Wikipedia:Sletningsforslag/Gitte Moulin

Nulevende person
Dette er en diskussion om (evt. sletning af) en artikel, der omhandler en nulevende person. Derfor indskærpes det overfor deltagere i debatten, at være varsomme med formuleringer og oplysninger, idet disse kan være æreskrænkende, krænke personens privatliv eller på anden vis påføre omtalte person skade. Desuden henledes opmærksomheden på Wikipedias politik for biografier af levende personer og Wikimedia Foundations resolution om biografier af nulevende personer.

Artiklen Gitte Moulin er oprettet af Bruger:Hoffmannkoenig. Artiklen blev kort efter markeret med bl.a. notabilitet og en række andre skabeloner. Jeg har markeret artiklen som uencyklopædisk. Artiklens opretter har på min og egen diskussionsside argumenteret for artiklens relevans. Lad os tage diskussionen i et bredere forum. --Pugilist (diskussion) 25. dec. 2022, 23:46 (CET)[svar]

  • Slet - Artiklen er efter sit indhold uencyklopædisk med præg af tætpå, hvilket bl.a. illustreres af, at opretter ifølge egne oplysninger har fået tilladelse til brug af illustrationen fra biograferede. Biogrferedes notabilitet er efter min opfattele under barren. Der er ikke megen omtale, det væsentligste et interview i Femina, men ellers primært Facebook, LinkedIn, Lasso etc. Men primært er artiklen uencyklopædisk. --Pugilist (diskussion) 25. dec. 2022, 23:46 (CET)[svar]
    Argumenterne for at artiklen er uencyklopædisk blafrer fra øst til vest fra Pugilist side. Når jeg spørger ham, hvor notabiliteten i artiklen er "uvederhæftig," så skriver han, at mange har oprettet rengøringsfirma og at mange taler om skønhedsoperationer. Artiklen omhandler en kvinde, som jeg ikke har nogen personlig relation til eller forbindelse med, som i over 26 år har drevet et af Danmarks større rengøringsfirmaer, som har givet levebrød og arbejdsplads til hundredvis af mennesker og som tilmed har den lidet sædvanlige kombination, at hun formentlig er den kvinde i Danmark, der har brugt flest penge på skønhedsoperationer, som rådgiver andre kvinder herom og som har taget livtag med tabuerne omkring at ville ændre på sin biologiske alder. Dem er der ikke mange af, formentlig ingen andre i DK. Pugilist skriver, at omtalen mestendels baserer sig på en artikel i Femina. Det er heller ikke sandt. Artiklen beror på artikler fra Femina, Berlingske tidende, Ekstra Bladet samt reality tv serie på blandt andet TV2, en podcast og et radioprgram. Præcis som der står i artiklen. Hoffmannkoenig (diskussion) 25. dec. 2022, 23:58 (CET)[svar]
Slet - Hun er en af de mange semikendte mennesker i Danmark, som har optrådt lidt i kulørte blade og medvirket i reality. Men det samlede billede af hende mener jeg ikke er nok til en artikel. Der er masser af mennesker, som har startet virksomheder, og muligvis er hendes virksomhed notabel, hvis den kan leve op til kravene, men hun er ikke. Toxophilus (diskussion) 26. dec. 2022, 09:23 (CET)[svar]
Jeg synes der sniger sig en lettere arrogant tone ind af, at man ikke kan være kendt, selvom man i 26 år har drevet en virksomhed med vækst og skabelse af hundredvis af arbejdspladser, har deltaget i et tocifret antal artikler, tv udsendelser, podcastserier og oplæg og "tillader" sig at være frontløber i en debat om at skabe offentlig accept af de medmennesker, der synes skønhedsoperationer er saliggørende. Det er at være semikendt!!!! Hvornår er man så accepteret helkendt? Er det fordi, der er tale om en stærk kvinde, der tør stå frem og tage livtag med et af samfundets store tabuer samtidig med, at hun er en succesrig forretningskvinde? Hoffmannkoenig (diskussion) 26. dec. 2022, 12:26 (CET)[svar]
  • Slet - Sammenlagt er hun måske nok relevant, men artiklen er åbenlyst uencyklopædisk. Halvdelen er flosker og snak om succes. Og resten handler om skønhedsoperationer, der normalt ikke er noget, der nævnes i biografier. Derudover vidner Hoffmannkoenigs reaktioner om, at denne er alt for tæt på Gitte Moulin til at kunne forholde sig sagligt. --Dannebrog Spy (diskussion) 26. dec. 2022, 14:48 (CET)[svar]
  • Slet - Man er accepteret som kendt, når man lever op til kriterierne for biografier. Umiddelbart indfrier artiklen ikke kriterierne, og der lader til at være en problemstilling ifht. "tæt på". PHE77 (diskussion) 26. dec. 2022, 18:44 (CET)[svar]
    En skriver, at notabiliteten i artiklen er fin, men at artiklen bør slettes. En anden, at notabiliteten ikke er i orden og henviser til retningslinjer, hvor man alene kan læse, at Gitte Moulin hverken hører til i kategorien selvklare notabiliteter eller dem, der selvklart ikke er notabiliteter!!!
