Bruger:Pugilist/Sandkasse/LE

Livegenskab er en Gengivelse af tysk Leibeigenschaft, der i Tyskland i den senere Middelalder blev Betegnelse for de endnu bestaaende Rester af ældre Perioders Trældom. Trældommen havde været karakteriseret ved, at Trællen var fuldstændig retsløs, uden nogen som helst privatretlig ell. offentligretlig Retsevne, og derfor ogsaa ganske uden Retsbeskyttelse over for Herren, der ejede ham og kunde behandle ham paa samme Maade som en Ting. I Tidens Løb var der vel sket store Forandringer heri, idet man ikke længere drog alle Konsekvenser af Retsløsheden, men i Alm. anerkendte Trællen som Retssubjekt; men der eksisterede dog stadig en Befolkningsklasse, der ansaas for tilhørende andre med deres Personer, og som derfor passende kunde betegnes som leibeigene (lat. homines proprii de corpore). Disse Livegne manglede, som allerede fremhævet, ikke Retsevne; de kunde leve i Ægteskab, indgaa gyldige Formueretshandler og idet hele have private Rettigheder og Pligter, og selv over for Herren var de ikke uden Retsbeskyttelse, idet Herrens i ældre Tid ubegrænsede Magt var blevet indskrænket til et ret snævert Indbegreb af bestemte Rettigheder. Reglerne om disse Rettigheder varierede stærkt fra Sted til Sted, og et alm. Begreb om L. eksisterede for saa vidt ikke, men visse fælles Træk lader sig dog opstille. Mest karakteristisk for Forholdet var maaske Herrens Ret til ved den Livegnes Død at oppebære det saakaldte »Sterbfall«, d. v. s. til at inddrage hans Efterladenskab ell. dog en Del deraf, hvilken Ret var en Levning fra en Tid, hvor den Livegne var formueløs, og alt, hvad han besad, tilhørte Herren, der kunde konfiskere det, naar som helst han vilde, og følgelig ogsaa ved hans Død. Efterhaanden afsvækkedes Retten de fleste Steder til, hvad man kaldte Hovedretten, d. v. s. en Ret til at udtage det bedste Dyr (Besthaupt) af Stalden ell., hvis den Afdøde var Kvinde, den bedste Klædning af Boet, og i Stedet herfor traadte endnu senere i Alm. en Pengeafgift. En lgn. Afgift maatte ogsaa ofte erlægges, naar den Livegne indgik Ægteskab, idet Udgangspunktet var, at saadant ikke maatte indgaas uden med Herrens Samtykke, hvilket nu erstattedes af Afgiften. I Reglen svaredes der endvidere en fast aarlig Afgift, der kaldtes for Leibzins, men denne var som oftest ubetydelig og havde ogsaa nærmest Karakteren af en Rekognition, hvorved den Paagældende anerkendte L. For Kvinder bestod den ikke sjældent i en Høne, den saakaldte Leibhuhn. Til Afgifterne kom endvidere en vel opr. ubegrænset Arbejdspligt, derunder ogsaa en Pligt for de Ugifte til at tage Tjeneste som Tyende hos Herren, Pligter, der dog i senere Tid kunde mangle ell. være omtr. betydningsløse, fremdeles en vis Revselsesret for Herren, Indskrænkninger i den Livegnes Ret til at raade over sin Formue, samt ofte Stavnsbaand, efter Omstændighederne forbundet med Pligt til at overtage enhver Gaard, som Herren anviste. Ligesom Trældom var L. arveligt, og det var ogsaa her Moderens Stand, som var den afgørende. Ophørsgrundene var ligeledes omtr. de samme som ved Trældom, navnlig Frigivelse og Løskøbelse, hvortil paa mange Steder kom en vis Tids Bosættelse i en By i Kraft af Sætningen om, at Byluften gjorde fri. L. lignede endelig Trældommen deri, at den Livegne kunde sælges, men dette betød i senere Tid ikke meget, da det, der solgtes, i Virkeligheden kun var den begrænsede Ret til Afgifter, som tilkom Herren.

