Ugens artikel-arkiv
4. kvartal 20052006200720082009201020112012201320142015201620172018201920202021202220232024

I dag er det tirsdag, 19. marts 2024; klokken er 10:14 (UTC)

Hvis ugens artikel på forsiden ikke viser denne uges artikel, så er det sandsynligvis fordi cachen ikke er opdateret korrekt.
Tryk på dette link for at opdatere forsiden til den korrekte ugens artikel.
Tryk på dette link for at gøre det samme for denne side.

Uge 1, 2016

En rugmark.

Hartkorn betyder egentlig "hårdt korn", altså brødkorn, men tidligere var tønde hartkorn en enhed for værdien af landbrugsjord (en kombination af jordens areal og ydeevne). I den lange periode, hvor al betaling foregik som byttehandel med konkrete varer var det nødvendigt med et fælles værdimål. Man besluttede sig til at sammenligne alle varer med værdien af det såkaldte "hårde korn" eller hartkorn. Hartkorn måltes i tønder (ikke at forveksle med tønder land). 1 tønde = 8 skæpper = 32 fjerdingkar = 96 album. Mindste enhed er 1/4 album, også kaldet en Penning, den var 2 favne (eller 2 x 3 = 6 alen) på hvert led, svarende til 36 kvadratalen. (Læs mere..)

Uge 2, 2016

Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel-Bevern (4. september 172910. oktober 1796 var dronning af Danmark og Norge. Hun var datter af hertug Ferdinand Albert 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel (1680-1735) og Antoinette Amalie af Braunschweig (1696-1762).

Juliane Marie blev dansk dronning, da Frederik 5. ægtede hende efter sin første hustrus død. I begyndelsen var hendes popularitet beskeden, fordi folk mente, at ægteskabet var sket for kort efter den tidligere, populære dronnings død. Nogen anerkendelse vandt hun ved at pleje sin syge ægtefælle frem til dennes død, men i takt med den nye konges fremskridende sindssyge, hans hustrus utroskab og hendes elskers, den diktatoriske tyske læge Struensees, stadig mere udtalte selvherskertendenser, overvandt Juliane Marie sin naturlige tilbageholdenhed og satte sig i spidsen for det kup, der bragte en ende på diktaturet. Derved vandt hun stor popularitet, og hun forstod også senere at holde sig i ro og overlade regeringsstyrelsen til erfarne embedsfolk og koncentrere sig om opdragelsen af den kommende konge, arveprins Frederik. Efter at kronprinsen havde overtaget regeringsmagten, trak Juliane Marie sig atter tilbage til en stille tilværelse. (Læs mere..)

Uge 3, 2016

Manchester United Football Club er en engelsk fodboldklub fra Manchester, der spiller i den engelske Premier League. Klubben blev grundlagt under navnet Newton Heath LYR Football Club i 1878 og skiftede navn til Manchester United Football Club i 1902. I 1910 flyttede klubben ind på Old Trafford.

I 1968, under manageren Matt Busby, blev Manchester United den første engelske klub, der vandt Europacuppen for mesterhold – ti år efter München-katastrofen, der kostede otte spillere livet. Alex Ferguson er den mest succesfulde manager i klubbens historie, hvor det blev til 26 store titler fra 1986 til 2013.

I kraft af at have vundet 20 mesterskaber (rekord), fire Liga Cup-titler og 11 FA Cup-titler (rekord) er klubben den mest succesrige klub i engelsk fodbold nogensinde. Klubben har som den eneste engelske klub vundet the treble - det vil sige mesterskabet, FA Cuppen og Champions League, hvilket skete i 1999. (Læs mere..)

Uge 4, 2016

Tyske soldater med en Vickers Utility Tractor (VUT) fra den belgiske hær og en dynge belgiske rifter og hjelme dagen efter Belgiens overgivelse, 29. maj 1940

Slaget om Belgien var en del af Slaget om Frankrig, den tyske offensiv i 1940 på Vestfronten. Slaget varede i 18 dage og sluttede med den tyske besættelse af Belgien, efter at den belgiske hær havde kapituleret.

Den 10. maj 1940 angreb Tysklands væbnede styrker – WehrmachtLuxembourg, Holland og Belgien som led i operationen Fall Gelb ("tilfældet gul"). De allierede hære forsøgte at stoppe den tyske hær i Belgien ud fra den antagelse, at det var det tyske hovedangreb. Efter at franskmændene havde indsat alle deres bedste styrker i Belgien mellem den 10. og 12. maj, indledte tyskerne 2. fase af deres angreb, et gennembrud i Ardennerne og rykkede mod Den engelske kanal. Den tyske hær nåede kanalen fem dage senere og indesluttede derved de allierede arméer. Tyskerne trængte gradvis de allierede styrker tilbage og tvang dem ud mod havet. Den belgiske hær kapitulerede den 28. maj 1940 og afsluttede hermed slaget.

Slaget om Belgien omfatter det første panserslag i krigen slaget ved Hannut. Det var det største panserslag indtil da og blev senere overgået af slagene under Felttoget i Nordafrika og på Østfronten. Slaget omfattede også slaget ved Fort Eben-Emael, en strategiske luftbårne operation, hvor der blev anvendt faldskærmstropper.

Den officielle tyske historie fastslog, at under de 18 dages bitre kampe var den belgiske hær en hård modstander og talte om soldaternes "ekstraordinære tapperhed". Det belgiske sammenbrud tvang de Allierede til at trække sig tilbage fra kontinentet. Royal Navy evakuerede tropperne fra belgiske havne under Operation Dynamo, hvorved den britiske hær undslap og kunne fortsætte kampen. Belgien blev besat af tyskerne indtil vinteren 19441945, hvor landet blev befriet af de Vestallierede. (Læs mere..)

Uge 5, 2016

S-busser er en type hurtige og direkte busser i Storkøbenhavn med få stop. De første linjer blev oprettet af HT i 1990, og i perioden frem til 1998 blev S-busnettet løbende udbygget med flere linjer. I dag drives S-busnettet af trafikselskabet Movia og er en naturlig del af rygraden i den kollektive trafik i hovedstadsområdet.

S-busserne kan kendes på deres blå hjørner. På stoppesteder, kortmateriale og andet er linjerne markeret med samme blå farve. S-busserne har linjenumre, som er multipla af 50 efterfulgt af bogstavet "S". De linjer, hvis numre er multipla af 100, kører på tværs af S-togsnettet, mens de øvrige linjer er enkelt- eller dobbeltradiale via Københavns centrum. Siden 2004 findes der 8 S-buslinjer.

I modsætning til de nyere A-busser og R-Net betjener S-busserne kun de mest benyttede stoppesteder. (Læs mere..)

Uge 6, 2016

Kaliumklorid (KCl) er en kemisk forbindelse, der består af kalium og klor, og stoffet er dermed et metalhalid. I sin rene form er det lugtfrit og har en hvid eller gennemsigtig glans med krystalstruktur, der nemt bliver delt i alle tre retninger. Kaliumklorid har en kubisk rumcentreret krystalstruktur. Fra historisk tid har man også kendt stoffet som "muriate af potaske", og dette navn bliver af og til også brugt særligt i forbindelse med brugen som gødning. Potaske varierer i farve fra lyserød til rød afhængig af hvor det er blev udvundet og forarbejdningsmetoden, der er blevet anvendt. Hvid potaske, der af og til bliver omtalt som opløselig potaske, bliver normalt brugt til flydende gødning. KCl bliver brugt til medicin, har forskellige videnskabelige anvendelser og til konservering af madvarer. Det findes naturligt i mineralet sylvit og i kombination med natriumklorid som sylvinit. (Læs mere..)

Uge 7, 2016

Døde soldater og ødelagte kampvogne fra den 17. japanske armé ligger ved mundingen af Metanikau floden efter et mislykket angreb på amerikanske stillinger den 23.-24. oktober 1942.

Slaget om Henderson Field fandt sted mellem den 23. og 26. oktober 1942 på og omkring Guadalcanal i Salomonøerne. Slaget blev udkæmpet til lands, til vands og i luften under Stillehavskrigen i 2. verdenskrig og blev udkæmpet af Kejserriget Japans hær og flåde mod de Vestallierede fortrinsvis bestående af styrker fra United States Marine Corps og U.S. Army. Slaget var det tredje af de tre store landoffensiver, som japanerne gennemførte under slaget om Guadalcanal.

Under slaget slog styrker fra den amerikanske hær og det amerikanske marinekorps et angreb fra den 17. japanske armé. De japanske soldater gennemførte talrige angreb i løbet af de tre dage, men de blev alle slået tilbage med store tab til følge. Samtidig forsvarede allierede fly, som opererede fra Henderson Field, med held amerikanske stillinger på Guadalcanal mod angreb fra japanske fly og flådestyrker.

Slaget var den sidste betydningsfulde offensiv på landjorden, som blev udført af de japanske styrker på Guadalcanal. Efter et forsøg på at landsætte yderligere forstærkninger slog fejl under søslaget ved Guadalcanal i november 1942, gav japanerne op og evakuerede mange af de resterende styrker frem til den første uge af februar 1943. (Læs mere..)

