Wikipedia:Anmodning om administratorassistance/Begæring om annullering af bandlysning

Der er fra Bruger:Rosenquist (via en advokat) indkommet en "begæring om løsning af sagens problemstillinger". --Palnatoke (diskussion) 22. mar 2012, 20:48 (CET)

Begæringen ses ikke at indeholde noget nyt. At begæringen er sendt via en advokat gør ingen forskel i dette, idet jeg antager, at der ikke i advokatens følgebrev er nye oplysninger i sagen. Pugilist (diskussion) 22. mar 2012, 21:08 (CET)
Intet nyt, så jeg ser ingen grund til at ændre standpunkt. Knud Winckelmann (diskussion) 22. mar 2012, 21:10 (CET)
Jeg vurderer at følgebrevet ikke har værkshøjde - det lyder 'Med henvisning til, at en evighedsblokering kan appelleres årligt, samt at administratorerne har en forpligtelse til at behandle begæringen efter de nugældende regler på dansk Wikipedia (og ikke i et eventuelt nyt appeludvalg), genfremsendes på vegne af min klient, indehaveren af brugerkonto "Rosenquist", vedhæftet begæring om annullering af evighedsblokering.' (med hilsen før og efter og advokatens kontaktoplysninger i bunden). --Palnatoke (diskussion) 22. mar 2012, 21:20 (CET)

(redigeringskonflikt)

Jeg skal stærkt anbefale administratorerne at afvise denne begæring og det hurtigst muligt. Dels fordi den indeholder direkte usande og misvisende påstande om undertegnede og andre brugere, og dels fordi Rosenquist stadig åbenlyst ønsker at omgøre historien og diktere indhold af både artikler og diskussioner.
Det hævdes at undertegnede skulle være kommet med "overkritiske og overmistænksomme påstande af irrelevant karakter", "iværksætte en dæmonisering af [Rosenquists] brugerkonto og [Rosenquists] redigeringer" og afspore diskussionen. Alt dette er lodret løgn. Jeg gjorde det klart for brugeren, at diskussioner kort og godt ikke kan omgøres, hvilket der er konsensus om, men disse svar passede åbenlyst ikke brugeren. Derudover hævdes at jeg "udviser ikke nogen form for agtelse af eller respekt for Karen Blixen". Men jeg har intet haft med denne artikel at gøre, ligesom det heller intet har med princippet om at holde fingrene fra andres indlæg at gøre. Min holdning er og var den samme uanset emnet.
Derudover kredses der meget om, at artiklen og diskussionen skulle krænke Karen Blixens eftermæle. Men Rosenquist ignorerer at der findes tusindvis af diskussionssider, hvorfor der ikke er noget mærkeligt i, at der også er en her. I det her tilfælde var den endda, så vidt jeg kan forstå, fuldstændig uskyldig, før Rosenquist begyndte sine forsøg på at diktere indholdet i den. Wikipedia bygger imidlertid på konsensus - ikke på hvad enkelte brugere gerne vil bestemme. Og da slet ikke deres forsøg på at sminke virkeligheden med fjernelse af indlæg, de tilfældigvis ikke lige bryder sig om. Og når Rosenquist slutter med at påberåbe Wikipedia:Ignorér alle regler er det svært at tro at vedkommende overhoved har i sinde at underordne sig gældende politikker og normer. Dette ikke sagt for at dæmonisere, men tanken er uhyggeligt nærliggende. --Dannebrog Spy (diskussion) 22. mar 2012, 21:28 (CET)
