Arianisme
Arianismen er opkaldt efter præsten Arius (256 i Alexandria i Egypten, død 336). Hans tilhængere kaldtes arianere. Arianerne hævdede, at Sønnen var skabt af Faderen og derfor hverken lige med Ham, evig eller guddommelig af væsen. Arianismen blev fordømt af det økumeniske koncil i Nikæa (325),[1] men det varede længe før den forsvandt. En central spiller i kampen mod arianismen var den alexandrinske biskop Athanasius, der fastholdt, at Sønnen, Kristus, var en del af Guds væsen og dermed ikke skabt.
Den 27. november 326 blev Arius indkaldt til Konstantinopel, hvorfra lejesoldater spredte arianismen ud i Europa til den katolske kirkes vrede, fordi det var kætteri at benægte Jesu Kristi guddom. Blandt mange af de germanske folkeslag som goterne i Spanien og vandalerne i Nordafrika og longobarderne i Italien levede arianismen videre i adskillige århundreder. Også af magtpolitiske årsager.
Se ogsåRediger
ReferencerRediger
- ^ Arianske Strid i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1915), forfattet af Laust Moltesen
Eksterne henvisningerRediger
Spire Denne artikel om kristendom er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |