Åbn hovedmenuen

Aarhus Havnebad

badeanlæg i Aarhus Havn
Aarhus Havnebad på åbningsdagen 30. juni 2018
Kort over Havnebadet i Aarhus

Aarhus Havnebad er et offentligt badeanlæg i Aarhus Havn. Anlægget, der også blot kaldes Havnebadet, ligger i bassin 7 på Aarhus Ø. Havnebadet kan rumme 650 badegæster.

Det 2.600 m2 store[1] Aarhus Havnebad består af et 50 meter bassin (2,5 meter dybt), et børnebassin med skrå bund (0,3 meter dybt), et bassin til juniorer (0,9 meter dybt) og et springbassin (4 meter dybt) med udspringsplatform. Derudover rummer badeanlægget blandt andet to saunaer til henholdsvis damer og herrer, fire toiletter samt et handicaptoilet og udendørsbrusere.[2]

Rundt langs kanten af havnebadet et niveau over bassinerne er et promenadedæk, som er åbent døgnet rundt hele året. Selve bassinområdet er derimod kun åbent en del af året. Der er i denne periode livreddere. Efter ønske fra Tryg Fonden indførtes i sommeren 2019 af sikkerhedshensyn en begrænsning på maksimalt 350 badegæster i bassinområdet.[3]

Havnebadet blev til takket været en donation på 40 millioner kroner fra Købmand Herman Sallings Fond. Badeanlægget er tegnet af Bjarke Ingels Group (BIG) i samarbejde med Gehl Architects, Kilden og Mortensen, CASA og Moe. Opførslen har Aarhus Kommune stået for, og har desuden selv brugt 18,6 millioner kroner på at sikre badevandskvaliteten og beskytte selve havnebadet mod vind og bølger ved at etablere en spunsvægs-konstruktion omkring havnebadet.[4]

Spunsvæggen var ikke oprindeligt en del af havnebadets konstruktion, men det viste sig, at bølgerne i bassin 7 til tider bliver så store, at havnebadet ikke ville kunne holde til det.[5] Bølgerne er ligeledes årsagen til, at en kunstige strand, som var en del af havnebadets oprindelige design, endnu ikke er på plads i bassin 7. Elementet med sandstranden, der blev bygget samtidig med resten af havnebadet, ligger i stedet stadig ved Pier 2 tæt på Dome of Visions. Her bliver det efter planen liggende indtil 2020, hvor Molslinjen, hvis færger skaber de problematiske bølger, flytter.[6]

GalleriRediger

ReferencerRediger