Wikipedia:Landsbybrønden/Henrik Sass Larsen

Henrik Sass Larsen redigér

I forbindelse med artiklen Henrik Sass Larsen har Palnatoke slettet visse alvorlige anklager mod omtalte person for strafferetslige forhold. Jeg tillader mig hermed at genoptage debatten om strafferegister på Wikipedia. Strengt taget er jeg nemlig enig i at sådanne ikke burde høre hjemme her, men jeg ser et alvorligt problem hvis vi gør forskel på folk efter om de er politikere eller ej (eller "forskånes" af andre årsager). Efter min opfattelse er det på høje tid en gang for alle at få præciseret reglerne herom på Wikipedia. Altså:

  1. skal, lad os sige, "fængslende domme" (herunder betinget fængsel) anses for notabelt (= omtales altid, når de er afsagte)?
  2. skal "moralske forbrydelser" så som bestikkelse (som her), spritkørsel, narkohandel (som her), større fartoverskridelser og lignende omtales for de personer, der alligevel omtales på Wikipedia?
  3. skal en kriminel adfærd kunne være eneste kriterium for notabilitet (skal fx en morder altid omtales)?
  4. skal vi helt undlade omtale af sådanne forhold?

Til oplysning kan jeg sige, at jeg rettede en privat forespørgsel til justitsministeriet i forlængelse af den tidligere debat samlet i emnet "Strafferegister og Wikipedia" (nu i arkiv). Ministeriets embedsmænd afviste at besvare om det er tilladt at omtale sådanne ting på internettet (hvoraf jeg drager konklusionen at det er det vel så).

Jeg rejser spørgsmålet ikke pga. den konkrete person eller redigering men netop for at få det principielt afklaret. Hvad gør man fx på andre landes Wikier? Lad os prøve at komme til en afklaring een gang for alle. venlig hilsen --Rmir2 8. maj 2011, 17:14 (CEST)[svar]

Vi taler her ikke om anklager i juridisk betydning, men om beskyldninger, der delvis går igen i de anførte kilder. Som jeg ser det, kan anklager viderebringes som sådan, hvis de altså har betydning. I den konkrete sag har jeg slettet to beskyldninger - den ene har intet belæg i den anførte kilde, den anden forekommer at være en udløber af den primære sag. --Palnatoke 8. maj 2011, 17:32 (CEST)[svar]
Apropos: Hvis vi taler om principper, er det måske en lidt løjerlig overskrift. --Palnatoke 8. maj 2011, 17:33 (CEST)[svar]

Du har ret i at overskriften er lidt uheldig. "Wikipedia og straffesager" var måske bedre valgt. Som sagt er det den nævnte artikel, der fik mig til atter at rejse spørgsmålet. Jeg skal ikke forholde mig til de konkrete beskyldninger. Jeg finder det under alle omstændigheder uheldigt, at vi savner faste retningslinier for hvad, der kan omtales af personlig anseelsesmæssig karakter. --Rmir2 8. maj 2011, 19:17 (CEST)[svar]

Engelsk WP har regler for biografier af levende personer, hvor der bl.a. kræves, at personer skal være dømt (og alle appelmuligheder udtømte), førend personer betegnes som "kriminelle". Vi bør udarbejde et lignende regelsæt, hvor de punkter, du nævner, afklares. En skelnen mellem forseelser og forbrydelser er vel også relevant. --KLN 10. maj 2011, 06:08 (CEST)[svar]

Jeg er enig med KLN. Jeg ser det som problematisk, hvis udokumenterede oplysninger fra f.eks. tabloidpressen eller andre modstandere bruges som dokumentation om en person. Vi risikerer meget nemt at blive et (større) redskab under en valgkamp eller lignende. Jeg kan dog frygte, at det kan blive vanskeligt at håndhæve et sådant regelsæt, da det sandsynligvis vil kræve en del af patruljanter. --DanNav 10. maj 2011, 09:03 (CEST)[svar]

Regler for omtale af levende personer er en af de ting, som Wikimedia Foundation har besluttet at alle skal have, så det er bare at gå i gang. Det skal dog bemærkes, at det er den enkelte bidragyder, der er ansvarlig for sine egne handlinger. Når vi i forbindelse med navneforbud skrivebeskytter artikler, er det således for at beskytte de skribenter, der i kådhed eller lignende forsøger at overtræde navneforbuddet. --Palnatoke 10. maj 2011, 09:21 (CEST)[svar]