Almindelig vaskebjørn
Den almindelige vaskebjørn (Procyon lotor) har naturlig udbredelse i Amerika fra Canada i nord til Panama i syd. I de sidste 60 år er der dog dannet bestande rundt om i Europa af dyr undsluppet fra pelsfarme. I naturen lever vaskebjørnen i skove med bække og søer.
Almindelig vaskebjørn | |
---|---|
Bevaringsstatus | |
Ikke truet (IUCN 3.1) | |
Videnskabelig klassifikation | |
Rige | Animalia (Dyr) |
Række | Chordata (Chordater) |
Klasse | Mammalia (Pattedyr) |
Orden | Carnivora (Rovdyr) |
Familie | Procyonidae (Halvbjørne) |
Slægt | Procyon (Vaskebjørne) |
Art | lotor |
Videnskabeligt artsnavn | |
Procyon lotor Linnaeus 1758 | |
Kort | |
Hjælp til læsning af taksobokse |
Vaskebjørnen har fået sit navn, fordi det ofte ser ud, som om den vasker sin føde. Der er dog mere tale om, at den bruger en kraftigt udviklet følesans i forpoterne til at identificere fødeemner fundet under vand. Vaskebjørnen er aktiv om natten, hvor den ofte er på besøg i folks haver for at se efter mad i skraldespandene. I USA er vaskebjørnen en stor plage, når den plyndrer skraldespande. Derfor lægger man tit gift ud eller sætter fælder op.
Den almindelige vaskebjørn måler 60-100 cm og vejer 2-12 kg. Pelsens farve er grå til næsten sort, men ofte er der brun eller rød tone i pelsen. Halen har sorte ringe, og over øjnene bærer vaskebjørnen en sort maske.
Vaskebjørnens parringstid er fra januar til marts, og ungerne fødes i april-juni. Den er drægtig i 63 dage og får 3-6 unger om året.
I naturen er levealderen for en vaskebjørn mellem 2 og 6 år, dog findes der eksempler på, at den kan blive op til 22 år i fangenskab.
I Danmark er vaskebjørnen fundet på 47 lokaliteter spredt over det meste af Danmark.
Udbredelsesområde
redigérVaskebjørne i Amerika
redigérVaskebjørnens oprindelige leveområde er Nordamerika fra Panama over Mexico og hele USA til det sydlige Canada, med undtagelse af ørkener og de høje bjerge i Rocky Mountains.
Vaskebjørne i Europa
redigérDe vaskebjørne som lever i Europa, nedstammer fra dyr, som er ud- eller undsluppet fra pelsfarme. På grund af dette regnes vaskebjørnen hovedsagelig som en fremmed art, men i Tyskland betragtes den nu som hjemmehørende. I store dele af Tyskland findes nu stabile vaskebjørnspopulationer, som i alt menes at beløbe sig til ca. ½ mio. dyr. Andre leveområder er i Kaukasus og i Nordfrankrig.
Bemærkelsesværdigt er det, at de fleste vaskebjørne i Tyskland stammer fra to par, som den 12. april 1934 blev udsat ved Eder-søen sydvest for Kassel [1]. Genetiske undersøgelser har vist, at også de dyr, som nu lever længst bort fra udsætningsstedet, stammer fra disse fire vaskebjørne. Udsætningen blev foretaget af lokale forst- og jagtfolk på trods af protester fra flere fremtrædende zoologer, blandt andre Carl Hagenbeck fra Hagenbeck Tierpark i Hamborg, som i sin egen zoo havde oplevet, hvorledes en undsluppen vaskebjørn raserede fuglereder og tog smågnavere i stor stil. En sejlivet myte om, at udsætningen ved Eder-søen skete på ordre af Hermann Göring, synes ikke at være rigtig. Myten har ført til, at vaskebjørnen i engelsk litteratur ofte omtales som "nazi-racoon". I den bevarede sagsakt om udsætningen er der imidlertid intet, der tyder på, at Hermann Göring har været involveret i sagen. [2]
Vaskebjørne i byerne
redigérDen første oplysning om vaskebjørne i byområder stammer fra 1920'erne, hvor dyret levede i forstæderne til Cincinnati, Ohio. I 1950'erne var der også kommet populationer i Washington, Chicago og Toronto. I Europa fandt man i 1960'erne mange vaskebjørne i Kassel. Denne by regnes endnu som Europas vaskebjørnehovedstad.
Vaskebjørne i Danmark
redigérDer er foreløbig kun fundet enkelte vaskebjørne i Danmark, formentlig dyr undsluppet fra fangenskab. Da der findes en population lige syd for grænsen, må det forventes, at vaskebjørnen med tiden også vil slå sig ned her i landet.[3] I jagtåret 2012-13 blev der indberettet 21 nedlagte vaskebjørne i Danmark.[4]
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Reference
redigér- ^ Kassel Waschbären Historie (tysk)
- ^ Deutsche Presse-Agentur-artikel gengivet i Flensborg Avis 11. april 2009
- ^ dr.dk hentet 23. februar 2023
- ^ Vildtudbyttestatistik for jagtsæsonen 2012/13 - DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi