Atlasraket

(Omdirigeret fra Atlas V)

USA's Atlasraket er kendt for at sende de første amerikanere i kredsløb. Missilet blev benævnt HGM-16, hvilket betød at det blev opsendt udenfor de nedgravede raketsiloer. Atlas blev udviklet til det amerikanske luftvåbens strategiske missilstyrker af Convair, der var en del af General Dynamics. I 1994 blev Convair solgt til McDonnell Douglas, kort før Boeing opslugte sidstnævnte. Atlasmissilets første succesrige prøveflyvning skete d. 17. dec. 1957.

Atlas HGM-16 ICBM
Mercury Atlas 9 på startrampen
Atlas-Agena opsender Mariner 1
Atlas-Centaur opsender Surveyor 1
Atlas V551 opsendte New Horizons

Atlas er opkaldt efter titaniden Atlas, der bar himlen på sine skuldre i den græske mytologi.

Halvanden trinRediger

Førstetrinnet havde en Rocketdyne R-105 og to R-89-raketmotorer drevet af 110 tons RP-1 (raffineret petroleum) og flydende ilt. Førstetrinnet var en 22 m høj ballon-krop – tankvæggene af rustfast stål udgjorde den ydre skal på trinnet og var uden indre forstærkninger. Overtrykket i tanken holdt væggene udspilet, så de kunne bære den overliggende vægt. Under start opretholdt tankene overtrykket med kvælstof og efterhånden som tankene blev halvfyldte gjorde den tynde luft i højden det muligt at holde formen. Efter 135 sekunder var luftmodstanden svagere og R-89-motorerne blev bortkastet. Normalt bortkastes også tomme tanke, men ballon-kroppen var ikke så tung at det kunne betale sig. 140 sekunder efter slukker R-105-motoren. Atlas kunne fremføre et 3,7 Mt sprænghoved 12.100 km eller opsende 820 kg til et 185 km kredsløb.

Mercury-AtlasRediger

Atlas-AbleRediger

Vanguards 2.- og 3.-trin blev videreudviklet til Able-rakettrinnet til Thor-Able. Able blev også forsøgt opsendt med Atlasraketten men alle fem forsøg mislykkedes. Able var 8,3 m højt og vejede 2,5 tons. Aerojet AJ-10-raketmotoren anvendte salpetersyre og hydrazin i 115 sekunder og øverst var Altair-faststofraketten der brændte i 38 sek. Atlas-Able kunne sende 170 kg mod Månen.

  • 1959 – Pioneer (P3), mislykket månesonde.
  • 1960 – Pioneer (P30), mislykket månesonde.
  • 1960 – Pioneer (P31), mislykket månesonde.

Atlas-AgenaRediger

De amerikanske Convair B-58 Hustler bombefly skulle overflyve deres mål for at kaste deres brintbomber. Lockheed arbejdede på at påmontere en raketmotor på bomben, så B-58 kunne angribe fra sikker afstand. Bell 8048/8096-raketmotoren anvendte salpetersyre og hydrazin. Da B-58 blev nedprioriteret indbyggede Lockheed raketmotoren i Agena-rakettrinet. Agena var 7 m høj, vejede 6,8 tons og brændte i 265 sek. Agena var andettrin på Atlas-Agena og kunne opsende 850 kg til synkronbanen.

  • 1961 – Ranger 1, mislykket månesonde.
  • 1961 – Ranger 2, mislykket månesonde.
  • 1962 – Ranger 3, mislykket månesonde.
  • 1962 – Ranger 4, mislykket månesonde.
  • 1962 – Mariner 1, mislykket venussonde.
  • 1962 – Mariner 2, venussonde.
  • 1962 – Ranger 5, mislykket månesonde.
  • 1964 – Ranger 6, månesonde.
  • 1964 – Ranger 7, månesonde.
  • 1964 – Mariner 3, mislykket marssonde.
  • 1964 – Mariner 4, marssonde.
  • 1965 – Ranger 8, månesonde.
  • 1965 – Ranger 9, månesonde.
  • 1965 – Snapshot, amerikansk atomreaktor (SNAP-9A).
  • 1965 – GATV-6 (Gemini Agena Target Vehicle), mislykket målsatellit til Gemini 6.
  • 1966 – GATV-8, målsatellit til Gemini 8.
  • 1966 – OAO-1 (Orbiting Astronomical Observatory), mislykket astronomisatellit.
  • 1966 – GATV-9, mislykket målsatellit til Gemini 9.
  • 1966 – ATDA (Augmented Target Docking Adapter), mislykket målsatellit til Gemini 9.
  • 1966 – GATV-10, målsatellit til Gemini 10.
  • 1966 – Lunar Orbiter 1, månekredser.
  • 1966 – GATV-11, målsatellit til Gemini 11.
  • 1966 – Lunar Orbiter 2, månekredser.
  • 1966 – GATV-12, målsatellit til Gemini 12.
  • 1967 – Lunar Orbiter 3, månekredser.
  • 1967 – Lunar Orbiter 4, månekredser.
  • 1967 – Mariner 5, venussonde.
  • 1967 – Lunar Orbiter 5, månekredser.
  • 1960-62 – elleve SAMOS (Satellite And Missile Observation Satellite) fotorekognosceringssatellitter.
  • 1960-66 – tolv MIDAS (MIssile Defense Alarm System) varslingssatellitter.
  • 1963-67 – otteogtredive KH-7 fotorekognosceringssatellitter.
  • 1963-65 – seks Vela prøvesprængningsforbudsovervågningsdobbeltsatellitter.