Uge 8, 2016

The Dark Side of the Moon er det ottende studiealbum af den engelske progressive rockgruppe Pink Floyd og blev udgivet i marts 1973. Konceptalbummet bygger på idéer, bandet fik under deres liveshows og tidligere indspilninger, men albummet mangler den udvidede instrumentale udflugt, der karakteriserede deres musik, efter det grundlæggende medlem, hovedkomponisten og sangskriveren Syd Barrett forlod bandet i 1968. The Dark Side of the Moons temaer omhandler konflikt, grådighed, tidens gang og psykisk sygdom, hvoraf sidstnævnte delvist var inspireret af Barretts forværrende psykiske tilstand.

Albummets numre blev spillet på en turné adskillige måneder, inden studieindspilningen begyndte. Det nye materiale blev finpudset under turnéen og indspillet i to omgange; først i 1972 og sidenhen i 1973 i Abbey Road Studios i London. Bandet brugte nogle af de mest avancerede indspilningsteknikker fra den tid, heriblandt flersporet indspilning og looping. Parallelle synthesizere blev brugt på adskillige numre, og en række filosofiske citater fra interviews blev ligeledes brugt på albummet. Teknikeren Alan Parsons var ansvarlig for en del af de mest bemærkelsesværdige lyde på albummet, heriblandt Clare Torrys vokal, der blev sunget uden ord.

The Dark Side of the Moon blev en øjeblikkelig success, og toppede Billboard 200 en uge og forblev i øvrigt på hitlisten i 741 uger fra 1973 til 1988, længere end noget andet album i historien. Med omkring 45 millioner kopier solgt er det Pink Floyds kommercielt mest succesfulde album og et af de bedst sælgende album verden over. Derudover er Dark Side of the Moon et af Pink Floyds mest populære album blandt fans og kritikere og er ofte regnet for at være et af de bedste rockalbum nogensinde. (Læs mere..)

Uge 9, 2016

Republikken Litauen er et land i Nordeuropa, det sydligste af de tre baltiske lande. Landet ligger langs Østersøens sydøstlige bred og grænser til Letland i nord, Hviderusland i øst og sydøst og Polen og den russiske eksklave Kaliningrad oblast mod sydvest. Landet har en befolkning på 2,907 millioner, og dets hovedstad og største by er Vilnius.

I 1300-tallet var Litauen det største land i Europa, og dagens Hviderusland, Ukraine samt dele af Polen og Rusland var underlagt Storfyrstendømmet Litauen. Med Lublinunionen fra 1569 dannede Polen og Litauen en ny stat, Den polsk-litauiske realunion. Realunionen varede i over to hundrede år, indtil nabolandene systematisk afviklede den fra 1772 til 1795. Ved delingen af realunionen overtog Det Russiske Kejserrige størstedelen af det litauiske territorium.

Efter 1. verdenskrig fik landet sin Litauens uafhængighed i 1918 og blev på ny en suveræn stat. Fra 1940 blev Litauen besat af Sovjetunionen og derefter af Nazityskland. Da 2. verdenskrig nærmede sig sin afslutning, trak tyskerne sig tilbage, og Sovjetunionen besatte Litauen igen. Den 11. marts 1990 blev Litauen den første sovjetrepublik, som erklærede sin uafhængighed.

Inden den globale finansielle krise 2007-10 havde Litauen en af de hurtigst voksende økonomier i EU. Litauen er desuden medlem af NATO og Europarådet. Landet blev fuldgyldigt medlem af Schengen-samarbejdet i 2007. I 2009 var Vilnius europæisk kulturhovedstad, og samme år fejrede Litauen tusindårsjubilæet for sit navn. (Læs mere..)

Uge 10, 2016

Something Wild er det finske metalband Children of Bodoms debutalbum. Albummet blev udgivet via Spinefarm Records i november 1997 og blev dermed bandets første udgivelse under deres nye navn (alle hidtidige udgivelser havde været som "Inearthed").

Modsat nogle af Children of Bodoms senere album rummer Something Wild en stærkt aggressiv, primitiv, men stadig eksperimenterende musikstil, som er blevet kategoriseret som black metal. Ligesom det efterfølgende album blev albummet stærkt influeret af neoklassisk metal, og flere riffs var taget fra Mozarts kompositioner.

Selvom Children of Bodom senere er blevet et stort internationalt navn, solgte Something Wild ved sin udgivelse ikke specielt godt, og albummet blev først certificeret til en guldplade i Finland i 2008.

Albummet er faldet lidt i baggrunden i takt med, at Children of Bodom har etableret sig som et verdenskendt metalband, men to af sangene, "Deadnight Warrior" og "Lake Bodom", har gruppen spillet på diverse turnéer. (Læs mere..)

Uge 11, 2016

Havhingsten fra Glendalough er en rekonstruktion af det næstlængste fundne vikingeskib Skuldelev 2, som indgik i det, der skulle vise sig at være fem vikingeskibe, da Roskilde Undersøiske Forskningsgruppe med Åge Skjelborg i spidsen i 1956, startede deres undersøgelser på havbunden ud for Skuldelev. De fem vikingeskibe blev udgravet i 1962, konserveret og siden udstillet i Vikingeskibshallen i Roskilde.

Selve byggeriet begyndte i 2000Vikingeskibsmuseet i Roskilde efter en årrække med detaljeret planlægning og bygning af en model 1:10. I sensommeren 2004 var skibet klar til søsætning, og den 4. september 2004 blev det skubbet ud i museumshavnen. Kort forinden var skibet blevet døbt af Dronning Margrethe 2. som også deltog i dets første sejlads på Roskilde Fjord. (Læs mere..)

Uge 12, 2016

En sovjetisk kampvogn anvendt af republikanerne under den spanske borgerkrig.

Den spanske borgerkrig blev udkæmpet 19361939 mellem Spaniens republikanske regering (støttet af socialdemokrater, reformister, kommunister og anarkister) og nationalisterne anført af general Francisco Franco (støttet af konservative, falangister og i et vist omfang den katolske kirke).

Efter at venstrekoalitionen kom til magten under ledelse af Manuel Azaña i 1936, indledtes en periode med stor ustabilitet og konflikt. Volden kom ud af kontrol efter drab på en konservativ leder, og samme år forsøgte en gruppe højere officerer at begå et statskup. Oprøret blev efterhånden støttet af en bred gruppe af konservative. Nationalisterne modtog aktiv militær støtte og fik våben fra Nazi-Tyskland og Mussolinis Italien. Republikken købte militært udstyr fra Sovjetunionen og Mexico, men den vestlige ikke-interventionspolitik medførte efterhånden, at den lovlige regering ikke kunne købe våben. De sidste to år af krigen kæmpede republikanerne uden våbenhjælp udefra.

Efter tre års blodige kampe gik nationalisterne sejrende ud af borgerkrigen. Francisco Franco blev Spaniens diktator, og alle partier blev forbudt eller indlemmet i Francos statsbærende parti. I efterkrigstiden blev den vindende side glorificeret af den højreorienterede regering, som havde magten i landet. Francos udpegede efterfølger kong Juan Carlos ændrede politikken 1970'erne, hvilket førte til, at Spanien blev et konstitutionelt monarki med parlamentarisk demokrati.(Læs mere..)

Uge 13, 2016

Suðuroy (dansk: Suderø) er den sydligste ø på Færøerne og ligger forholdsvis afskåret fra det centrale Færøerne, som efterhånden for størstedelens vedkommende er bundet sammen med broer og undersøiske tunneler. Beboerne på Suðuroy er afhængige af færgen Smyril, der tager to timer til Tórshavn og sejler to til tre gange daglig. Tvøroyri og Vágur er økonomiske og trafikale knudepunkter for henholdsvis den nordlige og den sydlige del af øen. Suðuroy har et veludbygget vejnet med let adgang til landskaber og høje fuglefjelde og klipper og har 262 holme og skær omkring sig.

Den 1. januar 2016 havde Suðuroy 4.589 indbyggere, fordelt på 14 bygder og syv kommuner. Den største enkeltstående bygd er Vágur (1.331 indbyggere pr. 1. jan. 2016), mens Tvøroyri, Froðba, Trongisvágur og Øravíkarlíð danner øens største sammenhængende bebyggelse med 1.695 indbyggere, inklusiv Øravík. Suðuroy har oplevet en reduktion i folketallet siden 1950'erne. Siden 1950 er folketallet faldet med en fjerdedel af befolkningen.

Administrativt er øen inddelt i syv kommuner: Tvøroyri, Vágur, Hvalba, Porkeri, Sumba, Fámjin og Hov. Den ubeboede ø Lítla Dímun, nordøst for Suðuroy, er en del af Hvalbiar kommuna. (Læs mere..)

