Wikipedia:Ugens artikel/Uge 5, 2016

S-busser er en type hurtige og direkte busser i Storkøbenhavn med få stop. De første linjer blev oprettet af HT i 1990, og i perioden frem til 1998 blev S-busnettet løbende udbygget med flere linjer. I dag drives S-busnettet af trafikselskabet Movia og er en naturlig del af rygraden i den kollektive trafik i hovedstadsområdet.

S-busserne kan kendes på deres blå hjørner. På stoppesteder, kortmateriale og andet er linjerne markeret med samme blå farve. S-busserne har linjenumre, som er multipla af 50 efterfulgt af bogstavet "S". De linjer, hvis numre er multipla af 100, kører på tværs af S-togsnettet, mens de øvrige linjer er enkelt- eller dobbeltradiale via Københavns centrum. Siden 2004 findes der 8 S-buslinjer.

I modsætning til de nyere A-busser og R-Net betjener S-busserne kun de mest benyttede stoppesteder. (Læs mere..)