Atlas-CentaurRediger

Convair udviklede det kraftige Centaur-rakettrin til at opsende tungere nyttelaster. Centaur er 9,6 m højt, vejer 16 tons og har to Pratt & Whitney RL-10-raketmotorer. Det brugte flydende ilt (−183 °C) og brint (−253 °C) og brændte i 470 sekunder. Centaur var andettrin på Atlas-Centaur og kunne opsende 1,9 tons til synkronbanen.

  • 1964 – Surveyor-attrap.
  • 1965 – Surveyor-attrap, mislykket.
  • 1966 – Surveyor 1; månelander.
  • 1966 – Surveyor 2; mislykket månelander.
  • 1967 – Surveyor 3; månelander.
  • 1967 – Surveyor 4; mislykket månelander.
  • 1967 – Surveyor 5; månelander.
  • 1967 – Surveyor 6; månelander.
  • 1968 – Surveyor 7; månelander.
  • 1968 – ATS-4 (Applications Technology Satellite); mislykket kommunikationssatellit.
  • 1968 – OAO-2 (Orbiting Astronomical Observatory); røntgen-, IR- og UV-satellit.
  • 1969 – Mariner 6; marssonde.
  • 1969 – Mariner 7; marssonde.
  • 1969 – ATS-5; kommunikationssatellit.
  • 1970 – OAO-B; mislykket astronomisatellit.
  • 1971 – Mariner 8; mislykket marskredser.
  • 1971 – Mariner 9; marskredser.
  • 1972 – Pioneer 10; jupitersonde.
  • 1972 – OAO-3 Copernicus; UV-satellit.
  • 1973 – Pioneer 11; jupiter- og saturnsonde.
  • 1973 – Mariner 10; merkursonde.
  • 1977 – HEAO-1 (High Energy Astronomical Observatory); røntgenteleskop.
  • 1978 – Pioneer Venus Orbiter; venuskredser.
  • 1978 – Pioneer Venus Multiprobe; venusatmosfæresonder.
  • 1978 – HEAO-2 Einstein; røntgenteleskop.
  • 1979 – HEAO-3; gammasatellit.

Atlas I til IIIRediger

NASA var overbevist om at rumfærgerne kunne opsende alle USA's satellitter og Atlas-produktionen blev indstillet. Efter Challengerulykken i 1986 var det klart at rumfærgen skulle suppleres med engangsraketter.

  • Atlas I var en moderniseret Atlas-Centaur med en større raketnæse. Atlas I kunne opsende 2,2 tons til synkronbanen.
  • Atlas II's førstetrin var 2,7 m højere end Atlas I's. LR-89- og LR-105-raketmotorerne var udskiftet til RS-56-motorer. Atlas II kunne opsende 2,8 tons til synkronbanen.
    • 1995 – SOHO (SOlar and Heliospheric Observatory), ESA's solobservatorium i L1.
    • 2000 – TDRS H (Tracking and Data Relay Satellite), NASA-kommunikationssatellit.
    • 2002 – TDRS I , NASA-kommunikationssatellit.
    • 2002 – TDRS J , NASA-kommunikationssatellit.
  • Atlas III anvendte en Glusjko RD-180 dobbeltraketmotor i stedet for tre RS-56-motorer i et halvandettrin. Atlas III kunne opsende 4,5 tons til synkronbanen.
  • Atlas IV fandtes kun på tegnebrættet.

Atlas VRediger

Atlas V har et førstetrin af en aluminiumslegering frem for de andre Atlasraketters ballonkrop af rustfast stål.

Førstetrinnet CCB (Common Core Booster) er 32,4 m højt og vejer 307 tons. Det har en Glusjko RD-180 drevet af petroleum og flydende ilt i 253 sekunder.
Andettrinnet er et Centaur-trin, 12,7 m højt og 22,8 tons tungt. Det har en eller to Pratt & Whitney RL-10A-4-motorer drevet af flydende ilt og brint i 894 sek (ved 1 motor). For at nå at kunne accelerere har Centaur-trinnet to motorer (Atlas Vxx2) til lave baner, mens de høje baner nøjes med en motor (Atlas Vxx1).
Raketnæsen, der beskytter nyttelasten, kan være 4 (Atlas V4xx) eller 5 m (V5xx) i diameter.
Atlas V4xx kan have fra nul (Atlas V40x) til tre (V43x) hjælperaketter mens Atlas V5xx kan udstyres med nul (V50x) til fem (V55x). Disse faststofraketter er 17,7 m høje, vejer 40,8 tons hver og brænder i 94 sek.
Atlas V Heavy har to CCB som hjælperaketter men startrampen er endnu ikke bygget.
Atlas V kan opsende fra 3,9 tons (V501) til 8,6 tons (V551) til synkronbanen (Heavy; 13,6 tons).

KilderRediger