Uge 14, 2016

Tysklands højindustrialisering er betegnelsen for en fase i Tysklands økonomiske historie. Tidsmæssigt ligger den efter den industrielle revolution i Tyskland og frem til 1. verdenskrigs udbrud. Dette svarer nogenlunde til den periode hvor det Tyske Kejserrige eksisterede. I perioden mellem 1870 og 1914 skiftede Tyskland karakter fra stadig at være et udpræget landbrugsland til at være en moderne industristat. I denne Gründerzeit ("grundlæggertiden") ændredes ikke blot de økonomiske strukturer. Processen havde også effekt på samfundet. De indenlandske vandringer, en større urbanisering og etableringen af sociale og frem for alt markedsbetingede klasser kan direkte føres tilbage til højindustraliseringen. Indirekte fik udviklingen betydning på den politiske kultur (fremkomsten af politiske folkepartier og interesseorganisationer) og det kulturelle liv (f.eks. i form af Jugendbevægelsen som protest mod moderniseringen). Højindustrialiseringen fulgte efter den Anden industrielle revolution og omfattede automatisering af produktionsprocessen – masseproduktion og samlebånd. (Læs mere..)

Uge 15, 2016

En nøgen kvinde sætter sit hår foran et spejl er et oliemaleri fra 1841 af den danske guldaldermaler C.W. Eckersberg. Maleriet er udstillet på Den Hirschsprungske Samling i København. Det forholdsvise lille billede (blot 33,5 x 26 centimeter) anses for at være et af den danske guldalders hovedværker.

Eckersberg skabte værket på Kunstakademiet, hvor man nogle år tidligere var begyndt at male efter kvindelige nøgenmodeller. Modellen hedder Florentine, og sammen med Eckersberg malede også fem af hans elever denne model i samme opstilling. Eckersbergs maleri blev et par år senere købt af baronesse Christine Stampe og senere overtaget af grosserer Heinrich Hirschsprung.

Den Hirschsprungske Samling regner Eckersbergs maleri blandt sine tyve hovedværker. (Læs mere..)

Uge 16, 2016

Cherokee eller Tsalagi Gawondishi er et sprog, som primært tales af Cherokee-stammen af oprindelige amerikanere i USA. Langt fra alle stammens medlemmer taler dog sproget, der tilhører den irokesiske sprogfamilie. Det er det eneste såkaldt "sydlige irokesiske sprog" og adskiller sig markant fra de øvrige irokesiske sprog.

I dag er cherokee et af de få af de oprindelige amerikaneres sprog, der er i fremgang. Det skyldes dels, at der er udgivet en mængde litteratur på sproget, og dels, at stammen bevidst forsøger at sikre, at alle børn lærer sproget i skolen. Cherokee Phoenix var den første avis skrevet på både engelsk og et af de oprindelige sprog. Avisen blev udgivet første gang i 1828 i New Echota i Georgia. Udgivelsen ophørte i 1834, men avisen blev genoplivet i det 20. århundrede og udgives fortsat med hovedkontor i Tahlequah, Oklahoma.

Cherokee regnes som et af de vanskeligste sprog at lære for mennesker, der har europæiske sprog som førstesprog. Dette skyldes til dels, at cherokee har en polysyntetisk struktur, så ord består af mange dele, dels at udsagnsord er dominerende i sproget og kan bøjes i mange tusinde bøjningsformer, men også at sprogets tonefald kan ændre betydningen af det sagte.(Læs mere..)

Uge 17, 2016

Hertugen af Marlborough underskriver en depeche under slaget ved Blenheim i 1704.

Slaget ved Blenheim blev udkæmpet den 13. august 1704 og var et stort slag i den Spanske Arvefølgekrig. Ludvig 14. af Frankrig forsøgte at slå den tyske kejser Leopold 1. ud af krigen ved at besætte Wien og opnå en fordelagtig fredsaftale. Kurfyrste Maximilian 2. Emanuel af Bayern og marskal Marsins styrker i Bayern truede byen vestfra, og marskal Vendômes store armé i Norditalien udgjorde en alvorlig trussel med en mulig offensiv gennem Brennerpasset. Wien var også under pres fra Rákóczis ungarske oprør østfra. Hertugen af Marlborough indså faren og besluttede at komme Wien til undsætning ved at marchere sine styrker sydpå fra Bedburg og hjælpe med til at fastholde kejser Leopold i den store alliance.

En kombination af vildledning og fremragende administration, der skulle skjule hans sande bestemmelsessted, betød, at hertugen af Marlborough uhindret kunne marchere fra Nederlandene til Donau på fem uger. Efter at have sikret sig Donauwörth ved Donau forsøgte englænderen at komme i kamp med kurfyrstens og Marsins hær, inden marskal Tallard kunne nå at bringe forstærkninger frem gennem Schwarzwald. De fransk-bayerske hærførere var imidlertid tilbageholdende med at kæmpe, før de følte sig tilstrækkelig stærke, og derfor begyndte de allierede at plyndre Bayern for at tvinge dem i kamp. Taktikken lykkedes ikke, men da Tallard ankom for at afstive kurfyrstens hær, og prins Eugen ankom med forstærkninger til de allierede, kom de to hære endelig i kamp ved bredden af Donau i og omkring landsbyen Blenheim.

Slaget ved Blenheim blev et af vendepunkterne i den Spanske Arvefølgekrig. Den overvældende allierede sejr sikrede Wien mod den fransk-bayerske hær og forhindrede således, at den store alliance brød sammen. Bayern blev slået ud af krigen, og Ludvig den 14.'s håb om en hurtig sejr blev slukket. Frankrig havde tab på over 30.000, inklusive den øverstkommanderende, marskal Tallard, som blev ført til England som fange. Inden kampagnen i 1704 sluttede, havde de allierede erobret Landau foruden byerne Trier og Trarbach som forberedelse af det følgende års felttog ind i selve Frankrig. (Læs mere..)

Uge 18, 2016

USA's Interstate Highway System er et netværk af hovedveje i USA. Systemet er et delsystem inden for det større National Highway System, som også omfatter U.S. Highways og andre hovedveje. Interstate Highway Systemet omfatter 75.440 km veje.

Vejnettet ejes og vedligeholdes af de enkelte delstater, eller særlige myndigheder (Toll Authorities), hvor der er tale om veje med vejafgift. Dog finansieres en stor del af opgaverne af de føderale myndigheder, der også stiller krav til den standard, som Interstate Highways skal overholde.

Der findes Interstate Highways til stort set alle USA's større byer. I modsætning til i mange andre lande fører hovedvejene ofte gennem byernes centre og forretningskvarterer. Indbyggerne i USA bruger vejene i deres daglige transport til og fra arbejde, og ca. 1/3 af alle langdistancerejser går via disse veje. Stort set alt gods, der transporteres i USA, vil på et eller andet tidspunkt blive transporteret på en Interstate Highway. (Læs mere..)

Uge 19, 2016

Sleppið Grindini 2015 var en kampagne, som Sea Shepherd Conservation Society førte på Færøerne i 2015. Formålet var at standse grindefangst på Færøerne, blandt andet ved at dokumentere fangsten ved tage billeder og video, hvilket senere kunne bruges til dokumentarfilm, der formodentlig kunne skade færøsk og dansk turisme. I 2014 førte organisationen en lignende kampagne, der blandt andet resulterede i, at Færøernes Lagting vedtog stramninger af Grindeloven, som gav politiet hjemmel til at give meget større bøder og at tilbageholde folk, som forstyrrede grindefangst, i op til 24 timer.

Under aktionen i 2015 var der et meget mindre antal aktivister end året før, og de fleste af dem var til søs, mens nogle få var på land. Der var konfrontationer mellem politiet og Sea Shepherd under grindefangst, da aktivisterne forsøgte at forhindre grindebådene i at drive grindehvalerne ind mod stranden.

Den 7. august 2015 blev der afsagt dom i sagen mod fem Sea Shepherd-aktivister fra grinden i Bøur og Tórshavn. Dommeren fandt alle fem skyldige i brud på Grindloven og dømte bøder på op til 35.000 danske kroner. Sagen kom for Østre Landsret i Tórshavn, og der blev afsagt dom 17. marts 2016. Landsretten stadfæstede bøden på 75.000 til organisationen Sea Shepherd, tre aktivister fik nedsat deres bøder, og en fjerde aktivist fra samme hændelse fik sin bøde stadfæstet. Sea Shepherd nægter at betale bøderne. Anklagemyndigheden forbereder endnu en sag med udgangspunkt i, at folk fra Sea Shepherd satte menneskeliv i fare ved at sejle hensynsløst. (Læs mere..)

Uge 20, 2016

Quintus Asconius Pedianus (ca. 9 f.Kr. - 76 e.Kr.) var var en lærd latinsk forfatter fra 1. århundrede e.Kr. Han skrev en række værker, hvoraf kun fem kommentarer til et udvalg af Marcus Tullius Ciceros taler er overleveret til i dag. Moderne filologer og historikere mener, at Asconius er den mest pålidelige kommentator blandt de antikke og efterantikke kommentatorer til Ciceros taler. Derfor er Asconius' kommentarer en vigtig kilde bl.a. til den romerske republiks historie.

