Wikipedia:Ugens artikel/Uge 38, 2017

Luftfoto af Berns centrum med den gamle bydel inden for sløjfen på floden Aare.

Bern er forbundshovedstad i Schweiz og landets fjerdestørste by (efter Zürich, Basel og Geneve) med knap 130.000 indbyggere (med forstæder 350.000; metropol: 660.000). Bern er også hovedstad for den tosprogede (tysk og fransk) Kanton Bern, der er den næstmest befolkede af Schweiz' 26 kantoner. Den gamle bydel i Bern er på UNESCOs verdensarvsliste.

Der er ikke arkæologiske beviser for beboelse på det område, det nuværende Bern ligger på, fra før det 12. århundrede. På halvøen Engelhalbinsel nord for stedet fandtes en keltisk befæstning omkring 200 f.v.t., og i romertiden var der en tilsvarende romersk fæstning samme sted. I 1191 blev området erobret af hertug Berthold af Zähringen, og han gav navn til byen, muligvis efter sagnhelten Didrik af Bern. I 1218 blev Bern en fri rigsstad, og dens selvstændighed blev fastslået i midten af 1300-tallet efter en række lokale slag.

Bern ligger i det schweiziske Mittelland i 542 m højde. Floden Aare flyder gennem byen og danner en sløjfe, i hvis bund den gamle bydel ligger. Byen har en lang række parkanlæg, herunder den centralt beliggende Kleine Schanze, der blandt andet huser en række kulturarrangementer og giver besøgende en smuk udsigt til Alperne. (Læs mere..)