    Som en omvendt rettergang, hvor bevisbyrden påhviler den "anklagede," bliver jeg beskyldt for at være for tæt på Gitte Moulin.
    Dette skrevet mod bedre vidende. Jeg har skrevet det før, men gentager gerne. Jeg er uddannet journalist, har arbejdet som sådan i over 15 år og kender alene Gitte Moulin, fordi jeg til et fagmagasin, der anerkender hendes notabilitet som indlysende, mødte hende een gang!!!
    Kombinationen af et menneske, der i 26 år har bevist, at hun kan drive en vækstvirksomhed og skabe i hundredvis af arbejdspladser og en, der gentagne gange i tv, radio, podcast, artikler i magasiner og aviser har taget livtag med et af tidens store tabuer. Skønhedsoperationer, kampen mod biologisk alder og diskussionen om man opnår succes ved skønhed, var for mig at se oplagt, som mit første bidrag på Wiki.
    Mit ønske har alene været at være med i Wiki fællesskabet.
    Der er INTET BELÆG FOR AT HÆVDE, AT JEG ER FOR TÆT PÅ GITTE MOULIN. Der er ingen beviser herfor. Af den simple grund, at det er løgn, et semantisk fatamorgana skabt for at kunne "bosse" artiklen væk fra Wiki.
    Jeg troede, naivt og fejlagtigt har det vist sig, at Wiki, var et fællesskab, hvor man guidede, hjalp og arbejdede sammen for at skabe den fedeste encyklopædi. I stedet har jeg oplevet at blive nedgjort, latterliggjort og løjet om. Det er en tarvelig adfærd.
    Før den skingre kamp for at nedgøre Gitte Moulin kommer til at antage alt for latterlige dimensioner, så minder jeg om, at man uden problemer kan finde et hav af biografiske opslag på realitystjerner, kendt for langt mindre samfundsvæsentlige ting end Gitte Moulin: Sarah Louise Christiansen, Amalie Szigerhy, Jannie Ree og Jackie Navarro, og mange flere kan nævnes.
    Jeg kan kun gentage min opfordring til at lade Gitte Moulin blive, meget gerne med råd og vejledning i korrektioner, så teksten passer bedst muligt ind på Wiki. Hoffmannkoenig (diskussion) 27. dec. 2022, 09:32 (CET)[svar]
Hoffmannkoenig: Både artiklen og dine indlæg minder desværre meget om, hvad der sker, når man skriver om noget, man har et personligt eller økonomisk forhold til. Emnets relevans overvurderes betydeligt - En Google-søgning på Gitte Moulin giver f.eks. påfaldende få resultater. Artiklens indhold er langt fra at være neutralt men præges af snak om succes og inddragelse af uvedkommende ting. Og når andre som her kommer med indvendinger, resulterer det i fornærmede og ophidsede indlæg, fordi man føler sig personligt ramt. Beklager, men det er en adfærd, vi har set mange gange før, og som derfor naturligt også udløser en del skepsis. --Dannebrog Spy (diskussion) 27. dec. 2022, 23:09 (CET)[svar]
  • Et forsigtigt Behold; Enig i at den er på grænsen, og at der er et tætpå-problem, - måske kender Hoffmannkoenig hende ikke, men han har et overbegejstret forhold til hende, som går ud over neutraliteten. Anyway synes jeg det er en interessant og relevant historie om en dansk iværksætter. Jeg har skåret den lidt til, i håb om at den måske kan reddes. - Nico (diskussion) 29. dec. 2022, 11:41 (CET)[svar]
  • Kommentar: Hun er omtalt i TV2, Femina, Ekstra Bladet, Berlingske som er brugt som kilder. Denne omtale er for mig at se tegn på offentlig interesse og dermed også relevans for Wikipedia (også kaldet notabilitet). Men jeg har et meget alvorligt problem med personoplysninger uden kildeangivelse, og som ikke jeg umiddelbart har kunne finde andre steder. Bl.a. fødselsdato og -sted, hendes mand og andet. Jeg har ikke brugt lang tid til at lede efter verificering, men der burde ikke være behov for at lede. Jeg kan ikke støtte at beholde artiklen før der er ordentlig angivelse af pålidelige kilder til alle personoplysninger. --Kartebolle (Dipsacus fullonum) (diskussion) 29. dec. 2022, 13:40 (CET)[svar]
  • Behold Jeg er også mest til behold. Jeg hæfter mig ved, at hun har været iværksætter og hendes virksomhed har været en gazelle flere år. Det ser jeg som et tegn på succes. Hun er også omtalt i flere landsdækkende medier. Det er rigtigt, at opretteren forsvarer artiklen ihærdigt, men hvis man har brugt tid på en artikel, så vil man vel også kæmpe for, at den overlever. Artiklen har haft 499 sidevisninger de seneste 30 dage. Borgmesteren i Roskilde Tomas Breddam har haft 32 :-) --MGA73 (diskussion) 30. dec. 2022, 11:12 (CET)[svar]

