Addi Andersen

dansk politiker fra Centrum-Demokraterne, født 1928

Addi Andersen (født Hansen, 29. august 1928 i København) er en tidligere politiker fra Centrum-Demokraterne. Hun var blandt stifterne af partiet i 1973 og sad i Folketinget fra 1986 til 1987 og igen fra 1995 til 1998. Desuden fungerende var hun 16 gange som midlertidig stedfortræder for Erhard Jakobsen og René Brusvang mellem 1983 og 1990. Andersen var også medlem af Helsinge Byråd 1978-1982 og 1990-1994.[1]

Addi Andersen
Medlem af Folketinget
Embedsperiode
15. oktober 1995 – 11. marts 1998
Foregående Erhard Jakobsen
Valgkreds Frederiksborg Amtskreds
Embedsperiode
12. september 1986 – 7. september 1987
Foregående René Brusvang
Valgkreds Frederiksborg Amtskreds
Personlige detaljer
Født 29. august 1928 (95 år)
København, Danmark
Politisk parti Centrum-Demokraterne
Far Carl "Skoma'r" Hansen
Links
Biografi på folketinget.dk
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Familie, uddannelse og arbejde redigér

Andersen blev født på Aaboulevardens Fødeklinik og voksede op i Viborggade på Østerbro i København. Hendes forældre var Carl "Skoma'r" Hansen og Erna Hansen. Carl Skoma'r havde været den første danske professionelle fodboldspiller og blev senere fodboldtræner og foredragsholder, og fodbold prægede Andersens barndom idet hun var med når faren rejste rundt i Danmark som turnerende træner.[2]

Andersen gik 7 år i skole og fik så plads på en gård i Ramløse.[2] Fra 1942 til 1944 var hun landvæsenselev og hun blev uddannet til bogholder fra 1945 til 1948. Hun var klinikassistent hos en tandlæge 1950-1955 og arbejdede så i Helsinge Kommune i 37 år fra 1957 til 1994.[1]

Hun blev gift med Sigurd Andersen 25. november 1950, og de var gift i næsten 60 år indtil hans død 5. februar 2010.[3] Andersen bor på en nedlagt gård i Ramløse.[2]

Politisk karriere redigér

Andersen var med at stifte Centrum-Demokraterne i 1973.[4] Hun var folketingskandidat fra starten i 1973 og indtil 1995, opstillet i Fredensborgkredsen til 1986 og derefter i hele Frederiksborg Amtskreds. Hun opnåede aldrig valg, men blev fast medlem af Folketinget to gange: Første gang 12. september 1986 til 7. september 1987 fordi René Brusvang døde og anden gang 15. oktober 1995 til 11. marts 1998 fordi Erhard Jakobsen nedlagde sit mandat. Derudover var hun midlertidig stedfortræder for Brusvang 3 gange i 1983 og 1984, og for Jakobsen 13 gange mellem 1988 til 1990.[1]

Andersen var med af kommunalbestyrelse i Helsinge Kommune i to valgperioder: fra 1978 til 1982 og fra 1990 til 1994,[1] og også medlem af Frederiksborg Amtsråd fra 1990.[1] Hun stillede op til Europa-Parlamentsvalgene i 1994.[5] og 1999[6]

Hun var medlem af CD's Landsråd 1980 til 1986 og næstformand for CD's landsorganisation 1980 til 1981.[1]

Fodboldfan redigér

Andersen er inkarneret fodboldfan og ser til 6-8 og nogle gange flere fodboldkampe om ugen.[2] Den store fodboldinteresse i høj alder og hendes berømte far gav anledning til en række interviews og omtaler i adskillige danske medier i 2020 og 2021.[7][2][8][9]

Referencer redigér

  1. ^ a b c d e f Addi Andersen (CD), Folketinget, hentet 3. november 2021
  2. ^ a b c d e Rasmus Bech (25. oktober 2020), "Addi på 92 er så skør med fodbold, at hun følger adskillige hold. Hun har også siddet i Folketinget. Og så er hun datter af Danmarks første professionelle spiller", Politiken, hentet 3. november 2021
  3. ^ Addi Andersen, Ramløse, Gribskov Arkiv, hentet 3. november 2021
  4. ^ John Harmsen (7. februar 2021), "92 år og fuld af livsglæde. Gæst Addi Andersen & Marianne Hostrup", spreaker.com, 2 minutter 30 sekunder, hentet 3. november 2021
  5. ^ Valget til Europa-Parlamentet den 9. juni 1994 (PDF), Indenrigsministeriet, 9. januar 1995, hentet 3. november 2021
  6. ^ "Valget til Europa-Parlamentet den 10. juni 1999" (PDF), Nyt fra Danmarks Statistik, Danmarks Statistik, 21. juni 1999, hentet 3. november 2021
  7. ^ Malte Nørgaard; Anders Rud (3. november 2020), Addi på 92 er blandt de største fodboldfans i landet: Min søn synes ikke, jeg er rigtig klog, DR, hentet 3. november 2021
  8. ^ Camilla Nissen (7. juli 2021), Fodboldeksperten Addi på 92: Danmark kan gå i finalen, sn.dk, hentet 3. november 2021
  9. ^ Frits Ahlstrøm (29. august 2020), En landskamp for 100 år siden, Addi på 92 i Ramløse – og Lionel Messi, TV3, hentet 3. november 2021