Wikipedia:Ugens artikel/Uge 22, 2023

Arkitektur i København præges af at byen er berømt for at have balance mellem ny og gammel arkitektur og en homogen bygningsmasse i 5-6 etagers højde, og i 2008 vedtog Borgerrepræsentationen at Indre By skal friholdes for højhuse. Således fremstår store dele af Indre By ganske velbevaret på trods af historiske bybrande og bombardementer, selv om mange af de berømte tårne og spir er af nyere dato. Brandene betyder dog, at middelalderens bygningsmasse stort set er forsvundet, og det er derfor den eneste epoke, som er dårligt repræsenteret i byens fremtoning. Modsat fx Stockholm er København præget af punktvise fornyelser af bygningsmassen frem for voldsomme rydninger af større kvarterer. Samtidig har økonomien ofte lagt bånd på de mest ambitiøse projekter, hvorfor knopskydningsløsninger som ved Statens Museum for Kunst og Den Sorte Diamant er udbredt. Store dele af Indre By, Christianshavn og Frederiksstaden er underlagt bygningsfredning.

Som i mange lignende byer har venerationen for det bestående fulgt de økonomiske konjunkturer: I gode tider er det blevet revet ned, mens perioder med stagnation har resulteret i genbrug af bygninger. Byggefeberen har især raset efter voldenes fald i 1850'erne og 1860'erne, i 1880'erne og 1900'erne, i efterkrigstidens 1950'erne og 1960'erne og senest i 1990'erne og 2000'erne, der især så en vækst i boligbyggeriet. I sidstnævnte periode er gamle industrianlæg blevet omdannet til luksusboliger i verdensklassearkitektur, som fx Carlsberg-siloen (1997) af Vilhelm Lauritzens Tegnestue, Torpedohallen (2003) af Tegnestuen Vandkunsten og Gemini Residence (2005) af hollandske MVRDV i samarbejde med JJW arkitekter. (Læs mere..)