Heller ikke jeg ser noget nyt i denne sag - advokat eller ej. Jeg finder det en smule tankevækkende at der bruges seks skriftsider på at henvise til en bred række regler der alle angiveligt skulle legitimisere Rosenquists krav (hvad jeg ikke er enig i, da jeg har en klar fornemmelse af at der kan opstilles et mindst lige så langt og overbevisende skrift for det modsatte synspunkt), blot for at afslutte med en opfordring til at ignorere alle regler. Lad os heller ikke glemme at Rosenquist forud for bandlysningen blev tilbudt flere fremstrakte hænder og forsøg på mægling, af hvilke han har forbrudt sig mod samtlige forsøg på kompromiser eller forsøg på at lade tvivlen komme ham til gode. Jeg ser ingen grund til at bruge flere kræfter på at genoverveje. Løbet er kørt, Rosenquist. Der er blevet givet flere chancer end mange var stemt for. Flere er ikke nødvendige, endsige ønskelige. Jeg fornemmer ingenlunde at hverken konsensus eller den generelle tendens i vore politikker har ændret sig tilstrækkeligt til at en genovervejelse af beslutningen skulle få andet udfald. Lad os lukke sagen her og i stedet vende tilbage til konstruktivt arbejde på encyklopædien. --Medic (Lindblad) (diskussion) 22. mar 2012, 23:12 (CET)
Fuldstændig enig med jer andre. Wikipedia er bedre tjent uden Konnex/Rosenquist/Victoria/???. God weekend fra Christian Giersing [ disk // bidrag // e-mail ] 23. mar 2012, 16:21 (CET)
Jeg skriver nærværende indlæg på vegne af Rosenquist og dennes advokat. Jeg er en velset bekendt til Rosenquist, hvorved jeg ikke kan blokeres som en sokkedukke. Det er således min pligt - i forlængelse af ovenstående debat og dens synspunkter - at bringe følgende fem berigtigelser:
  • Punkt 1: Det er ukorrekt og misvisende, når Dannebrog Spy skriver, at Rosenquist skulle hævde, at Blixen-artiklen og dens diskussion skulle krænke Karen Blixens eftermæle. Det er ifølge begæringen kun Blixen-diskussionssiden og den tilhørende redigeringskonflikt som krænker eftermælet. Denne redigeringskonflikt er blevet så lang og destruktiv, at Blixen-tematikken ikke fremstilles neutralt.
  • Punkt 2: Det er ukorrekt og misvisende, når Dannebrog Spy skriver, at Rosenquist skulle ignorere, at der findes tusindvis af andre diskussionssider. Det er ifølge begæringen en ufravigelig norm eller skik at fortsætte en given diskussion på diskussionssidens arkivside - og dette gælder også de tusindvis af andre diskussionssider. Blixen-diskussionen bør ikke fortsættes på dens tilhørende arkivside.
  • Punkt 3: Det er ukorrekt og misvisende, når Dannebrog Spy skriver, at Rosenquist skulle være mere eller mindre løgnagtig med hensyn til udsagn om netop Dannebrog Spy. Hvad disse udsagn angår, så kan de ovenstående punkter 1 og 2 betragtes som dæmoniserende udsagn eller overkritiske og overmistænksomme påstande. Disse udsagn er irrelevante for encyklopædien Wikipedia.
  • Punkt 4: Det er ukorrekt og misvisende, når Christian Giersing skriver, at Wikipedia skulle være bedre tjent uden Rosenquist. Det er ifølge begæringen bekendtgjort, at Rosenquist - efter løsning af sagen og dens problemstillinger - er forpligtet til følgende: Dels at udarbejde syv FA-artikler om Jane Austen, Karen Blixen, Irène Némirovsky og Virginia Woolf samt de tre søstre Anne, Charlotte og Emily Brontë. Dels at udarbejde citatsamlinger for de nævnte forfatterskaber på dansk Wikiquote. Dels at føre en begrænset og velovervejet diskussionsdeltagelse. Disse forpligtelser betyder, at Rosenquist vil være en mere arbejdsom og flittig bidragsyder til Wikipedia end Dannebrog Spy.
