Wikipedia:Ugens artikel/Uge 13, 2023

Cessna 172 Skyhawk

Cessna 172 eller Cessna 172 Skyhawk er et firesædet, enmotors, højvinget fly produceret af Cessna Aircraft Company. Den blev første gange sendt på vingerne i 1955, og siden er der bygget flere eksemplarer af dette fly end af noget som helst andet fly.

Cessna 172 er en videreudvikling af Cessna 170 fra 1948 med den store ændring, at mens 170'eren er et halehjulsfly, er 172'eren et næsehjulsfly, hvor støttehjulet er placeret foran de to hovedhjul. Flyets tilnavn, Skyhawk, betegnede oprindeligt en trimningspakke, som dog efterhånden blev standard på alle Cessna 172 fly. Nogle opgraderede versioner af flyet betegnes Cutlass.

Den første produktionsmodel blev sendt på markedet i 1956, og i 2015 havde fabrikken bygget mere end 44.000 enheder. Modellen er fortsat i produktion. Cessna 172'erens største konkurrenter på markedet var tidligere Beechcraft Musketeer og Grumman AA-5, som begge er udgået af produktion, Piper Cherokee og senest Diamond DA40 og Cirrus CR20.

I 1958 satte en Cessna 172 verdensrekord i udholdenhed, da to piloter fløj uafbrudt i næsten 65 dage. Rekorden står fortsat i dag. (Læs mere..)