undersøgelse af terrænet.[2] Anlægget blev således udgravet arkæologisk i perioden 1934–1942. Udgravningen førte til, at man for første gang identificerede en cirkelborg i Danmark. Det arkæologiske arbejde blev offentliggjort i 1948 i en stor, videnskabelig afhandling affattet af Poul Nørlund.[1]
I 1979 lykkedes det dendrokronologer at datere træstykker fra borgen. Træstykkerne var dels fundet i broen over den ydre voldgrav og dels i en palisade i bunden af den indre voldgrav. Det blev påvist, at de var fældet i juni eller juli 980.[3]
I september 2008 har arkæologer fra Sydvestsjællands Museum, der er med i udgravningen sammen med arkæologer fra Moesgård Museum ved Aarhus, fundet et træskjold under en udgravning på vikingeborgen. Det er første gang man har fundet et helt træskjold i Danmark. Skjoldet er ca. 80 cm i diameter, med et karakteristisk hul i midten, hvor skjoldbulen har siddet. Skjoldet dateres til vikingetiden og til borgens brugsperiode i slutningen af 900-tallet.[4]
Anders Dorset, en af de ledende arkæologer ved udgravningerne finder endvidere, at undersøgelserne viser tegn på, at Trelleborg har haft en tydelig maritim betydning.[5]
Formål redigér
Poul Nørlund afsluttede sit værk om registreringen af fundene ved borgen med at fremsætte 3 mulige formål med opførelsen af Trelleborg:
- 1) Landeværn for Vestsjælland
- 2) Tvangsborg, hvor argumentet er, at Harald Blåtand byggede borgene som kongens værn mod et oprørsk folk.
- 3) Et formål, der knyttede sig til togterne mod England, muligvis som træningslejr eller vinterlejr.
Personligt hældede han i retning af den sidstnævnte opfattelse[6] Efter fundene af de øvrige borge opstod yderligere en tolkningstype, administrationscenterteorien, der ligesom de øvrige tolkningstyper blev udbygget med forskellige forgreninger, der ofte tog form gennem debatter i historiske og arkæologiske fagtidsskrifter.
Borgen er efter de seneste undersøgelser af området blevet betragtet som et militært anlæg af maritim betydning, fordi den var en virkelig stærk befæstet borg, som kunne rumme mange mennesker og placeret således, at man ad vandvejen kunne nå Storebælt.[7]
Vikingeborgen Trelleborg redigér
Allerede i 1941 rekonstruerede man et langhus ud fra arkæologiske udgravninger på området. I 1995 blev en egentligt museumsbygning opført, og størstedelen af de fund, som var gjort omkring Trelleborg, blev overført hertil fra Nationalmuseet. Museet blev drevet af Sydvestsjællands Museum frem til 2013, hvor Slagelse Kommune overtog driften. Pr. 2014 har Slagelse Kommune og Nationalmuseet indgået en samarbejdsaftale om driften af museet.
Se også redigér
- Trelleborg fæstningsanlægning
- Aggersborg ved Aggersund på nordsiden af Limfjorden
- Borrering ved Køge
- Borgeby ved Kävlinge i Skåne
- Fyrkat ved Hobro
- Nonnebakken i Odense
- Trelleborg ved Trelleborg i Skåne
- Harald Blåtand
- Vikingeborgen Trelleborg (museet)
- Nordisk arkitektur før år 1400
Litteratur redigér
- Harald Andersen: "Kultpladsen på Trelleborg" (Skalk 1998 nr. 1; s. 18-19)
- Niels H. Andersen: "Forgængeren" (Skalk 1984 nr. 4; s. 9-11)
- Kåre Johannessen: "Naboskab" (Skalk 2001 nr. 5; s. 13-17)
- Poul Nørlund: "Trelleborg" (Nordiske Fortidsminder IV: I (with English summary); Det kgl. nordiske Oldskriftselskab 1948)
Referencer redigér
- ^ a b Poul Nørlund (1948) Trelleborg
- ^ ""Nationalmuseet: Om Trelleborg - Opdagelse og udgravning"". Arkiveret fra originalen 28. juli 2017. Hentet 2017-07-28.
- ^ ""Vikingeborgen Trelleborgs officielle hjemmeside"". Arkiveret fra originalen 23. november 2010. Hentet 2011-01-07.
- ^ ""; Status over projekt kongens borge". Hentet 2011-01-07.
- ^ ""; Vikingerne spiste grisetæer". Hentet 2011-01-07.
- ^ Ifølge den afsluttende bemærkning i Nørlund (1948)
- ^ Trelleborgs historie. Vikingeborgen Trelleborg.
Eksterne henvisninger redigér
- Vikingeborgen Trelleborg ligger ved sammenløbet af Tude Å og Vårby Å. med kort henvisning Arkiveret 19. oktober 2007 hos Wayback Machine
- Status over projekt kongens borge Arkiveret 22. februar 2011 hos Wayback Machine
- Trelleborg museum Arkiveret 26. februar 2015 hos Wayback Machine
- Nationalmuseet: Opdagelse og udgravning Arkiveret 28. juli 2017 hos Wayback Machine