Bruger:Pugilist/Sandkasse/Vornedskab
Vornedskab, Vorned, varthnath, bruges i gammel Dansk om dem, der er under andres Værn: Husfolk og Tjenere, de, som bor paa Andenmands Jord i By eller paa Land som Lejere eller Fæstere; men der forbindes oprindelig hermed ikke nogen Tanke om Frihedstab, og Fæstere og Lejere havde f. Eks. ubetinget Ret til at opsige deres Kontrakter og flytte bort fra Ejerens Grund. Denne oprindelige Betydning af Vorned findes der endnu den Dag i Dag Spor til, idet man paa Bornholm taler om Vornedgaarde, uagtet V. i egentlig Forstand aldrig har været kendt paa Bornholm, og disse Gaarde i sin Tid har været almindelige Fæstegaarde. Men omtrent fra Midten af 15. Aarhundrede begynder det egentlige V. at udbrede sig paa det sjællandske Retsomraade: Sjælland, Lolland, Falster, Møn og Bogø, idet det blev Sædvane — nogen Lov herom fnndtes ikke —, at den mandlige Bondebefolkning paa Godserne ikke uden Husbondens Samtykke maatte forlade Fødestavnen og var pligtig til dér at overtage en ledig Fæstegaard eller Jord med Bolig.
Vornedskab, Vorned, varthnath, bruges i
gammel Dansk om dem, der er under andres
Værn: Husfolk og Tjenere, de, som bor paa
Andenmands Jord i By eller paa Land som
Lejere eller Fæstere; men der forbindes
oprindelig hermed ikke nogen Tanke om
Frihedstab, og Fæstere og Lejere havde f. Eks.
ubetinget Ret til at opsige deres Kontrakter og
flytte bort fra Ejerens Grund. Denne
oprindelige Betydning af Vorned findes der endnu den
Dag i Dag Spor til, idet man paa Bornholm
taler om Vornedgaarde, uagtet V. i
egentlig Forstand aldrig har været kendt paa
Bornholm, og disse Gaarde i sin Tid har været
almindelige Fæstegaarde. Men omtrent fra
Midten af 15. Aarhundrede begynder det egentlige
V. at udbrede sig paa det sjællandske
Retsomraade: Sjælland, Lolland, Falster, Møn og Bogø,
idet det blev Sædvane — nogen Lov herom
fnndtes ikke —, at den mandlige
Bondebefolkning paa Godserne ikke uden Husbondens
Samtykke maatte forlade Fødestavnen og var
pligtig til dér at overtage en ledig Fæstegaard eller
Jord med Bolig.
Over for de Fremstillinger af V., som man tidligere jævnligt mødte, hvor dette fremstilledes som »Slaveri«, maa det for det første mærkes, at det i det mindste er tvivlsomt, om V. har nogen Forbindelse med den gamle Trældom, der var ophørt et Par Hundrede Aar, før V. udvikledes. Men dernæst maa det fremhæves, at V. kun kendtes i en Del af Riget, at det her kun hvilede paa Mænd af Bondebefolkningen, og at det ikke medførte andet eller større Frihedstab end ovenfor angivet; der var ikke Tale om, at Husbonden kunde tvinge den Vornede til Arbejde eller Hoveri, gøre Indgreb i hans personlige Rettigheder, tvinge ham til Ægteskab eller deslige, som Tilfældet var, hvor Livegenskabet herskede. I hvert Fald har den Slags Forhold kun rent undtagelsesvis forekommet. En anden Sag er, at V. af og til misbrugtes derved, at Husbonden tiltog sig Ret til at sælge eller bortgive ledige Bønder imod deres Villie til et andet Herskab; dette Misbrug begyndte formodentlig under Kong Hans; bekendt er Christian II’s skarpe Fordømmelse af denne »onde ukristelige Sædvane« (Gejstlig Lov, Kap. 111), der imidlertid vedblev indtil Danske Lov, men det maa vel erindres, at Køberen atter kun kunde forlange, at den Købte skulde overtage en øde Gaard paa hans Gods, og mange »Salg« er maaske sket med Bondens Samtykke for at skafte ham en Gaard. Det maa nemlig mærkes, at Landgilden af Fæstegaardene ikke beroede paa Husbondens Villie, men var bestemt ved Sædvanen, og at det derfor i og for sig saa langtfra kunde betragtes som en Straf at overtage en Fæstegaard, at dette som Regel vilde være en Fordel. Men naar dette var Tilfældet, hvorfor behøvedes da V., og naar Skaane, Fyn og Jylland aldrig har kendt V., hvorfor behøvedes det da paa sjællandsk Retsomraade? Bestemt kan dette ikke besvares, men de sjællandske Husbonder maa have faret haardere frem mod deres Fæstere, f. Eks. ved at forøge Hoveriet, end i den øvrige Del af Riget, og dette har haft til Følge, at deres Bønder har søgt andensteds hen, hvilket atter har medført, at mange Gaarde paa Godserne laa øde. Regeringen, der skulde have Skatterne betalt af Husbonderne, har saa set igennem Fingre med, at V. indførtes for at formindske det øde Gods. At det er de øde Gaarde, der er Aarsag til V., og ikke en ganske umotiveret Lyst til at bringe Bonden i Trældom, er indlysende, naar man ser, at Hovedsagen i V. er Pligten til at overtage en Gaard. Paa samme Maade var det forbudt Selvejerbønder at lade deres Gaarde ligge øde; man tvang dem til at blive paa Gaardene og dyrke dem. De Vornede betragtedes som Tilbehør til Godset, der fulgte med ved Overdragelse, naar det modsatte ikke udtrykkelig var sagt, og de kunde ikke forlade Grunden uden Husbondens Samtykke og mod en Afgift til ham, Husbondhold; drog de bort uden Tilladelse, kunde de søges tilbage, »deles til Stavns«, dog med nogle Indskrænkninger, som især bestod i, at naar en Vorned var blevet Borger i visse Købstæder eller havde boet dér i visse Aar upaatalt af Husbonden, ophørte dennes Ret. Skønt V. var langt mildere end de tunge Baand, der i næsten alle Europas Lande hvilede paa Bondebefolkningen, havde man fra gammel Tid klart Blik for, at det var en Uret at opretholde det i et enkelt Retsomraade. Christian II’s Forsøg paa at komme V. til Livs glippede, og Frederik I, der godt saa V.’s Uretfærdighed, gjorde kun et svagt Tilløb til at ændre Forholdet; derimod gjorde Christian IV i Aarene 1633—34 et alvorligt Forsøg paa at afskaffe V., men det kunde ikke gennemføres mod Adelens Modstand, og i den følgende Tid foretoges kun Smaaændringer. Ved D. L. 3—14 blev V. lovfæstet, og det forbødes nu ved D. L. 3—14—9 at sælge Vornede; men først Frederik IV ophævede V. ved Forordning 21. Febr 1702. 30 Aar efter indførtes imidlertid Stavnsbaandet (s. d.), der i visse Henseender var haardere end V.; efter Datidens Anskuelse, saavel her som i Udlandet, ansaa man det nemlig vedblivende for umuligt at faa den øde Jord bebygget, naar der ikke sattes en Skranke for Bøndernes Vandrelyst. (Litt.: Joh. Steenstrup, »V. hos den danske Bonde«, »Hist. Tidsskr.«, 5. Rk., VI, S. 339-462). <i(Ludv. H.). >P. J. J.