Fra den tidlige middelalder er der sammen med Asconius' kommentarer også overleveret en anden kommentar, der af moderne filologer bliver anset for at være skrevet af Pseudo-Asconius. Sammenlignet med andre antikke forfattere fra samme periode har interessen for Asconius været begrænset i forhold til udgivelser og oversættelser. (Læs mere..)

Uge 21, 2016

Lisa Ann (født Lisa Anne Corpora; 9. maj 1972) er en amerikansk sportsradiovært og tidligere pornoskuespillerinde. Hun har også arbejdet som instruktør, baggrundsdanser og talentagent. Hun er bedst kendt for at parodiere den tidligere Alaska-guvernør, Sarah Palin, i seks voksenfilm. Hun er en del af AVN, XRCO, Legends of Erotica og Urban X Halls of Fame. Ann startede sin underholdningskarriere som stripper i en alder af 16 år. I 1994 blev hun en del af pornoindustrien som pornoskuespillerinde, hvor hun i 20 år frem optrådte i 533 film. Udover den omtalte Sarah Palin-parodi, er Ann ofte blevet castet som en MILF-figur i sine film. Lisa Ann har også haft en rolle bag kameraet, nemlig som pornoinstruktør, hvor hun blandt andet har haft sit eget produktionsselskab. Dette blev hun, efter hun stoppede med at være pornostjerne i 2004. Senere har hun været tv-vært, mentor, agent og radiovært. Sidstnævnte var mere specifikt sportsradiovært, hvor hun har haft meget engagement i mange typer sport. Dette har også smittet af på hendes privatliv, da hun adskillige gange har haft forhold til sportsstjerner og -personligheder. (Læs mere..)

Uge 22, 2016

Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach (28. november 170027. maj 1770 var datter af markgreve Christian Heinrich af Brandenburg-Kulmbach og blev via ægteskab med Christian 6. dronning af Danmark. Sophie Magdalene var af den mægtige Hohenzollern-fyrsteslægt.

Sophie Magdalene blev i samtiden og eftertiden især kendt for sin tilbagetrukne tilværelse i forhold til folket samt for ombygningen af Hirschholm Slot. Mindre kendt, men med større perspektiv var det, at hun blev landboreformernes pioner, da hun i årene fra 1759 til 1761 gjorde bønderne under slottet til arvefæstere, det vil sige sikrede dem mod opsigelse og fratrædelse af deres gårde ved død og skifte.

Det satte præg på hende, at hun kom fra et fattigt fyrstehus. Hun kompenserede ved at opføre sig og bygge både fornemt og dyrt. Hun gjorde, hvad hun kunne for at hjælpe sin familie, blandt andet til fremtrædende stillinger i Danmark. Ligeledes satte det præg på hende, at hun - som kongen - var pietist og lagde vægt på en kristen levevis. Det betød, at der ingen fester og baller var ud over det mest nødvendige. Helligdagslovgivningen blev stærkt overholdt.

Sophie Magdalene fik aldrig sat det præg på sine børn, som hun ønskede. Til gengæld lykkedes det hende at få et godt forhold til sit barnebarn, den senere Christian 7. (Læs mere..)

Uge 23, 2016

Ruten for Giro d'Italia 2009

Giro d'Italia 2009 var den 92. udgave af Giro d'Italia, en af cykelsportens Grand Tours. Løbet blev kørt 9.-31. maj 2009 og markerede 100-års-jubilæet for løbets første udgave. Der blev kørt en rute, der startede i Venedig og sluttede i Rom. 22 hold kørte 21 etaper.

Giroen førte feltet til flere byer, der har haft betydning for italiensk cykelsport. 10. og 16. etape blev benævnt kongeetaper, da de begge indeholdt flere svære stigninger.

Rytterne protesterede under løbets niende etape, et criterium i Milano. Protesten omhandlede officielt den overordnede sikkerhed i løbet, og blev sat i gang efter de livstruende skader, Pedro Horrillo pådrog sig dagen før. Rytterne nægtede at konkurrere på etapen i protest, på nær spurten ved målstregen.

Denis Mensjov vandt løbet efter at have taget føringen på 12. etapes lange enkeltstart og forsvaret sig mod angreb fra den nærmeste konkurrent, Danilo Di Luca, på den sidste uges bjergetaper. Di Luca blev toer, 41 sekunder efter vinderen, og vandt maglia ciclamino som vinder af pointkonkurrencen. Efter Giroen blev både han og vinderen af tredjepladsen, Franco Pellizotti, involveret i dopingskandaler, tildelt karantæner og frataget deres resultater. (Læs mere..)

Uge 24, 2016

Eritrea er et land i det nordlige Østafrika. Landet grænser op til Sudan i vest, Etiopien i syd og Djibouti i sydøst. Landets øst- og nordøstlige side kyst mod det Røde Hav, hvor Dahlakøerne ligger. Området var tidligere en italiensk koloni, som blev annekteret af Etiopien i 1952 og efter en løsrivelseskrig og folkeafstemning blev selvstændigt i 1993. Landet er rigt på råstoffer, blandt andre guld, sølv, nikkel, olie og naturgas.

Der findes ni folkegrupper i landet. Landet er domineret af semitisk talende folkegrupper, som udgør omkring 85 % af den samlede befolkning. Det to dominerende sprog er tigrinja og arabisk. De to største religioner i Eritrea er kristendom og islam, idet kristne udgør et klart flertal.

Politisk er landet de facto et diktatur. Den eritreanske regerings vigtigste udviklingsprojekt er den så kaldte Warsai-Yekalo-kampagne, en samfundstjeneste, hvor alle indbyggere skal bidrage til landets opbygning ved at arbejde for staten. På den måde er der arbejdskraft til reparation og byggeri af infrastrukturen, dæmninger, jordbrug, skoler, klinikker, sygehuse etc. Med dette vil man sikre landets madforsyning på sigt samt lokke udenlandske investeringer og turister til. Denne politik har imidlertid ført til, at mange illegalt udvandrer til andre lande. Mange af regeringens tiltag har ledt til en svækkelse af den private sektor og dennes investeringer til fordel for statslige (eller partibaserede) monopoler. Militærtjenestens organisering til en national arbejdskraft indebærer en stor besparelse for statsudgifterne, eftersom arbejdskraften er gratis, og meget af det materiale og den kapital, som anvendes, er en kombination af billige stedlige ressourcer samt billig import og kontraktbundne udenlandske virksomheder med relativt lave omkostninger fra blandt andet Kina og Sydkorea. Regeringen forsøger også at opbygge den begrænsede fiskeindustri og udnytte landets ressourcer i havet. (Læs mere..)

Uge 25, 2016

Digteren af Paa Memphis Station, Johannes V. Jensen i 1902, omkring tidspunktet for rejsen, der inspirerede til digtet.

Paa Memphis Station er et prosadigt af Johannes V. Jensen og et klassisk digt i dansk litteratur.

Jensen var fra foråret 1902 til 1903 på jordomrejse først til Østen, dernæst til USA. Undervejs, i begyndelsen af marts 1903, havde han et kortere ophold med overnatning i en lille stationsby, påtvunget af en togforstyrelse. Opholdet beskrev han i 1911 i erindringsskitsen Æventyret i den fremmede Stad, og det blev også baggrunden for digtet Paa Memphis Station, der blev indleveret til tidsskriftet Tilskueren efter hjemkomsten i 1903. Det blev trykt i Tilskueren i marts det følgende år, og desuden udkom det i Jensens første digtsamling, Digte, udsendt i 1906.

Digtet har ingen fast metrik og er opdelt i 16 strofer med varierende linjeantal. Jensens oplevelser fandt ikke, som man måske skulle tro, sted på Memphis Station i Tennessee, men brugen af denne giver ham mulighed for at referere dels til floden Mississippi, dels til oldtidsbyen Memphis i Egypten.

Digtet vakte i første omgang ikke større opsigt, men med tiden er samlingen, hvori det optrådte første gang, blevet anset for en af ganske få digtsamlinger, der satte en ny litterær dagsorden i Danmark. Adskillige fremtrædende personer har fremhævet digtet, heriblandt digterkollegerne Jeppe Aakjær og Klaus Rifbjerg. (Læs mere..)

Uge 26, 2016

Colosseum, en af Roms mest markante seværdigheder.

Rom (italiensk: Roma) er hovedstad i Italien og landets største og mest befolkningsrige by med mere end 2,7 millioner indbyggere. I metropolregionen er der en population på ca. 5 millioner. Byen ligger i den centralvestlige del af den italienske halvø, hvor floden Aniene løber sammen med Tiberen.

Vatikanstaten er en enklave i Rom, som er Den Hellige Stols suveræne territorium. Denne stat er den mindste nation i verden.

