Bassethorn

blæseinstrument i klarinetfamilien

Bassethornet er et medlem af klarinetfamilien i tenorregisteret. Det transponeres i F, så det lyder en kvint lavere end noteret, ligesom engelskhorn i F. Dets noterede toneomfang spænder fra det lille C til D4 (in English: fra C3 til D7) samt det en bassetklarinet dækker; dets reelle toneomfang er fra det store F til G4 (in English: fra F2 til G6) nog omfatter således fire oktaver plus en tone.

Bassethorn
Schwenk+Seggelke Bassetthorn-mue.jpg
Moderne bassethorn, tysk og fransk system
(Schwenk & Seggelke)
Klassifikation
Udviklet
Omkring 1760 af Theodor Lotz
Relaterede instrumenter
Altklarinet, Bassetklarinet in G, Basklarinet, Tenorsaksofon
aktive Musikere

Suzanne Stephens (en), Sabine Meyer, Stephan Siegenthaler (de), Gregor Arzberger, Eric Hoeprich, Volker Hemken, Michelle Marelli, Agnes Gueroult, Nikolay Inkizhinov.

Trios: Lotz-Trio, Trio Allesandro Carbonare (en), TutzFreqenz Basset Horn Trio
Komponister
Carl Stamitz, W.A. Mozart, Alessandro Rolla, Felix Mendelssohn-Bartholdi, Richard Strauss, Karlheinz Stockhausen, Peter Schat
Byggere
Flere artikler eller information
Toneomfang
som det noteres
Bassethorn i F
Toneomfang
som det lyder
Ambitus / toneomfang
Mozart Divertimento for tre bassethorn
Bassethorn af Jakob Friedrich Grundmann, 1787
Historiske instrumenter

KonstruktionRediger

 
Vinklet birne (pære[1]) fra et moderne bassethorn (tysk system, Richard Müller Bremen)
 
Basklarinet, bassethorn og bassetklarinet i sammenligning af størrelser (Herbert Wurlitzer, Leitner & Kraus)

Bassethornet består som klarinetten oprindeligt af fem dele (mundstykke, birne[1], øverste stykke, nedre del samt klokke eller lydtragt, 'schallstykke'[2]). Der er også et buet tilpasnings- eller forbindelsesstykke øverst på instrumentet mellem birnen og det øverste stykke (se foto øverst til højre i infoboks) og i bunden af instrumentet en buet opadvendt metalbue mellem den nedre del og lydtragten (se også foto øverst til højre). I stedet for forbindelsesstykket kan en vinklet eller buet birne også bruges, se foto øverst til venstre. Der findes også enklere versioner, hvor birnen med forbindelsesstykket eller den vinklede eller buede birne erstattes af et let bøjet eller vinklet metalrør. Lydtragten er her også lavet af metal og danner en enhed med metalbuen, se også foto nedenfor til venstre.

Man kan som med andre klarinetter få bassethorn med tysk og fransk fingergrebsystem[3], med tysk eller fransk indre boring, hver med yderligere en klap ('bassetklap') til de fire laveste toner C, Cis, D og Es, som ikke er tilgængelige på normale klarinetter; de kræves også på en bassetklarinet og en lang basklarinet.[4] På historiske instrumenter og på instrumenter med tysk grebsystem bruges højre tommelfinger, men på moderne franske instrumenter bruges de to lillefingre eller en kombination af begge former for greb.

HistorieRediger

De første bassethorn blev bygget omkring 1760 og var da stadig med forskellige stemninger fra D til G. Da den nederste stemning krævede en længere luftsøjle, blev de første instrumenter udført som en halvcirkel, så de stadigvæk kunne håndteres på trods af deres længde. Det kan antages, at navnet bassethorn på den ene side stammer fra denne karakteristiske form, og på den anden side fra lydtragten af metal, som klarinetten ikke havde. En yderligere forlængelse af røret blev lavet og anbragt i en træblok i den nedre ende af det nedre horn, se Grundmanns instrument på billede nederst til højre i infoboks.

Man opgav senere den runde form til fordel for en udførelse med en vinkel, som bestod af to lige dele, og klapsystemet blev udviklet parallelt med klarinetmekanismen. I begyndelsen af 1800-tallet blev stadig flere bassethorn udført som lige instrumenter, uden vinkel. Der skete samtidig en nedvurdering af instrumentet, dels fordi det var for lydsvagt for det romantiske orkester, dels fordi basklarinetten blev accepteret i større og større omfang. Bortset fra Richard Strauss, som var meget glad for at bruge det "gammeldags" bassethorn, blev instrumentet glemt, og det blev først genoplivet i slutningen af 1900-tallet. Det skete på den ene side i forbindelse med den øgede brug af historiske instrumenter, men også med de stadig flere nyskrevne kompositioner for klarinetkvartet (to klarinetter, bassethorn og basklarinet).