Neutral Slet - der skal luges ud i hyldestskriftet og Gazellerne bør ikke tælle, der er tusindsvis af disse, som ikke er notable. Men hun er på vippen til at være notabel. Mvh KnudW (diskussion) 1. jan. 2023, 19:18 (CET)[svar]

Hvis den nuværende artikel umiddelbart er hvad der kan kildebelægges, så mener jeg ikke at det er nok. Mvh KnudW (diskussion) 20. jan. 2023, 14:49 (CET)[svar]
Der kan vel godt stå noget om Gazellerne selvom det ikke alene er med til at afgøre notabiliteten. Det fortæller jo noget om hvad hun går og laver, og også at hun har en vis success. Vi skriver jo også til om at nogen har x børn og er gift, selvom det ikke har noget med personens notabilitet at gøre. --MGA73 (diskussion) 5. jan. 2023, 18:42 (CET)[svar]
  • Slet - Mindre oplagt end så mange andre sletteforslag. Jeg er enig med adskillige andre i, at hun notabilitetsmæssigt ligger lige på vippen. Var det kun et spørgsmål om at vurdere notabiliteten, ville jeg nok lade tvivlen komme artiklen til gode. Så er der spørgsmålet om tætpå-problemet. Teksten - og reaktionen på sletteforslaget - tyder på, at hovedforfatteren ikke forholder sig neutralt til indholdet, og det trækker i retning af sletning. Selvom hvis man følger princippet om god tro, kunne man måske argumentere for at se bort fra det. Men det afgørende tredje for mig er, at teksten rummer for mange problemer med manglende kilder, irrelevante oplysninger og pov-prægede formuleringer; den er kort sagt uencyklopædisk, som forslagsopretteren nævner. Sådanne problemer kan siges at være mindre fundamentale end de to førstnævnte, fordi de jo kan ændres ved en grundig revision af artiklen. Men i de tre uger, der er gået siden sletteforslaget blev skrevet, er der ingen, der har foretaget en sådan revision, så det tyder ikke på, at dette problem kan forventes at forsvinde. Artiklen i sin nuværende form mener jeg derfor bør slettes. En evt. senere artikel om samme person, som lever op til alle kriterierne, vil nok være bevaringsværdig. --Økonom (diskussion) 14. jan. 2023, 10:04 (CET)[svar]
  •  Kommentar - Økonom opsummerer situationen ganske udemærket. Det centrale argument for at beholde, er at biograferede er iværksætter med en relativ succes. Det argument mener jeg ikke kan tillægges større vægt. Ifølge Danmarks Statistik oprettes i Danmark årligt mere end 200 højvækst-iværksættervirksomheder. Der er tidligere fastslået konsensus om, at “Gazelle”-virksomheder ikke i sig selv er notable, og heri ligger selvsagt, at stifterne af disse virksomheder heller ikke i sig selv påkalder sig nogen notabilitet - i det omfang der er relevans, må en sådan antages at være knyttet til virksomheden, ikke til stifterne eller ledelsen. Med årlig etablering af mere end 200 succesfulde iværksættervirksomheder og med konsensus om, at Gazelle-virksomheder ikke i sig selv er relevante, bør vi ikke lægge vægt på, at biograferede har etableret en virksomhed, succesfuld eller ej. Der er formentlig enighed om, at biograferedes virksomhed ikke er notabel. Er virksomheden ikke notabel, forekommer det anstrengt at hævde at virksomhedens stifter/leder er notabel grundet etableringen/ejerskabet. Dertil kommer de problemer, som er angivet i indstillingen opsummeret af Økonom. -Pugilist (diskussion) 15. jan. 2023, 12:07 (CET) - Og at en artikel har mange visninger under en verserende slettediskussion med stor deltagelse er helt normalt og er på ingen måde relevant for artiklens relevans, når slettediskussionen er ovre. -Pugilist (diskussion) 15. jan. 2023, 12:09 (CET)[svar]
Det handler vel ikke om at der skal være en enkelt ting, der gør at hun er notabel. Det er en kombination af flere ting. Gitte er omtalt af i alt fald 3 landsdækkende medier (TV2, Berlingske og EB), så nogen opmærksomhed har hun da fået.
Jeg mener ikke der er problemer med tæt på. Hvis man har brugt tid på at skrive en artikel, så er det helt naturligt at forsvare den. Der har jo været andre redaktører inde over artiklen og det står alle frit for at omformulere, hvis der er ord, der forekommer POV. Jeg mener at vi har praksis for, at vi ikke bedømmer en artikel ud fra det oprindelige indhold, men det indhold den har på tidspunktet hvor afgørelsen træffes. --MGA73 (diskussion) 17. jan. 2023, 18:48 (CET)[svar]
Der er række omstændigheder, der tilsammen begrunder tæt på-mistanken: begrænset notabilitet, overdreven hyldest, flere åbenlyst uencyklopædiske ting og aggressiv adfærd overfor indvendinger. Desuden redigeringskommentaren fra den IP-bruger, der indsatte tæt på-skabelonen: "Tætpå og notabilitet. Skrevet af Masema Kommunikation v/Martin Hoffmann Kønig". Andre brugere har så efterfølgende foretaget en oprydning, men der er stadig tydelige problemer. Der er ingen kilder til erhvervskarrieren og heller ingen forklaring på det drastiske fald i antallet af hendes ansatte. Til gengæld omtales hendes mand som passioneret fritidsmenneske, hvilket vist ikke kan siges at være en relevant oplysning i hendes biografi. --Dannebrog Spy (diskussion) 17. jan. 2023, 21:58 (CET)[svar]
  •  Kommentar – Jeg har ryddet op i de mange oplysninger uden angivelse af kilde og de positive anprisninger. Jeg kiggede de anførte referencer og eksterne henvisninger igennem uden finde noget om størrelsen af hendes firma eller modtagne gazellepriser. --Dipsacus fullonum 17. jan. 2023, 22:49 (CET)
@Dipsacus fullonum: Du kan se Combi clean på listen https://www.yumpu.com/da/document/read/3944513/gazeller-i-danmark-2004 så vi kan i alt verificere at de var gazelle i 2004. Mht. tidligere år må det kunne slås op hvis man går på biblioteket. Hvis man bare sletter alt uden kilder, så kan en artikel jo hurtigt blive noget tynd. I Kategori:Kilder mangler (samlet liste) er der p.t. 15.421 artikler. Normal praksis er vist at vi beholder oplysninger men sætter en "kilder mangler" på, medmindre vi vurderer, at en påstand nok ikke er korrekt eller at den er uden betydning for artiklen.--MGA73 (diskussion) 23. jan. 2023, 17:37 (CET)[svar]