I den ovf. fremstillede Form forekom L. i Syd- og Vesttyskland (Landsdelene V. f. Elben), men det var langtfra hele Bondebefolkningen, som her var livegen. Bønderne havde allerede i ældre Tid kun delvis været ufri; mange var fri, og der fandtes desuden paa Overgangen mellem disse og de Ufri en talrig Klasse af Halvfri. I 12. og 13. Aarh. gik Bevægelsen dernæst i det hele i Retning af Frigørelse af Bondestanden, og Antallet af egl. Ufri formindskedes sikkert i denne Periode stærkt. Senere, ved Udgangen af Middelalderen, indtraadte der dog igen et Omslag. Godsejernes Bestræbelser for at skaffe sig et større økonomisk Udbytte af deres Ejendomme førte de fleste Steder til en Forringelse af Bøndernes Kaar, og denne ytrede sig ogsaa deri, at adskillige Fri og navnlig Halvfri nedsank i L. De Halvfri (»Hørige«) befandt sig i øvrigt i Forvejen i en Tilstand, der i meget mindede om L., men dog adskilte sig fra dette ved ikke at have den samme rent personlige Karakter. Medens for de Halvfri Afhængigheden var begrundet i deres Henhøren til et bestemt Gods, var L. Afhængighed af en Herre, paa hvis Gods den paagældende ikke behøvede at bo, hvorfor de

Livegne ogsaa kunde være i de forskelligste Stillinger, selv om de ganske vist hyppigst var Bønder, Landarbejdere ell. Tyende. Paa enkelte Steder var L. dog netop knyttet til Bopæl paa et Gods, saa at enhver, der overtog en Gaard under dette, derved blev livegen, uanset om han forud var det, og paa lgn. Maade havdes ogsaa Eksempler paa, at Bosættelse under en bestemt Landsherre medførte L. Siden Begyndelsen af den nyere Tid forsvandt L. mange St. helt ell. afsvækkedes dog saaledes, at der ikke blev andet tilbage end en vis, ikke meget byrdefuld Afgiftspligt. Bortset fra den Ringeagt, der i det alm. Omdømme knyttede sig til Egenskaben af livegen, var L., hvor det endnu i 17. og 18. Aarh. bestod, i det hele ikke særlig trykkende, men, som nævnt, kunde mange af de Retsvirkninger, som det affødte, ogsaa hvile paa andre Retsgrundlag, og visse af dem, f. Eks. Hoveriet, hvilede i Virkeligheden hyppigst paa disse. Oplysningstidens Ideer var selvfølgelig ikke L. gunstige, og hvor det ikke allerede tidligere var bortfaldet, ophævedes det i Alm. sidst i 18. Aarh. ell. under Napoleonstiden. Kun nogle enkelte St. bestod det endnu lidt længere, i Württemberg, saaledes til 1817, i Kurhessen til 1831.

I Landene Ø. f. Elben fandtes der fra først af ikke L. De tyske Kolonister, som i Middelalderen bosatte sig her inden for det tidligere slaviske Omraade, var frie Mænd, der besad deres Jord med arvelig Ret og heller ikke altid hørte under nogen Godsejer. Ved at Landsherrerne overdrog Adelen ell. andre de Rettigheder, de som saadanne besad over Bønderne (Ret til Afgifter og Tjenester saavel som Politi- og Domsmyndighed), ændredes Forholdet dog efterhaanden fuldstændigt, og ved Udgangen af Middelalderen var det alm., at Bønderne havde en privat Herre, der havde Krav paa Afgifter og Tjenester og betragtedes som Ejer af deres Jord, og som ved Siden heraf tillige var deres Øvrighed. Siden 16. Aarh. blev den Magt, Godsejeren paa denne Maade kom i Besiddelse af, i høj Grad udnyttet til Skade for Bønderne, hvis Stilling forringedes stærkt, en Udvikling, som yderligere fremmedes ved Trediveaarskrigen. I St f. den tidligere arvelige Besiddelse traadte Besiddelse paa Livstid ell. paa Godsejerens Naade, i St f. den ældre Tids lidet byrdefulde Arbejdspligt et ganske ubegrænset Hoveri til de mange og store Hovedgaarde, som dels oprettedes, dels fik deres Tilliggende udvidet paa Bekostning af Bøndergodset, og hertil sluttede sig endelig et stadig strengere Stavnsbaand, der efterhaanden kom til at omfatte hele Bondebefolkningen, der maatte blive til Stede paa Godserne og, naar vedk. Godsejer forlangte det, overtage Gaarde i Fæste ell. forrette Tjeneste som Daglejere ell. Tyende. Ofte var Godsejerens Samtykke ogsaa nødvendigt til Indgaaelse af Ægteskab, ligesom det krævedes, for at et Barn kunde sættes til et Haandværk. Paa denne Maade kom Flertallet af de østtyske Bønder i en Stilling, der i visse Maader lignede de vesttyske Livegnes og faktisk endog var langt mere trykkende end disses, og dette havde naturligt til Følge, at man efterhaanden overførte det fra Vesttyskland kendte Begreb om L. paa dem, skønt der savnedes enhver hist. Hjemmel hertil og Forholdene ogsaa jur. adskilte sig stærkt fra hinanden. Enkelte St. anvendte man vel i St f. Udtrykket L. den mere passende Betegnelse Erbunterthänigkeit, men i Alm. opfattedes Bønderne som Livegne ell. efter Romerrettens Reception endog som Slaver (servi), idet man ganske urigtigt identificerede L. med det rom. Slaveri. Om at drage alle Konsekvenser heraf kunde der ganske vist ikke være Tale, men den nævnte Teori virkede dog i høj Grad skadeligt, idet den styrkede den Opfattelse, at Bønderne egl. ingen som helst Ret havde, men maatte finde sig i enhver vilkaarlig Forøgelse af deres Byrder, hvorhos det vistnok var den, der gav Stødet til, at der i 17. og 18. Aarh. mange St. anerkendtes en Ret for Godsejeren til at sælge Bønderne, ikke blot sammen med Godset som et Tilbehør til dette, men ogsaa saaledes, at de paagældende solgtes bort fra Godset paa samme Maade som Husdyr. I Oplysningstiden forsvandt denne Ret dog igen, og fra de preuss. Kongers Side udfoldedes i det hele i 18. Aarh. Bestræbelser for at faa L. ophævet, men disse Bestræbelser bar ikke megen Frugt og i hvert Fald kun paa Domænerne, hvor Bøndernes Stilling delvis forbedredes. Først det Stein’ske Edikt 9. Oktbr 1807 ophævede for Preussens Vedk. helt L., som Ediktet betegnede som Erbunterthänigkeit, men herved bortfaldt dog kun Bøndernes personlige Afhængighedsforhold til Godsejerne, navnlig Stavnsbaandet og Indskrænkningerne i Friheden til at indgaa Ægteskab og vælge Livsstilling. En Forbedring af den Ret, hvormed Bønderne besad deres Jord, og i Forbindelse hermed Afløsning af Hoveriet, fandt ikke Sted før nogle Aar senere, ved det Hardenberg’ske Edikt 14. Septbr 1811.