Rom er i dag moderne og kosmopolitisk. Byen er den tredjemest besøgte turistdestination i EU og en by med stor kulturel og politisk betydning. Dens internationale lufthavn Fiumicino er den største i Italien. Byen huser hovedkontorer for størstedelen af alle større, italienske virksomheder, ligesom hovedafdelinger for tre af verdens 100 største virksomheder er placeret her (Enel, Eni og Telecom Italia).

Som en af de få større europæiske byer, som kom gennem 2. verdenskrig relativt uskadt, har Rom stadig karakter af renæssance og barok. Roms Historiske Centrum er udpeget af UNESCO som et verdensarvsområde.

Byen har gennem tiden haft flere forskellige tilnavne, blandt andet: l'Urbe (byen) og caput mundi (verdens hovedstad), samt i dag: la Città Eterna (den evige stad), Limen Apostolorum (Apostlenes dørtærskel/begyndelse) og la città dei sette colli (de syv højes by). Desuden findes udtrykkene Rom blev ikke bygget på én dag og alle veje fører til Rom. (Læs mere..)

Uge 27, 2016

Hyderabad var en stat på det indiske subkontinent. Staten blev etableret i 1724 og eksisterede frem til 1948, hvor den blev indlemmet i Indien. Staten var den største af de indiske fyrstestater i kolonitidens Indien, og havde i 1947 en befolkning på over 16 millioner. Den blev regeret af en hersker med titlen nizam. Herskeren var muslim, mens befolkningen overvejende var hinduer. Byen Hyderabad var statens hovedstad.

Asaf Jahi-dynastiet var et dynasti af tyrkisk oprindelse fra en region omkring Samarkand i det nuværende Uzbekistan, der kom til Indien i slutningen af 1600-tallet, hvor dynastiet indgik som forvaltere i Mogulriget. De overtagne dele af Indien indgik i Mogulriget i 1680'erne. Da Mogulriget blev svækket i 1700-tallet, erklærede Kamar-ud-din provinsen uafhængig med sig selv som hersker under navnet Asaf Jah og med titel som "nizam".

I takt med Mogulrigets svækkelse voksede det hinduistiske Maratharige frem i Indien. Nizamen var involveret i en række krige og slag, der alle resulterede sejr til Marathariget og tab af territorium for nizamen. Den løbende svækkelse af nizamens stat medførte, at nizamen i 1798 indgik en aftale med British East India Company. Nizamen overlod her udenrigsanliggender til kompagniet, hvorved staten Hyderabad i realiteten blev en vasalstat og derved en del af briternes indirekte styre af Indien gennem flere hundrede fyrstestater.

Ved Indiens deling og selvstændighed i 1947 søgte nizam Asaf Jah 7. at gøre landet selvstændigt, hvorved en konflikt med den nydannede indiske republik opstod. I september 1948 invaderede Indien landet, der herefter blev indlemmet i Indien som en delstat. (Læs mere..)

Uge 28, 2016

Frederik Magle

Frederik Magle (født 17. april 1977 i Stubbekøbing) er en dansk komponist, koncertorganist og pianist. Han har skrevet orkesterværker, kantater, kammermusik og soloværker, især for orgel, deriblandt flere kompositioner på bestilling af det danske kongehus. Han komponerer ny klassisk musik (kompositionsmusik) og crossover mellem klassisk musik og andre musikgenrer og har som udøvende musiker opnået et ry som en orgelvirtuos, der også "kaster sig selv og kirkeorglet" ud i mere eksperimenterende projekter – ofte med improvisation – der grænser op mod electronica, jazz og andre ikke-klassiske genrer.

Magle stammer fra en kunstnerisk familie, idet hans mor er skuespilleren Mimi Heinrich, faderen var organist og billedhugger, og han er grandnevø til komponisten Emil Reesen. Han blev optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som 16-årig, men stoppede her efter halvandet år for bedre at kunne arbejde selvstændigt med sine kompositioner. Som 17-årig vandt han den danske udgave af Eurovision Young Musicians, men nåede dog ikke blandt de tre bedste i den europæiske finale.

Første offentlige fremførelse af en af hans kompositioner fandt sted i Stubbekøbing Kirke kort før hans otte-års fødselsdag, og to år senere optrådte han for første gang på tv. Senere har han samarbejdet med blandt andet violinisten Nikolaj Znaider. I 2004 fik han opført den symfoniske suite Cantabile med tekster fra prins Henriks digtsamling af samme navn. (Læs mere..)

Uge 29, 2016

Neger (afledt af latin: niger, "sort") er en betegnelse for folk fra Afrika (især syd for Sahara), fortrinsvis med mørk hud (samt efterkommere af disse, også i andre verdensdele). Den gruppe folk, der samles under denne betegnelse, har højst forskellig kulturel og etnisk baggrund og identificerer sig ikke altid som negre.

Ordet opfattes i dag af nogle som nedsættende mens andre mener, at det er en neutral betegnelse. Nogle sprogbrugere foretrækker ord som sort eller farvet, men heller ingen af disse ord er ukontroversielle.

Ordet 'neger' kan sammenlignes med det engelske 'negro'. (Læs mere..)

Uge 30, 2016

Mikojan-Gurevitj MiG-21 er et supersonisk jagerfly designet af Sovjetunionens Mikojan-Gurevitj-bureau. Flyets design med en deltavinge gav flyet tilnavnet “Balalajka” grundet ligheden med det trekantede russiske strengeinstrument. Den første prototype fløj i 1959, og der blev i perioden frem til 1985 fremstillet i alt 11.496 eksemplarer af flyet i forskellige versioner.

De oprindelige versioner af flyet anses som 2. generations jagerfly, hvorimod senere versioner anses som 3. generations jagerfly. Mere end 60 stater over fire kontinenter har benyttet MiG-21, og flyet er stadig pr. 2016 i aktiv tjeneste i en række landes luftvåben.

MiG-21 det kampfly, der er fremstillet i flest eksemplarer siden Koreakrigen, og den supersoniske jager, der er fremstillet i flest eksemplarer. Flyet var tidligere det fly, der var blevet fremstillet i den længste periode (i dag er Boeing F-15 og Lockheed-Martin F-16 dog fremstillet i længere perioder).

Flyet har været anvendt under en række militære konflikter og viste sig særlig under Vietnamkrigen effektivt mod bl.a. amerikansk fremstillede kampfly. (Læs mere..)

Uge 31, 2016

Træbiologi er et felt inden for faget biologi, der udelukkende beskæftiger sig med træer.

Overordnet set gælder det, at træer er skovvæsner, altså "sociale" planter. De er bygget over et system, som er ca. 230 millioner år gammelt. Træer er autotrofe, dvs. selvforsynende med byggestof og energi, men har brug for CO2, vand, lys og gødningsstoffer til deres vækst samt jord til forankring.

Træer bruger overskuddet af årets fotosyntese til fire ting: vækst, oplagring, blomstring og forsvar. De har en meget ulige fordeling af energi gennem året, hvor det svageste tidspunkt ligger ved løvspring. Træer er bygget som russiske dukker, hvor lag lægges uden på lag år for år. De kan ikke gendanne tabt ved, men de kan nydanne noget andet til erstatning. De søger at fastholde et bestemt forhold mellem rodens vægt og toppens.

Træer kan opdage og reagere på såring i barken inden for få sekunder, og de kan forsvare sig mod svampeangreb gennem sår i barken ved at indkapsle det angrebne ved. De kan også løse problemer med såring ved at overvokse sårfladen fra kanterne. Træerne indgår i samarbejde med bestemte svampearter i det, der hedder mykorrhiza (svamperod). (Læs mere..)

Uge 32, 2016

Republikken Venedigs økonomiske historie har især været forbundet med handel. Gennem skiftende tider har Venedig haft handel som en afgørende forudsætning for sin trivsel, til dels suppleret med fremstillings- og forædlingsvirksomhed.

Venedig drog allerede fra den tidlige middelalder fordel af sin placering i den nordlige ende af Adriaterhavet, idet den lå tæt på sine markeder i Mellemeuropa og nære tilknytning til det byzantinske rige. Byen og republikken blev snart rygrad for skibskonvojer og den frie handel.

Denne kommercielle revolution førte til en aldrig tidligere set dominans indenfor økonomi, bogholderi og regnskab. Venedigs handelsmetoder, samfundsformer og finansieringsmetoder, og metoder til erhvervsfremme var ofte langt forud for udviklingen i resten af Europa. Erobringen af Konstantinopel åbnede for handel langt ind i Asien, hvilket gav store indtægter, men også krævede store investeringer, hvilket var forbeholdt patricierfamilier.

Andre magter var interesserede i at få del i handelen, og med de store opdagelsesrejser i 15. og da:16. århundrede blev Venedig efterhånden trængt af magter som Holland, England og Portugal. (Læs mere..)

Uge 33, 2016

J.P.E. Hartmann

Johan Peter Emilius Hartmann (14. maj 1805 - 10. marts 1900) var en dansk komponist.