Kompositioner til bassethornRediger

Kun få komponister har komponeret værker for bassethorn; det gælder også orkester- eller kammermusikværker, som indeholder bassethorn. Man kunne sige, at på trods af sin varme og klangfulde lyd, kunne bassethornet ikke sejre i klarinetfamilien.

Mozart holdt dog af instrumentet. Han komponerede ud over bassethorntrioen (divertimenti, KV439b) og duoer (KV 487) også tredelte canzonetter[5] for vokal og bassethorn og kunne lide at bruge dem i orkestret til religiøst indhold: i Requiem bidrager det til den mørke orkestrale farve og i Tryllefløjten er den forbundet med Sarastro og hans præster. I operaen La clemenza di Tito komponerede Mozart Vitellias arie (nr. 23) Non più di fiori med et solobassethorn. Andre tidlige værker med bassethorn inkluderer en koncert for bassethorn i G og lille orkester af Carl Stamitz (en), arrangeret for konventionelt bassethorn i F og indspillet på dette instrument af Sabine Meyer, og koncerter i F-dur af Heinrich Backofen (de) og Alssandro Rolla (en).

Felix Mendelssohn Bartholdy komponerede to koncertstykker for klarinet, bassethorn og klaver, og Richard Strauss brugte instrumentet i nogle af sine operaer og i kammermusik. Mod slutningen af 1900-tallet fik instrumentet en vis renæssance. For eksempel er de værker, som Markus Stockhausen (en) komponerede til musikeren Tara Bouman (en), eksempler på dette. Hans far Karlheinz Stockhausen brugte også bassethornet, blandt andet på scenen i form af "EVA" i sin lette operacyklus. Bernd Alois Zimmermann bruger bassethornet i sin komposition Photoptosis og Gregor Benjamin (en) i sin første opera The Little Hill. Peter Schat kræver tre bassethorn i orkestret i sine Etudes voor piano en orkest, (Etuder for piano og orkester). Jochen Feucht og Burkard Kunkel bruger instrumentet i jazz.

LitteraturRediger

  • Thomas Grass, Dietrich Demus: Das Bassetthorn. Seine Entwicklung und seine Musik (Bassethornet. Dets udvikling og dets musik) 2. udgave. 2004, ISBN 3-8311-4411-7.
  • Josef Saam: Das Bassetthorn – seine Erfindung und Weiterentwicklung (Bassetthornet – dets opfindelse og videreudvikling), B. Schott, Mainz 1971
  • Hoeprich, Eric: The Clarinet (Klarinetten). The Yale Musical Instrument Series 2008. New Haven and London: Yale University Press

NoterRediger

  1. ^ a b Af tysk: 'Birne' = pære, da den er pæreformet – Jævnfør "pære" hos Ordnet.dk/ods "... 4.3) ♫ den del af en klarinet, som forbinder mundstykket med mellemstykket (jf. Fod 2.1). Sal.2XIV.99. ..." ('Sal.2XIV.99' er Salmonsens Konversationsleksikons opslag om klarinetten) – For beskrivelse af en klarinets dele, se "Klarinet" hos lex.dk, Den Store Danske : "... fem dele: et næbformet mundstykke, [...] ; birnen, der har afrundet form og bruges til regulering af stemningen; overdelen (til venstre hånd); underdelen (til højre hånd); og det tragtformede lydstykke. ..."
  2. ^ Udtrykket 'schallstykke' bruges i opslaget "Bassethorn" hos Salmonsen af operarepetitør S. Levysohn
  3. ^ Hvis du er interesseret: se artiklen "Griffsysteme Klarinette", grebsystemer for klarinet (tysk)
  4. ^ Johan van Kalker: Die Geschichte der Klarinetten (Klarinettens historie). Verlag Textilwerkstatt Oberems. Oberems 1997, ISBN 3-9804301-1-1, s. 172.
  5. ^ Vedr. 'canzonetter' se evt. Rasmussen, Per Erland: "canzonetta" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet fra https://denstoredanske.lex.dk/canzonetta

Se ogsåRediger

Eksterne henvisningerRediger