Spørgsmål: Jeg vil gerne på vegne af Gitte lægge et billede op, og jeg har set herinde, at det samme billede tidligere er blevet fjernet pga. tvivl om rettigheder. Der er senere kommet en bekræftelse på rettighederne, så mit spørgsmål er: Hvordan kan jeg være sikker på, at billedet godkendes af fællesskabet? Hvordan kan I se, at Wikipedia og Commons har godkendt brugen af billedet? AndersBram (diskussion) 20. jan. 2023, 14:27 (CET)[svar]

Der ser i øjeblikket ud til at være to billeder af Gitte Moulin − begge lagt op af en bruger: Gitte Moulin
* c:File:Gitte Moulin 789F12DD-5EE1-493F-A396-5EF169635CB4.jpg lagt op 31. dec. 2022 med kommentaren: "...However, the message was not sufficient to confirm permission for this file. [...] If a valid permission is not provided within 30 days of the first response by a VRT agent, this file will be deleted. ..."
* c:File:2019 grundlægger og ceo for Combi Clean.jpg lagt op 3. jan 2023
Hvis det ender med at begge filer bliver slettet, kan du måske få hjælp hos en af dem der er nævnt her: Kategori:VRT-medlemmer
-- PHansen (diskussion) 21. jan. 2023, 08:50 (CET)[svar]
Konklusion:
En del diskussion, men overvældende flertal for sletning ud fra lidt forskellige begrundelser. Økonom (diskussion) 1. feb. 2023, 19:12 (CET)[svar]
Jeg vil gerne appellere afgørelsen om sletning. (REDIGERET. FLYTTET TIL GENDANNELSESSIDE)AndersBram (diskussion) 6. feb. 2023, 11:21 (CET)[svar]
Der findes en side for gendannelse af artikler: Wikipedia:Gendannelsesforslag
-- PHansen (diskussion) 6. feb. 2023, 11:45 (CET)[svar]