Bjørnstjerne Bjørnson

norsk forfatter

Bjørnstjerne Martinus Bjørnson (født 8. december 1832 i Tynset, død 26. april 1910 i Paris) var en norsk forfatter. Sammen med Henrik Ibsen, Jonas Lie og Alexander Kielland udgjorde han "de fire store" i norsk litteratur i årtierne op til århundredskiftet. Hans datter Bergliot giftede sig med Ibsens søn Sigurd Ibsen. Som samfundsdebattant var Bjørnson blandt de første nordiske forfattere, som svarede på Georg Brandes' opfordring til en litteratur med fokus på samtidens sociale problemer. I 1903 fik han Nobelprisen i litteratur.[1]

Bjørnstjerne Martinus Bjørnson
Norsk litteratur
19. århundrede
Portrett av Bjørnstjerne Bjørnson, 1909 - no-nb digifoto 20150129 00043 bldsa BB0791 - Restoration.jpg
Personlig information
Født 8. december 1832(1832-12-08)
Kvikne, Norge
Død 26. april 1910 (77 år)
Paris, Frankrig
Nationalitet Norge Norsk
Uddannelse og virke
Kendte værker Ja, vi elsker dette landet
Genre noveller,digte,teater, etc.
Signatur
Bjørnstjerne Bjørnson signature.png
Nobel prize medal.svg Nobelprisen i litteratur
1903

Liv og virkeRediger

Bjørnson var præstesøn og begyndte i skole i Molde i 1844, hvor han snart udviklede et stærkt socialt engagement. I kølvandet af revolutionerne i 1848 skrev han som 16-årig sin første artikel, "Frihedens Tale til Moldenserne".[2] Han forblev en central deltager i den norske samfundsdebat; internationalt støttede han Emile Zola og hans forsvar for den jødisk-franske officer Alfred Dreyfus, der i 1894 blev fængslet for landsforræderi. Bjørnson tjente godt på sin journalistvirksomhed og investerede det meste på ejendommen Aulestad[3] og sine fem genlevende børn (et barn døde kort efter fødsel). Bjørnson var til stede ved Nationaltheatrets åbning i 1899 med sønnen Bjørn Bjørnson som første teaterchef; og han fik glæden af at regissere sine to Over Ævne-skuespil.[4]

H.C. Andersen var en god ven; de to hyldede også hinanden i digte.[5] Bjørnson satte venskab højt og efterlod sig en korrespondance på henved 30.000 breve.Til den danske kritiker Clemens Petersen skrev han i 1865: "Tak, du er mit halve Liv!" Da Petersen i 1869 blev nødt til at rømme Danmark efter beskyldninger om pæderasti, slog Bjørnson ikke hånden af ham. I artiklen "Synd og sygdom" i Dagbladet i 1891 tog Bjørnson uforfærdet til orde for, at homoseksualitet er medfødt og derfor ikke kan straffes.[6]

 
Bjørnson i 1860.

I dag huskes Bjørnson for teksten til Norges nationalsang Ja, vi elsker dette landet og anden lyrik, for sine fortællinger om norske bønder som Arne og Synnøve Solbakken, for sine samtidsdramaer som En fallit og for historiske skuespil som Sigurd Slembe.

Efter sin død i Paris blev Bjørnson sendt hjem til begravelse i Norge. Kisten ankom København med tog og med skib videre fra Toldboden.[7]

BibliografiRediger

NoterRediger

SamleudgaverRediger

  • Samlede verker, 11 bd. (Folkeudgave) 1900, 5 bd. (Mindeutgave) 21910–1911, 10 bd. 31914, 9 bd. 41919–1920, 9 bd. 51927, 13 bd. (Hundreårsutgave) 61932, 5 bd. 71941, 5 bd. 81953, 5 bd. 91960, 5 bd. 101975, 1982, 4 bd. 111995.

Eksterne henvisningerRediger