Som barn fik Hartmann undervisning i violinspil, og han lærte sig selv nogenlunde at spille klaver, men også orglet lokkede med en far, der var organist. Hans interesse og talent blev bemærket af Weyse, der udvirkede, at den unge Hartmann kunne få bedre undervisning. Som 19-årig fik han selv stilling som organist.

Det følgende år debuterede han som komponist med en kantate, Orglets Pris. I 1836 fik han mulighed for at rejse ud i Europa, hvorunder han mødte store komponister som Chopin, Cherubini, Rossini og Spohr. I et europæisk musikmiljø, der i løbet af hans liv skiftede retning flere gange, blev Hartmann inspireret til også at ændre sin stil, men hans egen tone er også tydelig.

Blandt hans langt over hundrede værker tæller tre operaer og anden teatermusik, en række melodier til sange og salmer (fx "Flyv, Fugl, Flyv" og "Blomstre som en rosengård", flere korværker, to symfonier og instrumentalmusik som sonater (Læs mere..)

Uge 34, 2016

Et vandkraftværk ved Moss i Norge.

Et vandkraftværk er et kraftværk, som producerer elektrisk energi ved hjælp af rindende vand.

Et vandkraftværk henter den potentielle energi i vand, som er fordampet fra havet og faldet som nedbør i bjergene. Højdeforskellen mellem vandet før og efter turbinen giver et energipotentiale.

Energien bliver produceret, ved at vandet strømmer gennem en turbine. Til turbinen er der fæstnet en aksel, som går til en elektrisk generator. Det er generatoren, som producerer strømmen. Vandet løber gennem en afløbstunnel og ud i floden eller søen igen.

Der er to hovedtyper af vandkraftværker. Magasinkraftværker kan lagre vand i overskudsperioder for senere at bruge dette vand til kraftproduktion i tørre perioder. Elvkraftværker kendetegnes af store vandmængder med lille faldhøjde. Disse kraftværker er afhængige af vandføringen i elven, som vanskeligt kan reguleres, og vandet bruges derfor, når det kommer. Elvkraftværkerne ligger som regel i lavlandet, mens magasinkraftværkerne typisk ligger i bjergene, hvor man også kan producere strøm ved hjælp af små vandmængder med stor faldhøjde. (Læs mere..)

Uge 35, 2016

Kong Valdemars segl

Kong Valdemars Jordebog er en gængs betegnelse for en gruppe tekster fra det 13. århundredes Danmark, kong Valdemar Sejrs tid. Teksterne er den første art matrikulation af kongens ejendom. Jordebogen er som tekst-empirisk kildemateriale et værdifuldt grundlag for stednavneforskningen og studiet af social-strukturelle elementer, såsom rigs-konstitution og godsbesiddelse i Valdemarernes Danmark.

Teksterne er part af et større håndskrift, manuskriptet «Codex Holmiensis A 41». I Danmark blev jordebogen først publiceret af P.F. Suhm i 1792 under titelen Liber census Daniæ (dansk: Danske skattebog), og det er skat samt matrikulation der traditionelt danner rammen for forståelsen af jordebogens indhold.

Teksten som helhed består overvejende af navneord og tal; navneordene er fortrinsvis stednavne og personnavne samt termer for mønt, mål og vægt. Teksten er oftest opstillet i to kolonner på siden. Sproget er overvejende holdt i latin, mens stednavne er på dansk. (Læs mere..)

Uge 36, 2016

Strukturen i et DNA

DNA, kort for (den engelske forkortelse for) deoxyribonukleinsyre, er et molekyle, som bærer på de fleste af de genetiske instruktioner, der bruges ved vækst, udvikling, funktion og reproduktion af alle kendte levende organismer og mange vira. DNA og RNA er nukleinsyrer; sammen med proteiner og komplekse kulhydrater udgør de de tre store typer makromolekyler, der er essentielle for alle kendte former for liv.

De fleste DNA-molekyler består af to biopolymer-strenge snoet omkring hinanden i en dobbelthelix og er bygget op af nukleotider. Hvert nukleotid består af enten cytosin (C), guanin (G), adenin (A) eller thymin (T) samt deoxyribose og en fosfatgruppe.

Inde i cellerne organiseres DNA i lange strukturer kaldet kromosom. Under celledeling duplikeres disse kromosomer i en proces kaldet DNA-replikation, hvilket giver hver celle sit eget komplette sæt af kromosomer. (Læs mere..)

Uge 37, 2016

Andorras flag

Fyrstendømmet Andorra er et lille land, som ligger mellem Frankrig og Spanien i den østlige del af bjergkæden Pyrenæerne. Gennem århundreder har Andorra været et diarki med to samfyrster som statsoverhoveder: biskoppen af Urgell og Frankrigs statsoverhoved. Ordningen med to samfyrster blev traktatfæstet i 1278. Først i 1993 blev landet en suveræn stat efter at have indgået en aftale om dette med Frankrig og Spanien. Dermed blev Andorra et fuldgyldigt medlem af det internationale samfund og blev optaget som medlem i FN, Europarådet og en række andre internationale mellemstatslige organisationer.

Med grundloven af 1993 blev Andorra til et parlamentarisk demokrati. Det tidligere fattige og isolerede land oplevede fra 1950'erne og fremefter en økonomisk opgangsperiode. Landet har gennemgået udviklingen til en moderne selvstændig stat, og har i denne proces oprettet nationale institutioner på mange felter indenfor samfunds- og kulturliv.

Turisme og handel, bankvirksomhed og ejendomsudvikling har været de vigtigste sektorer i økonomien. Samtidig fulgte velstandsøgning, så vel som befolkningsøgning og arbejdsindvandring. Forudsætningerne for landets økonomi har ændret sig på grund af EU's indre marked, hvor nabolandene Spanien og Frankrig er med. International bekæmpelse af skatteparadiser har medført skærpede krav for bank- og finanssektoren i landet. (Læs mere..)

Uge 38, 2016

Valkyrie modtager i ValhalOdin ridende på da:Sleipner (detalje fra en gotlandsk billedsten).

Valkyrier var i nordisk mytologi en gruppe af feminine magter, der blev associeret med krig og død og guden Odin. De var gudinder, der udpegede hvilke krigere, der skulle falde i kamp, og som skulle tilbringe efterlivet i Odins borg Valhal. I Valhal ville krigerne blive medlemmer af Odins hird, einherjerne, som skulle kæmpe for ham i den sidste kamp ved Ragnarok. I dette dødsrige ville krigere blive opvartet af valkyrier. I flere heltesagn og digte optræder valkyrierne også som dødelige krigeres elskerinder. I dem fremstilles de ofte som kongedøtre og knyttes til svaner.

Fyldige beskrivelser af valkyrier kendes fra mange forskellige nordiske skriftlige kilder fra middelalderen, bl.a. Ældre Edda, der blev nedskrevet i Island på baggrund af ældre før-kristne kilder. Fra før-kristen tid kendes flere runeindskrifter, der henviser til valkyrier, men betydningen af dem er vanskelig at tyde uden hjælp fra de yngre kilder. De beskrives ikke som egentlige gudinder, men var alligevel vigtige, mytologiske væsner.

Forestillingen om valkyrier kan bygge på en ældre fællesgermansk tradition. Det er blevet foreslået, at valkyrierne var forbundet med andre former for gudinder, f.eks. norner, diser og vølver. I moderne tid har valkyrier været inspirationskilde for adskillige kunstværker inden for både musikken, malerkunsten, digt, computerspil o.lign. (Læs mere..)

Uge 39, 2016

Dronning Margrethe 2. er den seneste i kongerækken.

Kongerækken er den officielle liste over danske regenter gennem tiderne.

Rækken har bestået af mange skiftende slægter, men alle nedstammer fra den første konge i rækken: Gorm den Gamle. Monarkens rolle er også blevet ændret meget gennem tiderne, men monarken og kongerækken har stadig en vigtig funktion som nationale samlingspunkter i Danmark.

Den danske kongerække indledes traditionelt med Gorm den Gamle, der var konge fra 930'erne til ca. 958. Han nævnes på Jellingstenene sammen med hustruen Thyra Dannebod og sønnen Harald Blåtand, der efterfulgte ham på tronen.

Frankiske annaler og krønikeskriveren Adam af Bremens værk har dog bevist eksistensen af ca. 20 konger før Gorm den Gamle. De er ikke medregnet i listen over konger, da artiklen følger den traditionelle kongerække, som den ses på kongehusets egen hjemmeside.

Den seneste i kongerækken er dronning Margrethe 2. (Læs mere..)

