Wikipedia:Ugens artikel/Uge 45, 2018

Billeder fra 1. Verdenskrig.

1. Verdenskrig var en global militær konflikt, der varede fra 1. august 1914 til 11. november 1918 og fandt sted på slagmarker hovedsageligt i Europa, men også i Mellemøsten, Afrika og sporadisk i Sydøstasien. Krigen kostede over ni millioner menneskeliv og blev dermed en af de blodigste konflikter i verdenshistorien.

Krigen blev udløst af mordet i Sarajevo den 28. juni 1914 på den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, som blev myrdet af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Dette mord udløste krig mellem Østrig-Ungarn og Serbien og efterfølgende en række krigserklæringer forårsaget af den indgroede mistillid, de indviklede europæiske alliancesystemer havde opbygget til hinanden. Dermed udløstes de store spændinger, Europa på denne tid var præget af, og af mange blev krigen derfor set som en lettelse, der kunne tage trykket af stormagternes provokationer over for hinanden. Man forventede i alle lande, at krigen ville være overstået i løbet af blot et par måneder.

1. Verdenskrig blev i begyndelsen hovedsageligt ført mellem Centralmagterne, det Tyske kejserrige og Østrig-Ungarn, på den ene side og Ententemagterne, Frankrig, Rusland, Serbien og Storbritannien på den anden side. Flere andre lande som Belgien, USA, Kongeriget Italien og Rumænien tiltrådte også krigen, som endte med Centralmagternes nederlag og endelig blev afsluttet i sommeren 1919 ved indgåelsen af Versaillestraktaten, som pålagde Tyskland skylden for krigen.

Konsekvenserne af krigen var enorme. Østrig-Ungarn og det Osmanniske Rige opløstes og blev erstattet af en række mindre østeuropæiske stater. Tyskland blev omdannet fra monarki til republik og måtte afgive landområder til Frankrig. Oktoberrevolutionen i Rusland skabte den første kommunistiske stat i verden, Sovjetunionen.

Fredsslutningen formåede ikke at afslutte landenes iboende stridigheder, der havde været årsagen til krigen. Krigen og fredsslutningen blev derfor en slags forløber for en endnu større katastrofe, 2. verdenskrig. (Læs mere..)