Wikipedia:Ugens artikel/Uge 48, 2007

Joe Hill.

Joe Hill, egentlig Joel Emmanuel Hägglund, alias Joseph Hillstrom, født den 7. oktober, 1879 i Gävle, Sverige – dømt for mord og henrettet ved skydning den 19. november, 1915 i Salt Lake City, Utah, USA, var en svensk/amerikansk fagforeningsaktivist, arbejderdigter og protestsanger.

Joe Hill regnes som en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige amerikanske protestsangere, og han nævnes som inspirationskilde for kunstnere som Woody Guthrie, Bob Dylan, John Lennon og Joan Baez. Han skrev en række aktuelle arbejder- og protestsange, som især brugte humoren og ironien i sine budskaber. Flere af Joe Hills sange blev trykt i "Little red Songbook", der blev udgivet af den syndikalistiske amerikanske arbejderorganisation, Industrial Workers of the World, som Joe Hill var medlem af, og agiterede for.

Joe Hill opnåede at blive en levende legende blandt syndikalister og fagforeningsaktivister i USA, og hans sange gjorde ham til et kendt navn i den amerikanske arbejderklasse og blandt immigranter og arbejdsløse. Efter en meget omdiskuteret retssag der vakte international opmærksomhed, og den efterfølgende henrettelse, voksede hans popularitet, og Joe Hill er siden blevet genstand for film, sange, bøger, talrige artikler samt opera og teater.

Joe Hill er, og måske med rette, blevet kaldt The Man Who Never Died. Læs mere