Arikara

nordamerikansk indianerstamme

Arikara-stammen er en nordamerikansk indianerstamme i Fort Berthold reservatet i North Dakota. Den deler reservatet med to andre stammer: Mandan og hidatsa. Fælles for de tre stammer var en næsten ens levevis gennem århundreder som byindianere med opdyrkede arealer i nærtliggende floddale tæt på Missouri River.[1]:xi

Arikara-, mandan- og hidatsa-stammens fællesflag

Arikaraernes sprog hører til gruppen af caddoanske sprog.[1]:7 Deres navn for dem selv er sahnish.[2]:73 ”Arikara” forkortes sommetider til ”ree”.

HistorieRediger

Arikaraerne og pawnee-indianerne i Nebraska skilte sig ud fra hinanden engang før 1650[3]:133 for at danne to selvstændige stammer.[1]:25 [4]:29 På et tidspunkt før 1750 led en bygruppe øst for Missouri River et stort nederlag. I 1790erne holdt arikaraerne til i nærheden af Cheyenne River i South Dakota.[1]:30 Herfra rykkede stammen generelt nordpå under pres fra fjendtlige indianere.[1]:90 [3]:202

1800-tals historieRediger

Arikaraernes to byer af jordhytter ved Grand River i South Dakota var målet for den amerikanske hærs angreb i august 1823, som den fik massiv støtte til af flere hundrede siouxer. To år senere indgik stammen og U.S.A. en aldrig brudt fredsaftale.[1]:54 Stammen var part i Fort Laramie traktaten (1851).[1]:103

Et forsøg på at starte en ny by, Star Village, tæt ved mandanerne og hidatsaerne i foråret 1862 blev opgivet efter en kamp i byen med besøgende siouxer i august. Arikaraerne forlod Star Village og levede side om side med mandanerne og hidatsaerne i en fælles by, Like A Fishhook Village, i det centrale North Dakota.[1]:108

Generet af især forskellige sioux-grupper, deriblandt lakotaerne, bad den lille arikara-stamme om militær støtte fra U.S.A. op gennem 1850erne og 1860erne.[1]:109 og 114 [5]:10 Specielt i 1870erne bakkede stammen selv hæren aktivt op. Spejdere fra arikara-stammen gjorde tjeneste i militærposten Fort Abraham Lincoln i North Dakota, hvor de kom i kamp med lakotaer.[5]:13 I 1876 fulgte over tredive arikaraer[5]:14 oberstløjtnant George A. Custer og hans hærdeling på vejen til Little Bighorn River i crow-indianernes reservat i Montana,[6]:99 der var invaderet af fjendtlige lakotaer og cheyenner.[6]:107

ReligionRediger

SkabelsenRediger

Jorden blev skabt med mudder hentet op af en and fra bunden af en mægtig sø.[7]:11

Nessanu (Chief Above eller Creator) oversvømmede siden skuffet Jorden for at erstatte et ugudeligt folk af kæmper med religiøse mennesker. Arikaraerne eksisterede da kun som ufuldstændige væsener i Jordens indre; nogle beretninger omtaler dem som majs-kim gemt af Nessanu, skaberen.[7]:13 (Arikaraernes skabelsesberetning findes i flere udgaver uden væsentlige forskelle.)[7]:12-32

Arikaraerne befolker JordenRediger

 
Hundene Sygdom og Død fra arikaraernes skabelsesberetning

Jordens mørke og trange indre var længe opholdssted for alle levende væsener og alt, der groede. Alle skabninger var i en ufuldkommen tilstand og længtes efter videreudvikling og selvudfoldelse, og de stræbte efter lys og plads. Ved at bede og tænke over deres situation håbede de indespærrede at kunne forbedre deres lod.[8]:189

Nesaanu[2]:74 forvandlede en majskolbe fra sin himmelske have til en kvinde og sendte hende til Jorden. Denne Mother Corn (Mor Majs) skulle bistå de indespærrede med at overvinde alle forhindringer på deres vej op ad jorden og videre frem mod en bedre verden.[7]:13

En muldvarp lykkedes endelig med at grave sig op til jordoverfladen, hvor den blev blindet af Solens lys og trak sig tilbage. Næsten alle andre skabninger fanget i jorden slap ud i det fri gennem hullet, før dette lukkede sig om gofere, grævlinge og andre dyr.[8]:190

De undslupne startede en vandring mod vest og endte ved et stort vand. De bevingede væsener fløj let over. Resten magtede at dele vandet og gå over, men før de sidste nåede tørt land, skyllede bølgerne tilbage over dem. De er fiskene og de andre levende væsener i vandet.[8]:190

Den store skare fortsatte til den næste forhindring på vejen, der var en udstrakt, tæt skov. Ved at bede og søge vejledning fandt flere ud på den anden side af vildnisset; men rådyr, træpindsvin og andet levende måtte lære at klare sig under trækronerne.[8]:191

Nesaanu velsignede derpå arikaraerne og alt andet levende. Skaberen skænkede de troende folk viden om mange ting og gjorde deres liv lettere på flere måder. Arikaraerne modtog et helligt bundt og også en pibe.[8]:191 Når de fremover tændte piben, skulle de ofre røg til alt skabt af Nesaanu for at vise alt levende respekt.[8]:192

Arikaraerne tændte piben og ofrede røg til alle skabninger, men de glemte to sovende hunde. Disse vågnede og svor hævn over arikaraerne ved altid at følge dem og bide dem. Hundenes navne er Sygdom og Død.[8]:192

Sådan blev Verden, som den er.[8]:192

Arikaraer i fiktionRediger

Western-filmen The Revenant med Leonardo DiCaprio i hovedrollen rummer flere scener med arikaraer.

ReferencerRediger

  1. ^ a b c d e f g h i Meyer, Roy W.: The Village Indians on the Upper Missouri. Lincoln and London, 1977.
  2. ^ a b Yellow Bird, Loren: ”Now I Will Speak (Nawah Ti Waako’). A Sahnish Perspective on What the Lewis and Clark Expedition and Others Missed.” Wicazo Sa Review. Vol. 19, No. 1 (Spring 2004). Pp.73-84.
  3. ^ a b Johnson, Craig M.: A Chronology of Middle Missouri Plains Village Sites. Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 47. Washington, D.C., 2007.
  4. ^ Murie, James R.: Ceremonies of the Pawnee. Part I: The Skiri. Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 27. City of Washington, 1981.
  5. ^ a b c van de Logt, Mark.: “Whoever Makes War upon the Rees Will Be Considered Making War upon the 'Great Father': Sanish Military Service on the Northern Great Plains, 1865-1881.” Wicazo Sa Review. Vol. 32, No. 1 (Spring 2017). Pp. 9-28.
  6. ^ a b Hoxie, Frederick E.: Parading Through History. The making of the Crow Nation in America, 1805-1935.
  7. ^ a b c d Dorsey, George A.: Traditions of the Arikara. Washington D.C., 1904.
  8. ^ a b c d e f g h Gilmore, Melvin R.: "Arikara Genesis and its Teachings." Indian Notes. Vol. III, No. 3 (July, 1926). Pp. 188-193.