Uge 40, 2016

De fire destroyere i Gøteborg havn

Psilanderaffæren var en episode, der indtraf i Skálafjørður nær TorshavnFærøerne under 2. verdenskrig den 20. juni 1940, hvor de fire svenske destroyere HMS Psilander (18), HMS Puke (19), HMS Romulus (27) og HMS Remus (28) blev tilbageholdt af Royal Navy. På dette tidspunkt var Danmark besat af Tyskland, og Storbritannien havde besat Færøerne. Tilbageholdelsen fandt sted, da briterne frygtede, at Tysklands Kriegsmarine ville beslaglægge dem og tage dem i tysk tjeneste, når de forlod Nordsøen

At svenske jagere overhovedet befandt sig ved Færøerne, i et for briterne ganske kritisk tidspunkt i krigen, i juni 1940 beroede på Sveriges akutte behov for moderne krigsmateriel, der opstod ved krigens udbrud i september 1939. Italien var et af de få lande, som kunne sælge det ønskede materiel, og et hurtigt salg af fire jagere blev gennemført. Fartøjerne blev klargjort i La Spezia i marts og april 1940. Efter en lang og dramatisk hjemrejse, forsinket af blandt andet pludseligt opståede defekter og besværligheder med at skaffe brændstof, havnede destroyerne sammen med passagerskibet Patricia og tankeren Castor ved Færøerne, da kamphandlingerne i Vesteuropa fik flådestyrken til at undgå sejladsen gennem den engelske kanal.

Cirka en uge senere fik Sverige efter intensive diplomatiske forhandlinger frigivet skibene, og de kunne efterfølgende sejle til Gøteborg. Eftersom jagerstyrkens chef, kommandørkaptajn Torsten Hagman havde overgivet et bevæbnet svensk orlogsfartøj til en fremmed magt uden kamp, blev han frataget sin kommando, og han blev indkaldt til indledende forhør ved krigsretten ved Västkustens marinkommando. Da sagen ikke gik videre til rettergang, fik Hagman heller ikke rettens ord eller offentlig oprejsning for rigtigheden i sin beslutning. (Læs mere..)

Uge 41, 2016

Josip Broz Tito

Josip Broz Tito (7. maj 1892 - 4. maj 1980) var en jugoslavisk revolutionær og statsmand, der besad flere politiske embeder fra 1943 og til sin død i 1980. Under 2. verdenskrig var han leder af de jugoslaviske partisaner, der ofte betragtes som den mest effektive modstandsbevægelse i det tysk-besatte Europa. Til trods for at hans præsidentperiode er blevet kritiseret som autoritær, og at der er blevet rejst mistanke om undertrykkelse af politiske modstandere, blev Tito af de fleste betragtet som en "godgørende diktator" på grund af hans økonomiske og diplomatiske politik. Han var en populær offentlig figur både inden og uden for Jugoslaviens grænser. Tito, der blev set som et forenede symbol, vedligeholdt gennem sin indenrigspolitik en fredelig sameksistens mellem nationerne i det jugoslaviske forbund. Han blev yderligere kendt en central skikkelse indenfor De alliancefrie landes bevægelse sammen med Indiens Jawaharlal Nehru, Egyptens Gamal Abdel Nasser og Indonesiens Sukarno.

Josip Broz blev født som søn af en kroatisk far og en slovensk mor i landsbyen Kumrovec i Kroatien. Efter at være blevet indkaldt til hæren udmærkede han sig ved gode præstationer og blev den yngste sergentmajor i den østrig-ungarske hær på daværende tidspunkt. Efter at være blevet alvorligt såret og taget til fange af soldater fra det kejserlige Rusland under 1. verdenskrig blev Broz sendt til arbejdslejr i Ural-bjergene. Han deltog i Oktoberrevolutionen og blev senere en del af en enhed af den røde garde i Omsk. Efter sin frigivelse rejste Broz hjem til det, der nu var blevet til Kongeriget Jugoslavien, hvor han meldte sig ind i Jugoslaviens kommunistiske parti (CPY). Han blev forfulgt på grund af sine kommunistiske holdninger, og han levede i lange perioder incognito under forskellige pseudonymer, blandt andet "Tito", som han endte med at tage til sig som en del af sit navn. (Læs mere..)

Uge 42, 2016

Leonidas ved Thermopylæ, malet af Jacques-Louis David, 1814

Slaget ved Thermopylæ i år 480 f.Kr. var et slag under perserkrigene mellem en alliance af græske bystater mod den invaderende persiske hær ved Thermopylæ-passet. Selv om de var i undertal, formåede grækerne at standse fjenden i et af de mest berømte slag i historien. En styrke på ca. 7000 krigere fra de græske bystater, anført af kong Leonidas, formåede at spærre den eneste vej, som den enorme persiske hær kunne passere.

Perserne vandt til slut slaget, men led uhyre store tab, før det lykkedes dem at omgå spærringen, og selv det skete kun, fordi en græker ved navn Ephialtes forrådte de kæmpende grækere og afslørede en bjergvej, der gik bag om grækernes forsvarslinjer. Kong Leonidas blev tilbage i passet med 300 spartanske elitesoldater og omkring 700 thespiatiske frivillige for at forsinke den persiske hær, hvilket medførte, at den resterende del af hæren kunne falde tilbage og forsvare sig mod den persiske afdeling, der havde taget bjergvejen. (Læs mere..)

Uge 43, 2016

Christopher Columbus

Christoffer Columbus (14511506) var en navigatør og opdagelsesrejsende fra Genova. Han var den opdagelsesrejsende, der i 1492 genopdagede Amerika fra Europa, efter at folk fra Nordeuropa i en periode omkring femhundrede år tidligere havde været bosat i Vinland.

Columbus var stået til søs i en ung alder, og han blev på et tidspunkt interesseret i kartografi, hvorved han beregnede sig frem til en noget ukorrekt afstand til Cipango (Japan) mod vest fra Portugal. Han var interesseret i at foretage en ekspedition i den retning for at finde vejen dertil og fik opbakning til sine planer fra dronning Isabella af Kastilien. Han drog af 3. august 1492 med tre skibe, og ekspeditionen nåede øen San Salvador 12. oktober samme år samt Cuba et par uger senere.

Columbus vendte tilbage til Europa med nogle indfødte og forskellige andre effekter fra de områder, som han fortsat troede, var en del af Asien. Hans opdagelser vakte behørig opsigt, og han foretog yderligere tre rejser over Atlanterhavet, hvilket gjorde ham ganske velhavende, hans eget primære mål. Hans nyopdagelse af det amerikanske kontinent førte imidlertid meget mere med sig, idet der ikke gik mange år, inden der blev gennemført en omfattende europæisk kolonisering, hvorved en række kulturer på kontinentet gik til grunde. (Læs mere..)

Uge 44, 2016

Graffitimalere af Tupac Shakur i Harlem.

Tupac Amaru Shakur (1971-1996), bedre kendt under sine kunstnernavne 2Pac og Makaveli, var en amerikansk rapper og skuespiller. Shakur har solgt over 75 millioner album på verdensplan, hvilket gør ham til en af ​​de bedst sælgende musik-kunstnere gennem tiderne. Han blev født i Harlem i New York, men flyttede med familien via Baltimore til Californien. Begge hans forældre og flere andre i hans familie var medlemmer af De Sorte Pantere, hvis idealer er blevet afspejlet i hans sange.

Han begyndte sin karriere som roadie og danser, inden han i 1991 debuterede med soloalbummet Pacalypse Now efterfulgt af Strictly 4 My N.I.G.G.A.Z. i 1993. Senere dannede han forskellige grupper og viste han et imponerende flow og et stort talent for at tage sociale emner op på en måde, der appellerede til et bredt publikum i tiden.

Han var også involveret i en række kriminalsager, der bl.a. omfattede skyderi og voldtægt, og han blev i 1995 idømt en fængselsstraf. Mens han sad fængslet, udgav han Me Against the World, der solgte 240.000 eksemplarer i udgivelsesugen, hvilket var en rekord for en solorapper på daværende tidspunkt. Sideløbende med karrieren som rapper spillede han også med i en række film, bl.a. Poetic Justice, hvor han spillede overfor Janet Jackson.

Den 7. september 1996 blev han skudt i et drive-by shooting i Las Vegas og døde seks dage senere, som følge af sine kvæstelser. Dødsfaldet medvirkede til hans øgede popularitet, og efterfølgende er der blevet udsendt flere album med tidligere optagede numre. (Læs mere..)

Uge 45, 2016

Et flygel fra Steinway & Sons.

Steinway & Sons er en amerikansk-tysk flygel- og klavervirksomhed med verdensry, grundlagt 5. marts 1853Manhattan i New York City af tyskeren Heinrich Engelhard Steinweg. De ansatte var hovedsageligt tyske immigranter. Virksomhedens vækst førte til etablering af en fabrik i Queens og en fabrik i Hamborg. Fabrikken i Queens leverer til Amerika, og fabrikken i Hamborg leverer til resten af verden.

Steinway er blevet beskrevet som en prominent flygel- og klavervirksomhed, der er kendt for at fremstille håndlavede flygler af meget høj kvalitet. Den europæiske del af virksomheden er kongelig hofleverandør til dronning Elizabeth 2. af Storbritannien.

Virksomheden står bag mange opfindelser inden for konstruktionen af flygler, og Steinway er blevet tildelt 126 patenter inden for flygelkonstruktion; det første patent i 1857.