I Østerrig udviklede Forholdene sig i de tysk-østerrigske Lande omtr. som i Sydtyskland, hvorimod de i fl. af de slaviske Lande mere mindede om Forholdene i Østtyskland. Dette gjaldt særlig om Böhmen, Mähren og Schlesien, hvor Bondestandens Retsstilling var meget daarlig, men dog langt ned i Tiden ikke betegnedes som L., men blot som Erbunterthänigkeit. Josef II ophævede 1781 L. overalt i Østerrig.

Ogsaa den Ufrihedstilstand, hvori de russ. Bønder i ældre Tid befandt sig, benævnes sædvanlig L. Det russ. L. rakte vel til Dels tilbage til Middelalderen, hvor det fortsatte en ældre Tids Trældom, men Omraadet for det udvidedes siden den nyere Tids Begyndelse stærkt ved, at tidligere fri Bønder nedtryktes i det, og den store Udbredelse, det havde i Tiden nærmest før Ophævelsen af det, skyldtes saaledes i væsentlig Grad en senere Udvikling. Det var i øvrigt ingenlunde lige stærkt udbredt overalt, mindst i det sydlige og østlige Rusland. Hvad dets Indhold angaar, maatte det karakteriseres som meget haardt, selv om de mange St. herskende patriarkalske Tilstande gjorde det mindre trykkende, end man efter Retsreglerne skulde tro. Den russiske Livegne manglede vel lige saa lidt som den tyske al

Retsevne, men overfor Herren var han, skønt Lovgivningen i fl. Henseender begrænsede dennes Rettigheder, saa godt som uden Beskyttelse, og han kunde ogsaa sælges bort fra Godset ell. udlejes til Fremmede paa samme Maade som Dyr. Trods stærk Modstand fra Adelens Side lykkedes det Alexander II at ophæve L. 1861.

I Vesteuropa kendtes vel i ældre Tid Forhold af lgn. Art som det, der i Tyskland kaldtes for L., men dette ell. tilsvarende Udtryk kom aldrig der i Brug for at betegne dem. Heller ikke i de nordiske Lande tales der om L., og de paagældende Forhold spillede heller ikke i disse nogen særlig stor Rolle. Det nærmeste Sidestykke er det danske Vornedskab (s. d.). (Litt.: Th. Knapp, »Ueber Leibeigenschaft in Deutschland seit dem Ausgang des Mittelalters« [»Gesamm. Beitr. zur Rechts- u. Wirtschaftsgesch.«, Tübingen 1902, S. 346 ff.]). P. J. J.