  • Punkt 5: Det er ukorrekt og misvisende, når Pugilist skriver, at begæringen ikke skulle indeholde nye oplysninger i sagen. Det er ifølge begæringen - som en ny og ikke tidligere offentliggjort oplysning - bekendtgjort, at komiker M. Øgendahl skriftligt har beklaget sine forhånende ytringer vedrørende Karen Blixens sygdom. Såfremt den destruktive redigeringskonflikt var blevet tilbageført tidligere og såfremt dette oprydningsarbejde ikke var blevet modarbejdet, ville de benævnte ytringer kunne været undgået. Der bør og skal foretages en sådan tiltageføring af den destruktive og eftermæle-ødelæggende situation med henblik på forebyggelse mod tilsvarende ytringer.
Jeg skal afslutningsvist bringe følgende information: Da den uformelle begæring ikke er blevet imødekommet med saglig stillingtagen, vil en formel appel snarest blive fremsendt med henblik på benævnte stillingtagen.
Hvad vurderingen af den pågældende appel angår, så bør der fortrinsvist tages stilling til følgende væsentlige aspekter af sagen: Dels den uretmæssige og ugyldige offentliggørelse af private e-mails uden forudgående samtykke. Dels den illegitime evighedsblokering af Rosenquist på baggrund af disse e-mails. Dels fraværet af muligheden for at kunne forsvare sig i forbindelse med en afstemning om evighedsblokering. Dels den eftermæle-ødelæggende redigeringskonflikt og situation - samt deraf fraværet af neutraliteten i fremstillingen af Blixen-tematikken. --131.165.165.44 27. mar 2012, 14:07 (CEST)
Ovenstående er intet andet end løben i byen for Rosenquist med yderligere fordrejelser og inddragelse af irrelevante forhold:
1) Det er Rosenquist selv, der har inddraget alt snakken om, at der skulle krænkelser af Karen Blixens eftermæle. Ingen andre ønsker at krænke nogen, men Wikipedias artikler skal nu engang afspejle fakta og belyse alle relevante sider af sag. De skal ikke afspejle enkeltpersoners opfattelser.
2) Det er korrekt, at diskussioner ikke skal fortsættes i arkivet. Men Rosenquist har forfulgt denne sag langt hinsides al rimelighed og trods talrige afslag. Bemærkningen med ignorering hentyder til, at Rosenquists opførsel ville være blevet behandlet ens overalt - ikke kun på Diskussion:Karen Blixen.
3) Al snakken om overdæmonisering, overkritisk og overmistænksom har ingen gang på jorden. Jeg forholdt mig til det faktum, at Rosenquist gentagne gange forsøgte at ændre i afsluttede diskussioner og ikke ville acceptere afslag. Dette er naturligvis ikke acceptabelt. Når brugeren så alligevel bliver ved, kan man ikke andet end at konkludere, end at brugeren simpelthen ikke vil underkaste sig gældende politikker og normer og afgørelser truffet ved konsensus. Bemærk i øvrigt at konsensus betyder, at de fleste skal være enige - ikke nødvendigvis alle.
4) Wikipedia tager ikke imod bestikkelse. Og da slet i form af artikler fra en bruger, der åbenlyst ikke har villet underkaste sig almindelig konsensus. Derudover gør mere arbejde absolut ikke nogle brugere til mere end andre.
5) Må andre tage stilling til.