Steinway-flygler har vundet utallige priser og medaljer. En af de første er en guldmedalje i 1855 ved American Institute Fair i New York Crystal Palace. I årene 1855-62 modtog Steinways flygler 35 guldmedaljer. Adskillige priser og medaljer fulgte, bl.a. tre medaljer ved verdensudstillingen Exposition Universelle i 1867 i Paris. (Læs mere..)

Uge 46, 2016

Det periodiske system er en tabelarrangering af grundstofferne, ordnet efter deres atomnumre, elektronkonfigurationer og gennemgående kemiske egenskaber. Denne ordning viser periodiske tendenser, såsom elementer med lignende opførsel i samme søjle. Det viser også fire rektangulære blokke med omtrentligt ens kemiske egenskaber. Generelt gælder det indenfor enhver række at metallerne er i venstre side og ikkemetallerne er i højre side.

Rækkerne i systemet kaldes perioder; søjlerne kaldes grupper. Seks grupper har navne såvel som numre: for eksempel kaldes gruppe 17-grundstoffer for halogener og gruppe 18-grundstoffer for ædelgasser. Det periodiske system kan bruges til at udlede forholdene mellem grundstoffernes egenskaber og forudsige egenskaberne for nye grundstoffer, der endnu ikke er blevet opdaget eller syntetiseret.

Dmitrij Mendelejev udgav i 1869 det første anerkendte periodiske system. Han udviklede sit system for at illustrere de periodiske tendenser i egenskaberne blandt de dengang kendte grundstoffer. Mendelejevs periodiske system er sidenhen blevet udvidet og forfinet i takt med opdagelsen eller syntetiseringen af flere nye grundstoffer og udviklingen af nye teoretiske modeller til at forklare kemisk opførsel.

Alle grundstofferne fra atomnummer 1 (hydrogen) til 118 (ununoctium) er blevet opdaget eller syntetiseret. De seneste tilføjelser (grundstof 113, 115, 117 og 118) blev bekræftet af IUPAC 30. december 2015. De første 94 grundstoffer eksisterer naturligt, selvom nogle kun findes i spormængder og blev syntetiseret i laboratorier, før de blev fundet i naturen. Grundstofferne med atomnumrene 95 til 118 er kun blevet syntetiseret i laboratorier eller kernereaktorer. (Læs mere..)

Uge 47, 2016

Blicher taler på folkemøde på Himmelbjerget, maleri af Neiiendam.

Folkefester og folkemøder er brede folkelige begivenheder med et demokratisk ideal. Folkemøderne har traditionelt et nationalpatriotisk eller politisk fokus, men kan også være fester hvor underholdningen er i højsædet. Oftest rummer de begge elementer.

Traditionen med folkefester blev indledt af Steen Steensen Blicher, da han tog initiativ til Himmelbjergfesten i 1839. Blicher havde som ambition en blanding af en patriotisk sammenkomst og "gymnastiske væddelege" fra oldtidens Hellas. Himmelbjergsfesten blev gentaget med voksende tilslutning de kommende år, og initiativet blev fulgt op af lignende fester rundt om i landet. Mod århundredskiftet var tilslutningen til folkefesterne dog noget vigende, og kun møder, hvor grænsespørgsmålet var et bærende tema, kunne mobilisere større menneskemængder.

Efter systemskiftet i 1901 fik mange folkefester karakter af grundlovsfester, hvilket igen gav møderne vind i sejlene, og dermed blev grunden lagt til en tradition, som siden har holdt sig. Af nyere folkefester kan desuden nævnes RebildfestenUSA's uafhængighedsdag samt i dette århundrede folkemødet på Bornholm samt Mosbjerg Folkefest. (Læs mere..)

Uge 48, 2016

Eksempel på et målebordsblad med landsbyen Sørvad i centrum.

Et målebordsblad er et detaljeret topografisk landkort i stor målestok, som er opmålt i terrænet vha målebord. Målebordsblade, som oprindeligt blev fremstillet til militært brug, fungerede som grundkort, hvorfra kort i mindre målestok kunne udarbejdes. Et målebordsblad dækker normalt, afhængig af det pågældende land og kortsystem, et areal på i størrelsesordenen 50-200 km2, og der kræves derfor typisk flere hundrede eller tusinde blade for at dække et helt land.

Generalstabens topografiske Afdeling udgav i sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet målebordsblade over Danmark i målestok 1:20.000. I midten af 1900-tallet blev de af Geodætisk Institut erstattet med de nuværende 4-cm-kort i målestok 1:25.000. Efterhånden blev målebordsbladene brugt som udgangspunkt for kort til andre end militære formål. I nutiden justeres de typisk med udgangspunkt i flyvefotografier. På kortene finder man alle naturgivne forhold aftegnet, fx højdeforskelle, søer, landskabstyper osv., sammen med mere kulturelt betingede forhold som bygninger, jernbaner og veje, hegn osv.

I Tyskland påbegyndtes en geodætisk opmåling af konge- og fyrstedømmerne i første halvdel af 1800-tallet, og ved det Tyske Kejserriges samling i 1871 begyndte man at fremstille målebordsblade i målestokken 1:25.000 over hele riget. (Læs mere..)

Uge 49, 2016

Tina Dickow

Tina Dickow (født 14. oktober 1977) er en dansk singer-songwriter, der er inspireret af bl.a. Bob Dylan, Tracy Chapman og Leonard Cohen. Internationalt optræder hun under navnet Tina Dico.

Dickow har udgivet ti album, heraf otte studiealbum, og hun fik sit kommercielle gennembrud med det tredje album In the Red i 2005 med sange som "Room with a View" og "Nobody's Man". Dette album modtog dobbelt-platin i 2009 for 60.000 solgte eksemplarer, og hun har i alt solgt mere end 300.000 album i Danmark. Dickow er kendt for, ud over at forfølge sin egen solokarriere, også at optræde sammen med andre musikere, og særligt hendes samarbejde med Steffen Brandt fra Tv•2 har været en succes med turneer i 2009 og 2015, lige som hendes optrædener med DR UnderholdningsOrkestret har resulteret i en række udsolgte koncerter. Dickow har også skrevet musikken til filmen Oldboys fra 2008, hvilket blandt andet blev udgangspunkt for hendes album The Road to Gävle fra det følgende år.

Tina Dickow har dannet par med den islandske sanger og musiker Helgi Jónsson professionelt siden 2008 og senere også privat. Hun bor nu i Island med Jónsson og sammen har de to børn. (Læs mere..)

Uge 50, 2016

Tværfløjte adskilt for transport

En tværfløjte er et europæisk musikinstrument i træblæserfamilien, fordi den oprindeligt blev fremstillet af træ. Nutildags er grundmaterialet typisk metal som sølv, guld og platin, eller træ eller kulfiber. Materialevalget har stor betydning for klangen, og det gør stor forskel på blæseteknikken. De forskellige materialer er ofte kombinerede, så fx mundpladen er af guld og resten af sølv. Ved notation af musik spillet af en tværfløjte benyttes udelukkende g-nøglen.

Tværfløjten begynder så småt at vinde indpas i musikken i barokken, hvor Vivaldi var en af de første komponister, der for alvor inddrog instrumentet i sine værker. Af senere komponister med blik for tværfløjtens muligheder kan nævnes Debussy samt danskeren Joachim Andersen, der selv var fløjtenist. (Læs mere..)

Uge 51, 2016

Et af de fire billeder i serien Pigen fra Andros

Pigen fra Andros er en serie på fire oliemalerier skabt af den danske kunstner N.A. Abildgaard i perioden 1801-1804.

Abildgaards serie er baseret på en kærlighedskomedie fra år 166 f. Kr. af den romerske digter Terents, og er skabt samtidig med, at Abildgaard udviklede et kærlighedsforhold til Juliane Marie Hauch, som blev hans anden hustru, et forhold der gav hans kunst en ny retning, hvor han begyndte at beskæftige sig med forskellige sider af kærlighedslivet som tematik. Komediens handling er indviklet og svær at få styr på, men Abildgaard har trukket nogle bestemte scener frem og flettet sin private kærlighedshistorie sammen med komediens.

De fire billeder hang som en art bryllupsgave til hustruen på væggene i parrets embedsbolig i KunstakademietCharlottenborg (hvor Abildgaard var professor). De fire værker er daterede med hver sit årstal. Serien synes dog at være tænkt som helhed fra starten, idet holsteneren August Hennings ved sit besøg i Abildgaards atelier september 1802 havde set fire næsten afsluttede malerier med scener fra Terents. (Læs mere..)

Uge 52, 2016

Jan Palach

Jan Palach (11. august 1948 i Mělník19. januar 1969 i Prag) var en tjekkisk student, der i protest mod nedkæmpningen af Pragforåret og mod Sovjetunionens diktat brændte sig selv ihjel. Med sin handling ville han sætte fokus på tilbagetrækningen af Alexander Dubčeks regeringsreformer og den deraf følgende apati og håbløshed, kun fem måneder efter invasionen af Warszawapagtens tropper i Tjekkoslovakiet. (Læs mere..)