Åbn hovedmenuen
Første side i Íslendingabók

Íslendingabók, eller Libellus Islandorum eller Bogen om islændingene, er et historisk værk, som omhandler Islands tidligste historie. Forfatteren er den islandske lærde Are Torgilsson Frode, som skrev den en gang tidligt i 1100-tallet. Bogen eksisterede i to ulige versioner, men kun den yngste har overlevet. Den ældre indeholdt også information om de norske konger, hvilket senere sagaskribenter drog nytte af.

Præsten Jón Erlendsson i Villingaholt (død 1672), som i tjeneste hos biskop Brynjólfur Sveinsson gjorde to kopier af Íslendingabók (nu mærket som AM 113 a fol og AM 113 b folÁrni Magnússon instituttet). Den sidste udgave fordi biskoppen var misfornøjet med den første kopi. Originalen, som teksten blev kopieret fra, formodes at være fra omkring 1200. Den gik tabt i løbet af 1600-tallet, og da Árni Magnússon ledte efter den, var den forsvundet uden spor.

Stil og kilderRediger

Íslendingabók er et meget omfattende arbejde. Den omhandler de vigtigste hændelser i Islands tidligste historie, skrevet i en knap prosa, den som siden er blevet karakteriseret som sagastil. Da forfatteren kun havde mundtlige fortællinger at forholde sig til, var han meget opmærksom på at opgive sine kilder ved navn. Are Frode undgår overnaturligt materiale og kristne fordomme. Forordet til bogen udtaler udtrykkeligt, at hvad som end måtte være forkert i bogen, må blive korrigeret til "det som kan blive bevist til at være mest mulig sandt". På grund af disse kvaliteter og den tid, på hvilken den blev skrevet, betragter nutidens historikere bogen for at være den mest pålidelige kilde til Islands første historie.

IndholdRediger

Med undtagelse af forordet og en genealogi (slægtshistorie) i slutningen er Íslendingabók inddelt i ti korte kapitler. En gennemgang neden for:

ForordRediger

1. Islands bosætningRediger

Island blev bosat på den tid, da Harald Hårfagre regerede, af udflyttere fra Norge. Den første bosætter, Ingolf Arnarsson, bosatte sig i Reykjavík. Tidligere indbyggere, det var nogle få irske munke, forlod øen, da de ikke ville leve sammen med hedninge. Da de første bosættere kom til Island, var øen skovklædt "fra kysten til fjeldene".

2. Indføringen af loven fra NorgeRediger

Da Island i større grad var blevet beboet, blev en mand ved navn Ulvljot den første mand, som bragte et lovværk til Island fra Norge. En anden mand, Grim Geitesko, undersøgte hele Island, før Alltinget (Alþingi) kunne oprettes. Forfatteren er noget uklar på dette punkt. Antageligvis udforskede Grim landet for at finde et egnet sted for tinget.

3. Etableringen af AlltingetRediger

Alltinget blev etableret på Tingvoldene (Þingvellir), som blev fælles ejendom. Efter 60 år var bosættelsen af Island fuldstændig. Ulvljot blev den første lovsigemand.

4. Ændringen af kalenderenRediger

De klogeste mænd på Island opdagede, at kalenderen var i færd med at blive usynkron i forhold til årstiderne. Problemet beroede på det faktum, at kalenderen, som var i brug, benyttede 52 uger på året, det vil sige kun 364 dage. Eftehånden kom folk til den konklusion, at selv om året manglede en dag, ville de ikke benytte et år, som ikke havde et lige antal uger. En mand ved navn Torstein Surt (Þorsteinn surtr) fremkom med en sindrig løsning – en hel uge skulle lægges til for hvert syvende år. Forslaget blev godtaget ved lov af forsamlingen på Alltinget.

5. Inddelingen af Island i fjerdingeRediger

Systemet med sporadiske lovsamlinger blev uhåndterligt, og der opstod et behov for en standardisering. En mand ved navn Tord Gell (Þórðr gellir) beskrev for Alltinget sine nylige vanskeligheder med at retsforfølge en speciel sag på det lokale ting. Han foreslog, at landet skulle inddeles i fire fjerdinge med hvert sit fjerdingsting. I hver fjerding blev der også holdt tre herredsting, bortset fra den nordlige, hvor der blev holdt fire, eftersom nordboerne ikke kunne enes om de tre.

6. Opdagelsen og bosætningen af GrønlandRediger

Grønland blev opdaget og bosat af folk fra Island omkring 985. Erik den Røde gav landet dets indbydende navn for at opmuntre folk til at flytte dertil. De norrøne bosættere fandt spor af tidligere menneskelig aktivitet og sluttede af det, at de, som havde boet der, var i slægt med skrællingerne ved Vinland.

7. Island går over til kristendommenRediger

Den norske Kong Olav Tryggvason sendte den missionerende præst Tangbrand (Þangbrandr) til Island for at omvende beboerne til kristendommen. Han havde en del held med at døbe et par høvdinge, men mødte også modstand og endte med at dræbe to eller tre mand, som havde digtet et niddigt om ham. Han drog så tilbage til Norge efter et eller to år med en opremsning af trivielle klager og fortæller kongen, at han har ringe tro på, at landet kan blive omvendt. Kongen blev rasende over at høre dette og truede med at fængsle eller dræbe alle islændinge i Norge. To af de islandske høvdinge, som var blevet omvendte af Tangbrant, mødte kongen og lovede at hjælpe til med at få landet omvendt.

Sommeren 999 eller 1000 nåede spørgsmålet om religion et kritisk punkt ved Alltinget. Den kristne fraktion og den hedenske fraktion ville ikke dele de samme love. De kristne valgte en ny lovsigemand for kun dem selv, Hallr á Síðu. Han opnåede en aftale med Torgeir Ljósvetningagoði, den hedenske lovsigemand, ved at Torgeir skulle komme op med et kompromis, som alle kunne godtage.

Torgeir gik til sin lejr og forblev i teltet resten af dagen og den påfølgende nat. Dagen efter talte han ved Lögberg. Han sagde, at der kun var én måde at beholde freden i landet på, og det var, at alle adlød de samme love og havde den samme religion.

Þat mon verða satt, es vér slítum í sundr lögin, at vér monum slíta ok friðinn.
Det vil vise sig som sandt, at om vi river lovene i stykker, vil vi også rive freden i stykker.

Før han forelagde kompromisset, fik han forsamlingen til at love at holde sig til kun ét lovværk for alle i landet. Torgeir sagde, at alle, som ikke allerede var døbte, måtte konvertere til kristendommen, men der var dog tre undtagelser:

  1. Det skulle fortsat være tilladt at udsætte uønskede barn
  2. Det skulle fortsat være tilladt at spise hestekød
  3. Det skulle fortsat være tilladt at blote i eget hus, blot ingen andre så det.

Nogen år senere blev disse undtagelser ophævede.

8-10. Biskopperne og lovsigemændene på IslandRediger

GenealogiRediger

LitteraturRediger

  • Finnur Jónsson (redaktør) (1930). Are hinn fróþe Þorgilsson : Íslendingabók. København. Jørgensen & co.s Bogtrykkeri. Tilgængelig online hos www.heimskringla.no: islendingabok
  • Jakob Benediktsson (redaktør) (1968). Íslenzk fornrit I : Íslendingabók : Landnámabók. Reykjavík. Hið íslenzka fornritafélag.

Eksterne henvisningerRediger

  • Íslendingabók fra «Kulturformidlingen Norrøne Tekster og Kvad» i Norge.