Afslutningsvis skal jeg endnu en gang stært opfordre til afvisning af begæringen. De gentagne forsøg på ensidig fremstilling af både artikler og diskussioner er fuldstændig uacceptable. --Dannebrog Spy (diskussion) 27. mar 2012, 14:36 (CEST)
Jeg tager bidraget fra Rosenquists "bekendte" til efterretning og konstaterer, at der ikke i denne diskussion er fremkommet noget nyt. Ligeledes konstateres, at der vil blive indgivet en formel appel. Bliver der indgivet en appel, må appellen blive behandlet efter gældende regler. Pugilist (diskussion) 27. mar 2012, 15:05 (CEST)
Konklusion: Alle anbringender, der måtte gå Rosenqvist imod er ukorrekt og misvisende. Der er vist ikke løbet meget vand i åen siden sidst vi havde den udsøgte fornøjelse af bemeldte bruger. --Brandsen (diskussion) 27. mar 2012, 15:37 (CEST)
Vil blot tilkendegive at også jeg nu har læst og forstået også disse seneste ord i denne sag. Jeg ser stadig intet nyt, men tilslutter mig at retorikken fra Rosenquists side - enten det er ham selv der taler, eller han får andre til at tale på sine vejne - ikke bunder i sagens faktuelle forhold som jeg kender til dem. Ingen andre end Rosenquist har opfattelsen af at fru Blixens eftermæle skulle være krænket; til gengæld har mange forsøgt at afslutte dén debat, blot for at Rosenquist ideligt har taget sagen op påny. Rosenquist selv har i højere grad end nogen gjort sig skyldig i ændring af arkiverede diskussioner, adskillige henstillinger om at ophøre hermed til trods, hvorfor jeg finder det særdeles bemærkelsesværdigt at han nu er så ivrig efter at klandre andre for denne adfærd. Om blokeringen på dansk Wikipedia opretholdes eller ej er der intet til hinder for at Rosenquist bidrager til Wikiquote al hvad hans hjerte måtte begære; det er således denne debat aldeles uvedkommende - hvad i øvrigt også gælder hans løfter om produktivitet her på siden. Om en bruger bidrager én sætning om året eller en artikel om dagen har ingen betydning; alle har til udgangspunkt lige ret til at lade sin stemme lyde (og for en god ordens skyld: også Rosenquist har indledningsvist haft denne ret. Han har fortabt retten ved gentagent misbrug af den og ved vedholdende at ignorere henstillinger baseret på politikker og konsensus). Jeg tillader mig i øvrigt at betvivle at Rosenquists fornyede adgang til at redigere på Wikipedia vil være til gavn for projektet; Wikipedia redigeres først og fremmest ved konsensus, et princip vi gentagent har set Rosenquist mindre end parat til at efterleve. Jeg er ganske enig i Dannebrog Spys betragtninger om bestikkelse og finder det betænkeligt at Rosenquist endnu har forstået så lidt af det budskab vi har forsøgt at meddele ham, at han tror dét vil gøre nogen forskel. Og endelig: Hvad en komiker uden tilknytning til Wikipedia har sagt eller gjort i forhold til Karen Blixen er denne sag aldeles uvedkommende. Det vil svare til at vi skulle undskylde hvis en journalist i en artikel kom til at rapportere at Julia Roberts spillede luder i Pretty Woman, frem for escortpige. Afslutningsvis vil jeg blot begræde at jeg endnu en gang har ladet mig lokke til at kaste alle disse ord efter Rosenquist; jeg mener vi har spildt rigeligt tid på denne sag, at manden har fået flere chancer end har været nødvendigt, og at der endnu ikke er fremkommet nyt i sagen, der kan berettige en genovervejelse. Lad os nu lukke sagen og vende os mod mere konstruktive gøremål. For en god ordens skyld skal nævnes at referencer til ovenstående med rimelig lethed kan genfindes i benævnte diskussioner, men da Rosenquist tydeligvis ikke bryder sig om "offentliggørelse af private forhold" har jeg bevidst undladt at inkludere direkte links i denne tekst, for nuværende. --Medic (Lindblad) (diskussion) 27. mar 2012, 16:54 (CEST)

Rosenquist blander sig fortsat og forsøger igen at omgå bandlysningen, ved at forsøge at påvirke den fremtidige udformning af projektets politikker. Som følge heraf har jeg gjort hans advokat opmærksom på at dette ikke tilladelse, og bestemt ikke gavner hans sag i ovenstående diskussion. --|EPO| COM: 28. mar 2012, 16:55 (CEST)

Konklusion:
Når man ser bort fra den bandlyste brugers sokkedukker, har ingen tilkendegivet støtte til at annullere den eksisterende bandlysning. Den opretholdes således. --|EPO| COM: 14. apr 2012, 19:47 (CEST)