Bruger:LouisCle/nobases

(Oversættelse) Originaltekst hentet fra https://legalform.blog/2020/01/15/no-bases-no-superstructures-against-legal-economism-nate-holdren-and-rob-hunter/.

Tre Forskellige Tilgange til Relationen Mellem Stat og Civilsamfund

"Det kapitalistiske samfund underordner menneskets blomstring og frihed til akkumulering af værdi". Dette forslag er centralt for Marx's kritik af den politiske økonomi. Historisk set har kritikere af Marx taget denne opfattelse til at betyde, at han er en grundlæggende økonomisk tænker, der skildrer sin kritik som blot økonomisk, og dermed nødvendigvis utilstrækkelig eller forvrænget som historisk tilgang. Denne kritik har motiveret en række forsøg på at teoretisere forholdet mellem økonomiske relationer og andre sociale relationer. Sådanne forsøg tager udgangspunkt i erkendelsen af, at summen af økonomiske forbindelser ikke blot er den primære drivkraft for alle andre sociale forhold. Lov, staten, kultur og subkultur, religion, køn, seksualitet og mere har alle specificiteter som er smedet gennem konkrete historieforløb med kamp, ligesom (og i tæt sammenhæng med) økonomiske relationer.

Inden for moderne marxisme skelner vi mellem tre brede tilgange til kritisk tænkning om lov og stat:

a) Den første tilgang hævder, at juridiske og politiske relationer (også kaldt "overbygning" ) afspejler en basis af økonomiske relationer (produktions- og udvekslingsforhold): metaforen "basis/overbygning". Metaforen udgør både en dualitet (stat vs. civilsamfund) og et hierarki (økonomisk forrang ["primacy"] vs. ikke-økonomisk sekundærhed). Denne tilgang har en berømt tekstbeskrivelse i ”Forodet” til Marxs A Contribution to the Critique of Political Economy [1], ofte i Christopher Tomlins' ord, betragtet som det ”nødvendige prolegomenon” [2] til marxistisk teori om lov og stat. Marx erklærede, at "Forordet" var en erklæring om "det materialistiske grundlag for [hans] metode" så sent som i 1873 (i efterordet til den anden tyske udgave af Kapitalen ). [3]

b) Den anden tilgang forstår lov og tilstand som bosat på et særligt strukturelt niveau i samfundet. Dette niveau er udstyret med ”relativ” (dvs. variabel og dynamisk, men aldrig absolut) autonomi fra andre niveauer, såsom den økonomiske. Tilhængere af denne opfattelse af "relativ autonomi" hævder, at politiske aktører og juridiske subjekter ikke er økonomiske automata; Forholdet imellem og mellem dem bestemmes heller ikke i alle tilfælde af (angiveligt) mere grundlæggende økonomiske forbindelser. [4]

c) Den tredje tilgang opfatter lov og stat som Momenter [dialektiske momenter/øjeblikke] [5] i de samlede kapitalistiske sociale relationers totalitet. [6] Det vil sige, at lov og stat er, i Marx's ord "forskelle inden for en Enighed". [7, "The conclusion we reach is not that production, distribution, exchange and consumption are identical, but that they all form the members of a totality, distinctions within a unity."]. Denne Enighed er hele det kapitalistiske samfund: en modsigende og ufuldstændig Enighed, hvis særskilte elementer er forbundet, men stadig hver især resultatet af specifikke historiske forløb med kamp og antagonisme. [8] Gennem denne opfattelse er kapitalistisk "produktion fremstillet som en totalitet sammen med alle dens Momenter, men inden for hvilken alle modsætninger samtidig kommer i spil". [9, "production is posited as a totality together with all its moments, but within which, at the same time, all contradictions come into play"] Der er ingen økonomi [økonomisk instans, basis] som sådan [i sig selv] der adskiller sig fra samfundet. Eksistensen og forløbet af produktion og cirkulation er baseret på eksistensen og forløbet af andre sociale relationer. De samlede kapitalistiske sociale relationer skabes og genskabes gennem kamp og antagonismer; “Økonomien omfatter heller ikke et struktureret system med uafhængige økonomiske love” uden for eller førhen denne totalitet. [10] Reproduktionen af kapitalistisk produktion er umulig uden reproduktionen af de samlede sociale relationer.